Steelhead – en drengedrøm.

1996 var et stort år i mit fiskeliv. Da havde jeg langt om længe fået sparet penge nok sammen til min første fiske- drømmerejse. 20 stk. tusind-krone sedler, sparet op af lærlingelønnen, stod der på kontoen. Alle var de øremærket til en fiskerejse.

Valget
Jeg havde (og har stadig) to drømmefisk. Bonefish og Steelhead, men pengene rakte kun til at opsøge en af dem. Bogstavelig talt så slog jeg plat og krone, og skæbnen faldt ud for en bonefish-tur. Det var fint nok. Til gengæld lavede jeg dengang en aftale med mig selv om, at den næste tur så skulle gælde steelhead.

Bonefish – dronningen over dem alle.Den aftale har jeg derefter brudt talrige gange. For efter mit første møde med de fantastiske bonefish i Florida, så har jeg aldrig set mig tilbage siden. Jeg blev virkelig forelsket i bonefish, og har efterfølgende jagtet dem hvert år utallige steder i Caribien (de store bonefish ved Florida Keys er dog stadig i mine øjne toppen af poppen).
Det er dælme ikke billigt, at være lun på en fisk der kun findes på den anden side af jorden, så min drengedrøm om den vilde steelhead, den forblev en drøm, men gik dog aldrig i
glemmebogen.

Efter lang tids fravær vendte jeg i 2007 igen tilbage til Islamorada i Florida, og på nøjagtig samme flat hvor jeg i september 1996 fangede min første bonefish, fangede jeg nu 11 år senere min til dato største:
71 cm. fra kløften i halen til snudespids. Det er en meget stor bonefish. Mange har fanget dem større, men endnu flere tror, de har fanget dem større. Jeg skal forhåbentlig fange mange flere bonefish i fremtiden, og måske også en dag en der er endnu større, men alligevel følte jeg at den store Florida bonefish sluttede ringen. Nu skulle drengedrømmen nr. 2 jagtes: STEELHEAD.

Forberedelser til drømmenForberedelserne gik umiddelbart i gang efter hjemkomsten fra de varme lande. Heldigvis kendte jeg lige den rette person. Min gamle ven Steen havde fisket Steelhead mange gange. Hans fotoalbum bugnede af billeder med store steelhead. Den ene større, flottere og sejere end den anden. Billeder der virkelig kunne få mit mundvand til at løbe. Så der var ingen tvivl, Steen var ham, jeg skulle overtalte til at være min medfiskende og selvbetalende guide.
Min strategi var at invitere Steen på lidt kystfiskeri, som gerne skulle ende i en solid gang steelhead snak. Hvis det gik lidt trøvt, så var jeg endda villig til at afsløre enkelte små hemmelige pladser, men så langt kom vi heldigvis aldrig. Steen var meget nem, og som en sulten bækørred der stiger til en majflue, så slubrede han ideen i sig, allerede inden vi nåede frem til kysten.

Skeena – drømmenes legeplads
Et par kystture senere lå planen klar. Turens mål var det mægtige vandsystem Skeena i British Columbia. 17 dages rejse omkring månedsskiftet september/oktober med kalkuleret 12 – 14 dages fiskeri. Der blev bestilt en stor lejebil som skulle opfylde et hav af funktioner. Selvfølgelig transportmiddel men i lige så høj grad; soveplads, opbevaringsrum, beskyttelse mod bjørne, myg, brændenælder og lignede stads samt varmestue (for bil entusiaster kan jeg oplyse at en Kia Sedona opfylder alle krav en steelhead-/lakse bums må stille). Da det meste var faldet på plads, stod vi kun med et problem: Der var stadig pokkers lang tid til afgang. Små 14 måneder er bare længe at gå rundt med fiske-feber (altså den ægte vare – ikke et illustreret magasin) i kroppen.
Forberedelse er dog vigtig inden enhver tur. Jo bedre forberedt desto bedre tur. Så jeg brugte ventetiden fornuftigt. Undersøgte alt om området og fiskeriet, bandt hysteriske ca. 600 steelhead fluer (endte op med at bruge ca. 10), trænede to-håndsfluekast, læste lidt mere om steelhead fiskeri, og slæbte sågar Steen med 5 dage til Mørrum for at teste vores evner til at sove i en bil. Jeg skulle jo lige finde ud af, hvor meget han pruttede og snorkede, og hvilke andre små særheder han måtte rumme. Forsøget gik godt, og jeg blev ikke skræmt.
Så afstedEndelig blev det september, og flyet lettede fra Kastrup mod Seattle. Foruden vores grej medbragte vi en 32 kilo tung gummibåd pakket ned i en enorm taske. Den var jeg noget træt af, dels kostede den en god sum i overvægtsgebyr, men først og fremmest så var det noget af en klods at slæbe på. Under forberedelsesmøderne havde nødvendigheden af den båd været oppe at vende flere gange, men Steen havde været standhaftig. Den SKULLE med, og hvor havde han dog ret. Mere om det senere.

Fra Seattle til steelheadparadiset ved Skeena er der ca. 1400 km i bil. Dem nuppede vi i et stræk. Uforsvarligt, efter en 10 timers flyvetur, vil mange nok ganske fornuftigt påpege, men det var eneste mulighed. Vi prøvede virkelig at holde ind og sove på vejen, men det var umuligt. Fiskevandet for enden af ruten trak for meget i os. Så knap 24 timer efter vi landede står vi ved rejsens første mål: Morice River – en stor sideelv til Bulkley River som til sidst ender i Skeena.
De første glimt jeg så af Morice, tog næsten pusten fra mig. Hvilken pragtfuld flod. Krystalklart hurtigstrømmende vand med det ene perfekte og indbydende fluestryg efter det andet. Vi slog lejer ved siden af et par canadiske kollegaer, der også lige var ankommet. De havde også medbragt en raft, så i løbet af ingen tid havde vi fået aftalt, at følges nedover floden næste dag, og hjælpe hinanden med at flytte biler og lignende. Fantastisk som lystfiskere kan finde sammen, uanset hvor man kommer fra og til. Mens snakken gik og stængerne blev rigget til, forsvandt solen bag bjergene, og atter en lang og næsten søvnløs nat med en enorm grad af fiskefeber rasende i kroppen, stod for døren.

Møde med drømmen

Den 1. fiskedag startede i det skønneste vejr. I dagens første lys dampede floden efter en kold nat, mens de første solstråler sneg sig ned i floddalen. Min puls var høj, mine knæ bløde og åndedrættet en smule for hurtigt, da jeg lagde de første kast. Det var uhyggeligt spændende. Der skete dog (heldigvis?) ikke noget ved de første pladser, så vi drev lystigt nedover, mens en perlerække af stømkanter, nakker og høler blev afsøgt. Det var en fantastisk fornemmelse, at man på intet tidspunkt behøvede at fiske det samme vand to gange. Morice er ikke mindre end 70 kilometer uafbrudt perfekt fluevand.

Vi skulle drifte ca. 10 kilometer af dem (fra Aspen til By Mac), og vi indså hurtigt, at hvis det skulle nås på en dag, så måtte vi være ret kritiske mht. valg af pladser og tidsforbrug på hver plads. Kun de pladser der så helt perfekte ud, levnede vi tid på, og kun ganske sjældent fiskede vi det samme vand af to gange. Det er en luksus, som man ikke er vant til langs de fleste Scandinaviske laksevande.
Første kontaktVed middagstid nåede vi frem til et oplagt parti. Et langt fladt stryg der endte i en helt perfekt blank nakke. En høj strøm-bule på vandet i venstre side af nakken afslørede en stor sten og en oplagt standplads. Stenen lå lige på grænsen af min kastelængde, men efter lidt dyb vadning og et par kluntede kasteforsøg svingede den store sorte Wolly Bugger rørflue perfekt foran stenen. Hugget var, noget af det voldsomste jeg nogensinde har prøvet. Stangen blev bogstaveligt talt flået fremefter, fisken viste sig i en ordentlig hvirvel, og strøg i et fantastisk udløb nedefter, hvor den faldt af. Jeg stod tilbage med en underlig blandet følelse af chok og ærgrelse, men mest af alt var jeg begejstret. Det var allerede på første dag lykkedes at komme i kontakt med min steelheaddrøm.
Vi flyttede båden over til den anden side af elven, og Steen affiskede nakken fra modsatte side. Her tog en fisk hans flue næsten omgående, men i modsætning til mig,
så formåede han at holde den på krogen, og efter en kort fight kunne vi i fællesskab lande en flot steelhead i 6 kilos klassen. I mine øjne var det en af de smukkeste, og mest perfekte fisk jeg havde set. Et letfarvet muskelbundt af en regnbue. En ægte vildfisk perfekt i alle proportioner, og når dertil lægges, at den efter sit havophold havde vandret mere end 400 kilometer, og løftet sig knap 4000 højdemeter gennem først Skeena og Bulkley for at nå dens eget fødested og dermed yngleplads i Morice River, så føltes det fuldstændig rigtigt, at alle steelhead i Skeenasystemet er fredede, og skal genudsættes.
To hug på en plads, hvad ville dagen dog ikke ende med? Faktisk ikke mere. Vi fiskede en række af nakker og hurtige stryg igennem, men havde ikke kontakt med flere fisk. Da vi i dagens sidste lys nåede frem til opsamlingspladsen ved By Mac broen, mødte vi atter vores Canadiske venner, som hele dagen havde ligget langt foran os nedover. De havde landet 3 fisk og mistet yderligere 2-3 stykker. Altså gjort det væsentligt bedre end os. Den går jo ikke, så jeg gik dem lidt på klingen, og fandt ud af, at vi nok havde fisket lidt for meget på pladser, som ville være oplagte til norske laks, men måske ikke til steelhead.
Steen og jeg havde koncentreret os om hølernes ind- og udløb, de blanke nakker, og de dybere partier. De mere flade stræk med lavere vand og jævn strøm havde vi ikke levnet mange chancer, men det var tilsyneladende i den slags vand, at vores venner havde fanget fisk.

Drømmedagen
I løbet af aftenen sadlede jeg om til en flydende line påmonteret et synkende forfang. Nu skulle det lavere vand have en chance. Fluen blev skiftet til en oliven/gul Beiss, som jeg havde fået ved bredden af Skjern Å af en god kammerat, der netop havde landet sin første danske laks på fluen. Skæbnen ville, at samme flue skulle give mig min første canadiske steelhead.

Efter en noget tynd start, nåede vores lille flydende ekspedition frem til et lækkert sving. Dagen før havde vi affisket det fra den dybe side uden resultat. Her, dagen efter, skulle den lave side have chancen. Tre kast, så sad den der. Jeg råbte og skreg på Steen, der straks kom stormende. Der var nu ikke megen panik, fisken var i beskeden størrelse, måske 5 pund, men alligevel det var den første jeg landede. Jeg havde lovet Steen et kram når det lykkedes, og det fik han. Jeg lavede nærmest rullefald med ham ud i elven.
Jeg var dog lige startet i svinget, og sørme om pladsen ikke rummede yderligere 2 fisk (noget vi virkelig lærte i løbet af turen. Steelhead er meget sociale). Den sidste endda en smule større end de to første. Helt kanon og flere kram til Steen.
Et par tilsyneladende gode men fisketomme pladser længere nedstrøms kom vi atter til et spændende sving. Steen startede øverst, mens jeg luskede nedstrøms til udløbsstrømmen. Jeg koncentrerede mig om strømkanten, men på et tidspunkt hvor fluen svingede langt ind i min egen lave side, og jeg var gået i gang med at tage line ind til et nyt kast, faldt hugget med et brag. Fisken gik fluks ud i hovedstrømmen, og hamrede nedefter mod et voldsomt stryg. Det her var noget andet end dagens første småfisk. Atter vrælede jeg i vilden sky på Steen, mens jeg med ”pisk og gulerod” fik lokket dyret væk fra det hvide skummende vand nedstrøms.
Steen nåede prustende frem, samtidig med at jeg kanede den 86 cm lange hanfisk op på en sandbanke.
Der lå den. Den fisk jeg havde drømt om i mindst 20 år. Jeg havde læst alt om steelhead, set alle billederne og filmene, men intet slog dette øjeblik i virkelighedens verden. Jeg var i den syvende himmel. Efter en kort fotosceance og vellykket genudsætning var jeg atter engang ikke for fin til at uddele et kram. På trods af langt venskab havde Steen og jeg vist aldrig krammet før i ædru tilstand. Måske derfor spurgte han lidt forsigtigt om dette, dagens fjerde kram, dog ikke kunne blive det sidste.
Han kunne nu godt have fået et mere. For i dagens sidste sving inden opsamlingspladsen tog en mindre fisk atter fluen.

5 steelhead på en dag. Det var noget der gav anerkendende nik og klap på skulderen af selv de lokale hårde hunde. Jeg var stolt og lykkelig, og Steen tog sin 0-dag pænere, end jeg havde gjort.

Steens Copper River
Vores 3. fiskedag oprandt igen i det skønneste vejr. Det mest oplagte havde været en float mere på Morice, som garanteret havde givet fisk, men vi var allerede klar til nye udfordringer. Ca. 200 km længere nede af Skeena løber en anden betydelig flod til hovedløbet: Copper River. Steen havde i 1998 oplevet et fantastisk fiskeri i øvre Copper, men havde også i efterfølgende år besøgt elven tre gange, hvor vandstanden og farven på vandet havde været helt håbløs. Copper er nemlig en meget følsom flod overfor nedbør. Den mindste regn, så stiger floden voldsomt og får en yderst kedelig kakao farve.
Vi forhørte os grundigt, og erfarede, at det stort set ikke havde regnet i Skeenaområdet i mere end en uge. Vi var derfor friske på et forsøg i Copper.
Først 200 km. på god vej, og derefter små 60 km. på en noget træls grusvej skulle vi igennem. Steen var højspændt, og gik næsten helt i selvsving, da det viste sig at vandet i øvre Copper var sprit klart. Copper er en af de få floder i området, hvor der er god vej langs med vandet. Så her dyrkes klassisk ind og ud af bilen fiskeri, eller ”truckfishing” som canadierne kalder det.
Vi parkerede øverst på strækket, og tumlede ned af en skrænt mod en lille pool som Steen 10 år tidligere, vist nok havde fanget en fisk i. Han vraltede ud i vandet, mens han rev line af hjulet. To hurtige switch med stangen og linen skød elegant af sted. Fluen startede sit sving gennem poolen. Knald – stor fisk på. En sølvfarvet bombe af en steelhead dansede nedover. Steen skiftevis jublede, bandede og skældte mig ud, da det blev tid til landing, men alt gik godt og jeg kunne kort efter smide en nystegen skinnende gris på 84 cm i favnen på ham.

I poolen nedstrøms behøvede jeg også kun et kast for at fange atter en blankfisk på ca. 70 cm. Det var da for vildt. Vi havde endnu ikke været der i en time.
Først efter de to fisk fik jeg egentlig tid til at kikke ordentligt på omgivelserne. Copper er en vild flod. Klemt ned mellem to bjergmassiver modtager den store mængder af smeltevand. Copper er egentlig ikke så stort et vand, men strømhastigheden gør alligevel floden til et mægtigt bekendtskab. Copper er kendt for at rumme færre men større steelhead end gennemsnittet af floder i området. Den hårde strøm har gennem generationer sorteret alle små og svage individer fra. Det meste af øvre Copper er slet ikke fiskbart. Lange stræk er stort set ikke andet end vildt skummende stryg og fosser, med enkelte korte vidunderlige pools klemt ind, og det var netop sådan en lille pool vi sluttede dagen i.

Steen’s ultimative drømmefiskEfter at jeg havde fanget vores seneste fisk, så var det Steen der havde ”serveretten”. Han fiskede derfor først nedover. Han var egentlig kommet forbi det, i mine øjne, bedste stykke uden resultat, men så, midt i udløbsstrømmen over ganske lavt vand blev hans orange rørflue resolut stoppet. Jeg så tydeligt hvordan hans line dykkede og skar ud til siden. Modstanden var massiv, men underlig livløs. I flere sekunder troede Steen at det var bundbid, mens jeg fastholdte at det var fisk. Pludselig gled en enorm steelhead op af vandet foran os. Vi snappede vist begge en smule efter vejret, mens dyret roligt men bestemt gik opstrøms til den dybe høl. Nu startede mere end 20 minutters tovtrækkeri. På intet tidspunkt gjorde den store steelhead mine til at ville forlade sin høl. Det gjorde at der aldrig var panik på, men nervøsiteten hos især Steen var til gengæld høj. Til sidst måtte han ud i et rent ”tarpon-pres” med meget lav stangføring og massivt sidepres for overhovedet at tiltvinge et resultat. Sejrede, det gjorde vi dog til sidst, og jeg fik æren af at håndlande Steens ultimative steelhead drøm. 98 cm massiv hanfisk. Hvad sådan en bandit vejer kan ret præcist aflæses i forskellige tabeller. Det kræver dog at man også tager et nøjagtigt livmål. Det fik vi aldrig gjort. Vi havde mere travlt med i en fart at få denne super fisk ubeskadiget tilbage til sin høl, men et 2-cifret kilotal skal vi vist op i.

Fantastiske Copper
Efter de første 3 timers fiskeri var der jo overhovedet ingen tvivl. Copper var stedet. Så vi pakkede grejerne sammen, og kørte de 60 kilometer tilbage af grusvejen til købmanden. Her fik vi fiskekort og proviant til yderligere 4 dage ved elven.
4 dage som skulle blive blandt de absolut bedste fiskedage jeg har oplevet.

Vi sov i bilen mens bjørne gryntede udenfor. Vi levede af primus kaffe, øl, toastbrød med Nutella, vildmarksgryde (kaldes også spaghetti med kødsovs) og peanuts. Vi lugtede hurtigt af sure sokker fra top til tå. Vi fes, bøvsede og kløede os i skridtet når det passede os. Grinede fjantede og talte dagen lang om alle dem der ikke var der. Og så fangede vi steelhead. Mange og store.
Vi fangede blanke og farvede fisk. Vi fangede dem i klassiske høler og i små blanke pletter midt i de skummende stryg. Vi fangede store fisk og rigtig store fisk. Vi udforskede alle dele af den øvre elv, og fandt hver dag nye pladser. Vi oplevede i rap at kroge og lande tre steelhead i en høl på størrelse med en badminton bane. Vi oplevede en nat med let regn, og så hvor hurtig Copper, blev til en uappetitlig grå masse, men et par timer efter regnens ophør klarede vandet igen, og vi fangede atter fisk. Samtidig mødte vi nogle fantastisk flinke og dygtige medfiskere fra alle verdensdele.


Det hele sluttede med, at jeg landede min drømmefisk på 94 cm på nøjagtig samme plads hvor Steen havde taget sin. At den ydermere steg, og tog en højtfisket Pattegris med et ordentligt skvulp i overfladen, gjorde jo kun det hele endnu bedre.
Det kan undre, at vi i det hele taget forlod Copper, men efter 4 dage var vi ganske enkelt mættet. Vi kunne være blevet, og have fanget flere fisk, men var vi blevet lykkeligere af det? Nej, da vi forlod Copper, var vi de lykkeligste fluefiskere i hele British Columbia.

Tilbage til MoriceEfter en forgæves afstikker til den mest berømte af alle Skeenas bifloder; Kispiox drog vi atter opstrøms mod Bulkley og Morice. Vi tog to lalledage hvor vi indlogerede os på motel og fik et bad? Vi legede turister, shoppede lidt i Smithers, som er områdets hovedstad, og var sågar på bar en aften. Derudover blev det til lidt hyggefiskeri omkring de få steder i floderne, hvor man kan køre direkte til vandet.
De pladser er få, men tilgengæld ganske godt besøgt af lokale og turister der lige vil prøve en halv dag. Vi laskede lidt omkring. Smed en flue ud hist og her (det lykkedes mig sågar at fange en steelhead i 5 kilos klassen i et ”turiststryg”), snakkede lidt med dem der gad, drak nogle øl og nød det gode vejr, mens vi ladede batterierne op til vores to sidste dage, hvor den rigtig skulle have gas med en drift på henholdsvis Bulkley og vores gamle stræk på Mourice.
Vores canadiske floatvenner fra de første dage var taget hjem, så vi var lidt i tvivl om, hvordan vi skulle få løst vores bilflytning denne gang. Steen var stemt for bare at floate, for så at tomle tilbage til bilen. Jeg er mere typen der kan lide at have tingene på plads på forhånd, og betaler gerne for det. Så jeg fik arrangeret den lokale taxichauffør til at køre os op og ned af elven, når det var nødvendigt. Steen spruttede af grin, når hyrevognen hentede os om morgenen. Rigtig ”wanna be” vildmarkstur kaldte han det. Jeg var ligeglad, systemet fungerede perfekt.

Slut i fin stil
Vi sluttede med maner, og landede 5 – 6 flotte fisk de to sidste fiskedage, mens vi dagligt kunne følge efterårets komme på de skovklædte bjergsider. På de bare 10 dage vi var i området, gik farven på træernes blade fra grøn til de mest fantastiske efterårsfarver i gul, brun og orange, også de fisk vi fangede, var blevet mere farvede. Hvilket i mine øjne kun gjorde dem endnu smukkere.
Det var med blandede følelser at vi forlod Skeenadalen for atter at drage ud på den lange vej tilbage til Seattle og Danmark.

Selvfølgelig var det vemodigt at forlade disse fantastiske floder og deres forjættende steelheads, men der var også en følelse af total fiskelykke.
Jeg fik min fiskedrøm opfyldt langt langt ud over mine vildeste forventninger. Aldrig har jeg fisket laks (ved godt at steelhead ikke er laks, men da vandende minder om norske elve, fiskene i samme familie og grejet det samme, så er en sammenligning ganske rimelig) hvor alt er gået op i sådan en perfekt helhed. Hvor der er så højt til loftet og så kort til næste jomfruelige strømkant. I Canada køber man ikke fiskekort til bestemte stræk men til hele elve.
Alene den mangel på begrænsninger var en lise for sjælen, alligevel kommer man ikke sovende til noget. Der skal knokles for hver en fisk, men de 2 – 3 kontakter vi kunne holde i gennemsnit per dag er stadig langt bedre, end hvad jeg nogensinde har prøvet i en længere periode langs et laksevand.

Vi ses igen du skønne Skeenasystem.

Skeena factsSelve Skeena er en enorm flod, hvor der især bliver spinnefisket meget efter konge- og sølvlaks. Visse steder er der også et godt steelheadfiskeri i selve hovedløbet, men det kræver lokalkendskab. Som tilrejsende fluefisker føler man sig som en myre ved Lillebælts bred når man står og betragter Skeenas malende strømhvivler.
Det er Skeenas sideelve der er rigtig interessante.
Nogle er rene bække, andre som f.eks. Mourice har dimensioner som norske Gaula. Copper er mere i Mørrum størrelse.

For fluefiskere er den store steelhead kongen af alle fisk i vandsystemet. Der fiskes selvfølgelig også efter de fem arter af stillehavslaks med flue, men de fleste laks (konge- Sockeye- pink- og chumlaks) stiger så tidligt på sæsonen, at næsten alle elvene stadig er fyldt med meget og beskidt smeltevand. Kun sølvlaksen ankommer så sent (august – september) at et fornuftigt fluefiskeri er muligt.
Steelheaden ankommer også sidst i august med perioden fra midt september til udgangen af oktober som højsæson.
Skeenasystemet rummer uden tvivl verdens største steelhead. Især tilløbende Kispiox og Babine tiltrækker de største fisk. I de to floder landes der hvert år trofæfisk omkring og over de 15 kilo. Floderne Sustut, Kalum og Copper rummer også store fisk. Hvorimod Mourice og Bulkley tiltrækker mange men hovedsageligt mindre fisk.
Alle sideløbende er følsomme over for regn. Få timers regn kan ødelægge alle fiskemuligheder fordi vandet bliver møjbeskidt, men da de forskellige floder modtager vand fra forskellige bjergmassiver, så er der næsten altid nogle floder der er fiskbare. Man skal derfor være meget fleksibel og villig til at køre langt (100 – 300 km) for at skifte fiskevand med kort varsel.

Det koster fiskerietFiskekort til alle nævnte floder (og mange flere) kan købes i alle byer langs Skeena, og koster beskedne 20 canadiske dollars (40 $ for enkelte vande). Dertil skal lægges et overordnet fiskekort (80 $ for et år) og en steelhead licens (60 $ for et år). I modsætning til de fleste kendte skandinaviske vande er det altså ikke fiskeret, der er et problem. Adgang til fiskevandende er derimod de fleste steder noget besværligt. Vejnettet langs floderne er begrænset (floder som Sustut og Babine nås stort set kun med helikopter), og det er ikke som herhjemme lige muligt at gå en kilometer eller to gennem skoven for at nå frem. De Canadiske skove er ikke særlig farbare. Faktisk kan en tur på et par hundrede meter hurtig udvikle sig til noget, der mest af alt minder om en optagelsesprøve til jægerkorpset. Læg dertil bjørnene der findes i alle skovene omkring Skeena.
Selvfølgelig kan man, fra de få steder hvor der er adgang til vandet bevæge sig op eller ned
strøms langs elven til fods, men særligt effektivt bliver det aldrig, og disse pladser er også godt besøgte. En raft/float er derfor det eneste rigtige. Med den kan man drifte korte eller længere partier, og ubesværet lægge ind og fiske de pladser der ser giftige ud. Steen og jeg havde en simpel men drøn solid gummibåd med os. Mange lokale brugte pontonbåde.

Reglerne
Er der ikke så mange af. De svinger lidt fra elv til elv, men der er to generelle. Kun modhagerløse enkelt kroge er tilladt (jeg lærte, at en enkeltkroget rørflue kroger så uhyggeligt godt at det bliver fremtiden for mig alle steder), og alle steelhead skal genudsættes.
De mere specifikke regler for hver elv kan ses på: www.env.gov.bc.ca/fw/fish

Grejet
Er det samme som til vores laksefiskeri. En let 12’ – 13’ fods to-håndsstang med et udvalg af liner er helt perfekt.
De lokale fisker meget med en-håndsstang, men generelt var vi mere effektive og bedre til at dække vandet med to-håndskæp, skydehovedsystemer, underhåndskast, polyforfang og hvad der ellers hører til laksefiskeri på den skandinaviske måde. Vi fangede en del fisk som ikke havde været mulig at fiske til med en en-håndsstang, men vi fangede også mange på pladser der sagtens kunne være dækket med noget lettere grej.
Vores favorit linekombination var en synk 0/1 med et hurtig synkende polyforfang.
Steelhead hugger de samme fluer som laks, men de har måske en forkærlighed for lidt større fluer gerne i krasse farver. Selv i lavt og spritklart vand havde vi god succes med fluer i orange, sort og lilla, men også min egen Pattegris bundet som rørflue på et 1 tomme plastrør var suveræn.

Gamle steelheads junkies
Ved bredden af Bulkley mødte jeg et par, af de største fiskepersonligheder min vej har krydset. De fes op og ned af floden i hver deres lille jet-båd. Boede i to enorme campingvogne, der var placeret på en privat grund få meter fra flodbreden. De var et par ældre herre. Begge pensionerede amerikanere. Den ene havde været læge den anden advokat. På deres gamle dage var de steelheadfiskere.
De havde viet deres pensionisttilværelse til en fisk, og de fulgte den overalt med båd, bil og campingvogn. Konen og hunden måtte bare følge med.

Deres sæson startede i juni/juli i Dean river. En afsindig god men afsides beliggende flod i Britsh Columbia. I August/september drog de til Bulkley. I Dean og Bulkley fiskede de begge kun med let en-håndsgrej og tørflue. Alt andet var lige meget. De fisk vi havde fanget på to-håndsgrej, og ”swing fly” havde de kun venlig foragt overfor. I starten af oktober var det tid for dem at flytte sydover til den store Thompson River. En for steelheadfiskere total kult sideelv til Fraiser. Thompson er kendt for sine få men enorme vintersteelhead. I Thompson var tørfluen også det foretrukkende våben, men når vandet blev koldt skiftede de dog til en let synkeline. Omkring jul tog de hjem til deres officielle bolig i henholdsvis Seattle og Portland, men kort efter var de på farten igen. Månederne marts og april blev tilbragt ved Skagit. En anden kendt steelhead flod på den amerikanske side af grænsen mellem USA og Canada.
Januar og Maj var de eneste to perioder der var fiskepause. I årets 10 andre måneder fiskede de steelhead hver eneste dag. Små 300 dage ved vandet om året. Det kalder jeg en seniortilværelse på den fede måde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi anvender cookies, for at tilpasse indhold, funktioner og analysere trafikken. Flere oplysninger

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk