Hvem sagde den kolde krig var slut?

For mig personligt er denne en af de sjoveste artikler jeg har skrevet: Det var der heldigvis også mange andre der synes, men det var bestemt også nogle der ikke kunne se morskaben da artiklen blev trykt i Fiske-feber engang i 2005. Bladet modtog forargede mails og sågar var der flere der opsagde deres abonnement. Det var ikke min mening at støde nogen, men på den anden side, så mener jeg, at alle lystfiskere der er ærlige overfor dem selv, sikkert kan genkende et eller andet i historien.


Bedøm selv – god fornøjelse
Claus

Pludselig stod Ole i forretningen. ”Claus, vi skal snakke under fire øjne – nu, jeg har taget bagerbrød med”. Ole holdte næsten truende en poser winerbrød frem imod mig. Det sammenholdt med hans vildt stirrende blik gjorde mig faktisk en smule nervøs. Diskret men med en hvis spænding fik jeg ham hurtigt lusket ned i baglokalet. Hvad mon det her gik ud på? Da vi var blevet godt bænket med kaffe og basser, så gik Ole lige til sagen:
”Nu har jeg to gange i denne måned set dig fiske i badekaret for enden af Havvejen. Det kan ikke være en tilfældighed. Vi er kun tre der kender den plads. Hvem har sladret”? Jeg prøver at undertrykke et bredt grin, og forklarer ham sandheden: At jeg efter talrige kik på diverse søkort og luftfotos havde vurderet at stedet havde havørred potentiale og forleden fik jeg endelig taget mig sammen til at prøve pladsen. Som forøvrig viste sig fremragende. Jeg havde ikke fået noget tip, jeg havde fundet guldægget helt selv. Ole så noget splittet ud, ingen af de tre der kendte stedet havde altså brudt deres pagt, men nu var de ikke længere tre, men fire. Ole viste nu at han havde en dårlig sag, og fortsatte: ”Alle andre steder deler jeg gerne, men ikke DEN plads. Vi må – nej, Claus vi SKAL slå en handel af. Hvad koster din tavshed”? Tak spids – han var mere presset end først antaget, og de gode kort sad jeg pludselig helt uventet med. Jeg lovede selvfølgelig at holde tand for tunge, men tog mig naturligvis først godt betalt i form af at Ole måtte afslører to af hans andre hemmelig pladser, som jeg ikke kendte.

Hør hvad jeg har fanget, men spørg ikke hvor.
Vi lystfiskere er et herligt splittet folkefærd. Vi elsker at prale af vores fangster. Vi elsker også at høre om hvad andre fanger. Så længe det ikke foregår de samme steder som vi selv fisker. I det store hele er lystfisker nogle egoistiske sataner der vil have alle fisk for dem selv, og hvis du tror at du er anderledes, så gransk lige dine følelser den dag at fiskekammeraten går ind foran dig og kroger din drømmefisk. Da tilslutter du dig det ordsprog der siger: Det bedste der kan ske er at jeg fanger en stor fisk, det næstbedste er hvis min ven mister en.

Har du følt det lille stik i hjertet det giver når ens gode ven lander feriens tredje laks, mens man endnu ikke selv har mærket noget? Burde man ikke være glad på hans vegne? Man prøver at finde en grimasse der kan passe, og kommer med en forkølet lykønskning, mens man inderste inde forbander at man i det hele taget tog den heldige bandit med på laksetur.

Kender du også et godt havørredrev, som man til daglig kan dagdrømme sig ud på. Det rev man i 14 dage havde ventet på at vinden var god nok til, og da dagen endelig oprinder, så tager man en surt opsparet feriedag, aflyser fluks en for længe siden aftalt eftermiddags kaffe hos svigermor, med et forventet tordenvejr af en kone til følge, og dermed kalkuleret nul hjemmelig hygge i mindst en uge frem i tiden, men hvad gør det, man er lykkelig. Ihvertfald lige indtil man runder den sidste pynt, og ser to (arbejdsløse?) andre (fremmede) lystfiskere på ens rev. At der samtidig ligger to flotte havørreder på en af strandens sten, og at begge fiskere proklamerer at de påtænker at blive hele aftenen og natten med, bringer med et slag ens humør på grænsen af et sammenbrud, men det æder man i sig, og prøver at smile, idet de to førstkommende allernådigst tillader at man tager et par kast mens de renser fisk.

Misundelse, jalousi og grådighed ulmer i enhver lystfisker, men vi er flove over at erkende det, og derfor vil vi gå meget langt for ikke at tilfører os selv flere personlige nederlag end højst nødvendigt. Taktikken spænder over hemmeligholdelse, løgne, vildledning og nægtelse. Jeg har selv deltaget i alle former. Både som den der spandt nettet af falske oplysninger og beviste fejlinformationer, men så sandelig også som den der blev spundet ind i samme net. Begge dele har sin charme, og nogle af mine bedste fiskeminder har jeg sjovt nok fået gennem disse taktiske og strategiske krumspring.

Ærø – for rigtig mange år siden
Jeg deltog engang i et kystfluekursus på Ærø. Efter en lange og fisketom dag fandt John, Anne og jeg pludselig havørrederne ved Vejsnæs Nakke (eller var det Urehoved?), og vi landede en serie rigtig fine fisk. Ingen andre bilhold havde mærket noget nævneværdigt, så vi solede os rigtigt i misundelsens skær den aften. Hvor vi havde fanget dem? Jahh, det havde vi lidt svært ved at huske. Næste morgen var vi tidligt oppe vi skulle jo gerne af sted før de andre, men det kunne vi godt glemme. Da vi kom ud på P-pladsen holdt der fire biler i tomgang, hver med to – tre tændte og klargjorte kystfiskere. De ventede blot på os. Jeg foreslog forsigtigt at vi bare ærligt skulle fortælle hvor vi kørte hen, men John, der var chauffør, vil ikke erkende nederlaget. Han kørte dengang i en hurtig GTI sag af en bil, og de mange hestekræfter udnyttede han til fulde. Han søgte ud på landevejen og med vores forfølgere lige i hælene lod han motoren strække godt ud, men vi kørte den stik modsatte vej af hvad vi skulle. Da vi kortvarigt forsvandt af syne bag en bakketop, trak John bilen rundt i en heftig håndbremsvending, og kort efter tordnede vi forbi vores måbende forfølgere i modsat retning. Tricket virkede, det tog de andre over en time før de fandt os igen.

Langeland – for knap så mange år siden
Under optagelserne til Niels Vestergårds film: ”Kystflue og Havørred” var vi nogle dage på Langeland. Vi fistrede rundt på den ene plads efter den anden, uden den store succes. Søndag morgen var sidste chance. Jeg var egentlig løbet tør for ideer, men pludselig kom jeg i tanke om et flere år gammelt tip, jeg aldrig havde forfulgt: Syd for Dageløkke havn findes et rigtigt godt stræk som især ved højvande altid holder fisk. Det var netop højvande den morgen i april, så vi tog chancen. Lidt forskudt for hinanden svingede vi i to biler ind på havnen for at parkere. Niels gik i
gang med at gøre kamera klar. Sten og jeg samlede stængerne. ”Hej Claus, det er ikke tit vi ser dig på disse kanter” som trold af æske stod han der pludselig. Jeg havde set ham før, men kunne ikke huske hans navn. Vidste blot at han var en af de lokale langelandske fiskesoldater. ”Skal i fiske fra molen eller hva’” spurgte han, mens han kikkede mistroisk på vore fluestænger. Nej, vi ville prøve henne under skoven dernede sydfor. ”Nej, ved i nu hvad, det kan slet ikke betale sig. Der har været to mand i dag og fisket grundigt igennem uden at få noget.” var langelænderens svar. ”Prøv hellere nede ved Tranekær Fyr” sagde han, og så yderst snedig ud. Vi påpegede at eftersom det kun havde været lyst i godt en time, og at der på afstand ikke var et øje at se, så fandt vi det ret tvivlsomt at pladsen allerede nu skulle være grundigt gennemfisket. Så uanset hvad så ville vi prøve. Langelænderen skrabede med foden i jorden og så lidt forlegen ud, han havde slet ikke opdaget Niels der stadig stod og rodede med et eller andet i bilen. Pludselig skiftede langelænderen stil, rettede sig op og smilede bredt. ”OK – så prøv da bare, men i fortæller ikke nogen om pladsen vel”? ”Nej, nej” grinede Steen ”Vi ved det er en tophemmelig plads. Derfor har vi kun taget et enkelt kamerahold med”. Perfekt timmet passerede Niels med kamera, lydboks og alskens andre sager til optagelserne. ”Husk at se tysk ZDF i aften” var vores afslutningskommentar til den nu ligblege langelænder.

En hemmelig kystplads – for ikke ret længe siden.
Om Langelænderen nogensinde genkendte Niels Vestergård, ved jeg den dag i dag ikke, men for nylig havde jeg endnu en pudsig oplevelse sammen med ”en af de kendte”. Peter Kirkeby og jeg havde sat hinanden stævne en forårsdag ved en af de absolut mest hemmeligstemplede fynske pladser. Vi skulle naturligvis begge fiske som vilde, men Peter havde yderligere den opgave at der skulle tages billeder. I den forbindelse var han underlagt streng censur. Alt hvad Peter hørte, så, fangede, oplevede og i høj grad tog billeder af var stemplet CLASSIFIED. Bl.a. brugte jeg god tid på at forklarer Peter hvilke træer, bygninger og vindmøller der under ingen omstændighed måtte optræde som baggrund på billederne. Dagen skred frem, og alt gik efter planen. Både vejret og fiskene var i den grad med os, og før vi vidste af det var dagen gået. Vi var næsten færdige med at pakke sammen, da en bil dukkede op, og parkerede ved siden af os. Jeg kendte både bilen og chaufføren. Det var Gert. Han havde tidligere på foråret kunne prale af nogle ret gode fangster, men de fangststeder han opgav, havde jeg på intet tidspunkt stolet en snus på. Omvendt havde jeg heller ikke kunne regne ud hvor hans fangster så var gjort, men i det samme jeg så Gert’s bil denne aften fornemmede jeg pludseligt et gennembrud. Det gav et sæt i ham da han genkendte mig, og smøgen fik et par ekstra sug da han fik øje på de to flotte havørreder der lå i græsset. Vi lurede nærmest pinligt længe på hinanden, før han brød isen: ”Davs – Claus. Et par fine fisk de der”. Jo, det kunne jeg jo kun være enig i. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at skjule mit grin ”Har din makker også fanget noget” sagde han og pegede ned mod Peter der var på vej op nede fra stranden. Jo, han havde også fået nogle stykker, svarede jeg en smule afmålet for at trække pinen lidt. ”Hej, du” sagde Peter på klingende sjællandsk mens han smed grejerne ind i sin bil. Gert stirrede længe på Peter. ”Claus – er det ikke… er det ikke…”. Jo svarede jeg, det er Peter Kirkeby. Ham fra Fiske-Feber du ved. Gert bed sig i sin dirrende underlæbe, mens jeg med magt måtte tilbageholde et skraldergrin. ”Super fin plads i har her” sagde Peter ”sikken nogle billeder vi har fået”. Gert var helt klart på sammenbruddets rand, og jeg fik helt ondt af ham. ”Rolig nu Gert – vi skal nok lade være med at fortælle noget til nogen om stedet her” Der rullede et udtryk at utrolig lettelse henover Gerts ansigt ved de ord, og pludselig var stemningen vendt. Gert gav hånd til både Peter og jeg, og vi gav øl, og i aften mørket gav Gert os nogle uvurderlige oplysninger om havørredernes opførsel på pladsen, mens vi gav Gert vores ord på at holde tæt. En rigtig god deal for begge parter.

Rigtig god fornøjelse udi hemmelighedskræmmeriet. Det er en spændende sport der rummer mindst ligeså mange kneb og facetter som selve fiskeriet. For dem af jer der nu sidder tilbage og tænker at Ole. Langelænderen, Vejnæs Nakke, Dageløkke Havn og Gert nok var værd at opsøge så bare glem det. Alle ovenstående navne er naturligvis opdigtede – eller er de?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi anvender cookies, for at tilpasse indhold, funktioner og analysere trafikken. Flere oplysninger

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk