10 gode begynder fluetips til havørred i åen.

Det er bestemt ikke altid lige let at fange havørreder i åen. Primært fordi havørred som bekendt ikke er i åen for at putte noget i munden, men derimod udelukkende af andre mere intime årsager. Alene af den grund burde vores jagt på havørreder i åen altid falde ud til havørredens fordel, men teori følger heldigvis ikke altid praksis, så ved hjælp af udholdenhed og listige tricks så kan å-havørrederne lokkes på fluen. Det, sammenholdt med, at mange og store havørreder en periode hvert år går fra at være spredt over et kæmpe område i havet til at blive ”pakket sammen” i et forholdsvis begrænset og overskueligt område som en dansk å, vender pludselig situationen til fiskerens fordel, men igen: Et er teori, noget andet er praksis.
Som kystfisker fascineres man over åens store fisk der pludselig er inden for rækkevidde, men man frustreres over deres manglende lyst til at hugge. Ingen af delene er man særligt bekendt med på kysten, og derfor har inkarnerede kystfisker det til tider svært, når åen skal prøves (det samme gør sig for øvrigt ofte gældende, når rollerne byttes om, og å-fiskeren forvilder sig ud på kysten, men det er en anden historie).
Personligt har jeg ikke å-fiskedage(nætter) nok om året til at have udviklet mine egne skudsikrer teorier. Derfor har jeg gennem årene lyttet, lært og suget til mig af erfaringer fra andre meget dygtige å-fiskere landet rundt. Alle disse informationer har jeg gennem årene fået kogt ned til10 retningslinier som jeg ret nøje har fulgt den sidste par sæsoner, og af den vej gået fra tilfældige fangster til mere stabil succes med havørrederne i åen.
Brug alle rådene eller pluk dem ud, du finder mest fornuftige, til den å hvor du kommer. Hav lidt tålmodighed, så lover jeg til gengæld, at belønningen kommer.

1. Koncentrer dig om et bestemt stykke vand i en bestemt å.
Udvælg dit favorit stykke i din favorit å, og koncentrer indsatsen her. Selvfølgelig vil du opleve dage hvor rygter taler om masser af fisk oven og nedenfor ”dit” stykke eller i naboåen, men det bliver meget sjældent belønnet hvis man flakker rundt i hælene på daggamle rygtet til ukendte vande. Tro på dit valg, og lær din udvalgte åstrækning grundigt at kende.

2. Fisk når det passer dig.
Man fristes let til at tro at åens havørreder kun hugger om natten. Natfiskeri er da også effektivt, og måske set over en hel sæson det bedste valg, men hvad nytter det når arbejde, familie og helbred kræver et vist minimum af nattesøvn. Heldigvis fanges der også havørreder i døgnets lyse timer. Min favorit periode er de tidlige sommer morgener til lidt op på formiddagen. Et tidsrum hvor der hersker fred i ådalen. Natfiskerne er gået i seng, og åens tørfluefiskere er endnu ikke stået op.

3. Bevæg dig forsigtigt rundt i dag timerne, og bekvemt i nattetimerne.
I de lyse timer kan havørreden godt lokkes, men den er ofte ekstremt sky. Derfor er en diskret opførsel ved åen vigtig. Lange forfang og forsigtige kast kan også være en forudsætning for succes. I nattetimerne ændre fisken derimod fuldstændig karakter, og det virker som om man kan gøre hvad som helst uden at skræmme fisken. Et eksempel på hvordan havørreden ændre adfærd i forbindelse med om det er mørkt eller lyst har jeg bl.a. fra et lille stræk i Odense Å. I de lyse timer kan jeg kunne komme i kontakt med fisk hvis jeg højt oppe på brinken sniger mig helt ind på standpladsen, og lægger et kort præcist kast. Fisken skal hugge første gang. Tager jeg linen af vandet blot en gang til et nyt kast, så er chancen spildt. Om natten derimod sopper jeg i kanten af åen, og affisker stykket meter for meter med rullekast med hvad der dertil høre af sjasken og plasken. Havørrederne er ligeglade, og kan hugge i første såvæld som sidste kast.

4. Start ikke for tidligt på aften/natfiskeriet.Hvornår havørreden skifter fra at være sky i dagslys til at være selvsikker i mørket vil jeg lade være usagt, men jo flere gange den skræmmes i dagtimerne desto længere er den om aftenen om at ”slappe af” og dermed være lettere at fange. Derfor er det fornuftigt ikke at starte sit fiskeri for tidligt. Ved Kolding Å har man et godt ordsprog der hedder: Fisk først når der er flagermus i luften.

5. Fisk med en variation af de linetyper du tror mest på.Synkende, flydende, sink tip, intermediate eller?
Spørg tre forskellige å-fiskere hvilken line der er den rette, og få tre forskellige svar. Spørg seks og få seks forskellige svar. Der fanges havørreder i åen på alle linetyper, men det er ikke sikkert at en synke såvæld som en flydeline ville lokke den samme fisk. Derfor er det en god ide at affiske samme stræk af åen med to forskellige liner. Affisk først med en line der arbejder højt i vandet, og affisk anden gang med en line der kommer dybere.

6. Brug den flue eller de fluer som du tror mest på.Tro er en meget vigtig del af havørredfiskeriet, og tro på fluen er om noget det allervigtigste. Uanset hvor mange havørreder din nabo har fanget på en gul flue, så vil den ikke virke for dig hvis du har mere tro på en rød. Sådan er det bare. Det er dog sjældent, at man nøjagtigt ved hvilken flue der er den eneste ene. Derfor er to fluer på forfanget en god strategi. På den måde kan man give fisken et valg mellem to forskellige fluetyper eller størrelser. Eller man kan stille sig personligt tilfreds ved at fiske med sin favorit, samtidig med at man giver naboens gule flue en chance.

7. Vælg fluestørrelse udfra de aktuelle forhold.Stor eller lille flue? Det er et svært spørgsmål som det heller ikke findes et endegyldigt svar på. Første og eneste krav er dog at havørred skal kunne se fluen og udfra det kunne man fristes til at sige så stor som mulig, men omvendt er det tit at de mindste fluer er de bedste. Så valget er bestemt ikke entydigt eller let. Selv har jeg følgende i tankerne når jeg vælger flue: En flue der fisker i overfladen, og som fisken skal se over stor afstand, bør være større end en flue som fiskes på en synkeline i niveau med havørreden. En flue der fiskes i mørke eller i uklart vand bør også være større end en der dyppes i dagslys og klart vand.

8. Fisk fluen(erne) aktivt.Det er de færreste danske åer der har stømhastighed nok til at man blot kan lægge linen tværs over, for så at lade strømmen klare resten. Langt de fleste steder skal man selv tilfører noget liv ved at tage fluen ind. Om det så skal forgå i lange hurtige tag eller i små lokkende nøk er optil den enkelte. Er du i tvivl så tilfør hellere fluen mere end mindre bevægelse. Der er endnu ikke nogen der har bundet en havørredfluer der er effektiv uden bevægelse.

9. Tag hellere flere korte ture end få lange.
Især natfiskeri kan være opslidende på både dig og dine omgivelser. Har du mulighed for det så vend gerne om på nat og dag og fisk igennem nogle nætter i træk, men kan det ikke lade sig gøre, så er det bedre at fiske i flere kort koncentrerede perioder over flere dage end at brænde al krudtet af på en nat. Ved at gæste åen flere forskellige dage er chancen for at ramme en ekstra produktiv periode større. Sam
tidig fisker du koncentreret i hele den periode du er i gang.

10. Vær forberedt på (mange) nulture.Der er væsentligt længere mellem snapsene i åen end på kysten. Det skal man gøre sig helt klart, og dermed heller ikke lade sig slå ud af. Selvom du følger alle ovenstående gode råd plus alle andre så vil det aldrig lykkes hver gang, nok heller ikke hver anden gang.
Det er efter fem – ti nulture i træk at ens tror på egne teknik og evner virkelig kommer på en hård prøve, men her er det vigtigt at holde fast. Begynder man at flakke mellem ukendt fiskevand og uprøvede metoder så starter man forfra hver gang, og dermed er der endnu længere til mere end tilfældige succeser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi anvender cookies, for at tilpasse indhold, funktioner og analysere trafikken. Flere oplysninger

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk