Det er vigtigt at være ordentlig forberedt, siger Jens Staal. Gode forberedelser kan gøre en kæmpe forskel, når du står ved åen og fiskene er i gang, og disse forberedelser får du god hjælp til i denne artikel. Der er selvfølgelig også et par tricks, som du kan bruge, når du først står ude ved vandet.

1. Fisk på relevante tider.

Det er altid godt at vide, hvad man kan forvente sig, når man tager af sted. Selv om vi af og til bliver overraskede, og tak for det, så er der bestemte aktiviteter, der foregår på bestemte tider.

I forsæsonen foregår fiskenes aktivitet i de gode timer, altså mellem kl ca 11 og 17, de mest behagelige timer på dagen. Der kan sagtens være overfladeaktivitet.

I sommeren er der som regel en aktivitets periode om morgenen og formiddagen, oftest uden de store klækninger, men et godt tidspunkt at fiske nymfe på. Til gengæld kommer der en god tørflueperiode hen på aftenen, hvor de bedste klækninger foregår.

Efteråret ligner foråret, bortset fra at fiskene som regel er mere vænnede til søge føde på overfladen, og derfor ringer, selv ved mindre klækninger.

2.  Afsøg et stort stykke å.

Hvis du vil satse på tørfluefiskeri, kan det godt betale sig at gå en lang tur langs åen. Klækninger og følgende aktivitet kan være meget lokalt, og fordi et sving ligger øde hen, betyder det ikke automatisk at de andre også gør det. Et hurtigt strømmende stykke vand eller et lille stryg hjælper tit de naturlige fluer med at klække, og fiskene ved det godt. De lever jo af det! Prøv at have det i baghovedet, når du kommer til vandet. Og selv om du bevæger dig langs åen, og gerne vil se hvad der foregår, så gør det forsigtigt, og tag hensyn til andre fiskere.

Modsat er det med nymfefiskeriet, hvor det er en god ide at afsøge et stykke vand med sin flue. Affisk et hul eller et sving, hvor du før har fået fisk og gør det grundigt. Jeg behøver vel ikke at sige at lokalkendskab her er mere end guld værd!

 

3.  Kast.

Det er vældig godt at have et stort repertoire af kast. Selvfølgelig vil du kunne fange mange fisk på ganske almindelige overhåndskast, men forskellige former for rullekast, katapultkast og lignende kan tit være nødvendige at kunne for at nå fisk, der står på svære pladser.

Der er også en række kast, der har til formål at give fluen så godt et drev, som muligt. Reachkast, slangekast og faldskærmskast, for bare at nævne et par stykker.

Fat i din yndlingskasteinstruktør og tag en snak med ham eller lav et selvstudium på dette område. En ting kan du nemlig være sikker på, en fisk fanget i en ”umulig” position, er mere værd for dig, end 10, der bliver fanget på lette pladser.

4. Naturlige fluer.

Hvis du ved noget om fiskenes føde i åen, primært de fluer, der er der, har du bedre chancer for at fange fiskene. Jeg er helt klar over at man kan komme utrolig langt med Hareørenymfe, Pheasant Tail og Elk Wing Caddis, og ikke et ondt ord om det. Men hvis man ved hvilke insekter, der klækker, eller er i åen, så er man ulige bedre rustet til at tackle de situationer, hvor standard løsningerne ikke virker. Man har også bedre muligheder for at forberede sig hjemme ved stikket, man kan være ved åen når ”det”sker, og så er det for øvrigt sjovt at studere insekterne.

Så igen, her er alle muligheder for et spændende selvstudium, eller meld dig på et af de (meget efterstræbte) kurser, der er om dette område.

5.  Vinden.

Af en eller anden grund focuserer fluefiskere altid på det negative ved vinden, og vi ved alle hvorfor. Men vinden kan også være en stor hjælp for tørfluefiskeren, specielt i begyndelsen af sæsonen. Da er der ikke så meget grøde i åen, og er der så en frisk vind, vil den feje de små spinkle døgnfluer over til den ene kant. Og kender man så sin å, kan man med god sikkerhed sige hvilke sving og stræk, der vil holde ringende fisk på den pågældende dag. Fiskene vil samle sig og ”støvsuge” overfladen, der hvor strømmen fører de sammenblæste fluer forbi en god standplads.

6. Fluer.

Det er vigtigt at du har et godt sortiment fluer med dig og at du har orden og system i dem. Bind eller køb altid en vis mængde fluer af samme mønster, f.eks 5 stk. Vi har alle prøvet at stå ved åen og have gang i fiskeriet, og så hænger topscoreren pludselig oppe i et højt træ, eller er blevet pillet i stykker af den sidste fisk, og der er ikke flere i æsken. Specielt ved tørfluerne er det vigtigt at have mange med, for de bliver lettere slidte og ødelagte end nymferne gør.

Til gengæld er det vigtigt med nymferne at have fuldstændig styr på hvor hurtigt den enkelte flue synker. Man skal have et system.!

I mange år brugte jeg at markere belastningen med en lille lakklat på fluens hoved; en rød klat betød max belastning, en gul klat mellem belastning og ingen klat betød ingen belastning. Det fungerede udmærket, men i dag gør jeg det anderledes, for jeg bruger nogle bestemte mønstre til de helt tunge fluer, andre til de mellemtunge og atter nye mønstre til ubelastede mønstre.

Hovedsagen er at man, når man står ude ved vandet, ved nøjagtigt hvordan en given flue vil fungere.

Husk også at prikke lakken ud af fluens øje før du tager på tur.

7. Brug Solbriller.

Det burde være unødvendig at skrive det, men du skal have polariserende solbriller på, når du fisker med flue. Solbriller beskytter dine øjne mod lavtflyvende farlige missiler, og desuden er fordelen ved at kunne se ned i vandet så stor, at det er at handicappe sig selv ikke at bruge dem. Vælg briller med gule eller lysbrune (amber) linser til danske forhold; er de for mørke skal du tage dem af for tidligt ved aftenfiskeriet. Det er også vigtigt at de sidder godt, det kan være mange timer de skal sidde på.

 

8.  Bevægelse i Fluen.

Kan du få fluen til at bevæge sig en lille smule, lige før den når hen til fisken, så har du en stor chance for at fisken tager fluen, fordi den ser mere på den naturlige bevægelse end på selve mønsteret. Det ved nymfefiskerne godt, og begreber som ”induced take” og ”Leisenring Lift” er beskrevet i faglitteraturen. Men tørfluefiskeren kan også med fordel bruge bevægelse, ikke ved opstrøms fiskeri, men hvis man fisker tværstrøms eller skråt nedstrøms. Bevægelsen skal laves 20-30 cm før fluen når til fisken; den må ikke være for voldsom og er, hvis den udføres rigtigt, med til at henlede fiskens opmærksomhed på den lækkerbisken som kommer drivende, og som oven i købet er levende!

Det skal så siges, at hvis man overdriver bevægelsen, er virkningen den stik modsatte af det ønskede!

9.  Forfang.

Forfanget er vigtigt, for det skal passe til det fiskeri, man vil lave. Bruger man normalt taperede forfang, er det en god ide at have et hurtig synkende polyleader med som en gardering til nymfefiskeri i de dybe huller. Normalt binder man den ønskede forfangsspids til kernen på forfanget, men jeg kan bedre lide at lave et lille øje på selve forfanget, og binde spidsen i det. Øjet laver jeg med fluebindingstråd, og coater tacklingen med Liquisole.  Så er det nemt at skifte spids, og jeg har selvfølgelig mine forfang liggende med en fornuftig spids bundet på, så jeg ikke skal bruge tid på det ude ved vandet.

Jeg har også altid et par ekstra taperede forfang med, og har et par gange reddet et kvarters gyldent fiskeri ved et hurtigt forfangsskift, i stedet for at skulle stå i solnedgangen og rede umulige fuglereder ud. Så er det lettere at montere et helt nyt forfang.

Jeg skal lige nævne at jeg bruger løkker både på mine flueliner og mine forfang. Det er ikke den mest elegante løsning, men det er praktiskt.

10. Fiskevesten.

Hold orden i din vest. Lad være med at tage mere med end du er sikker på at du skal bruge. Opbevar de samme ting i de samme lommer hele tiden, så skal du ikke bruge tid på at lede efter tingene og risikoen for at du glemmer noget er mindre. Ud over de selvfølgelige ting der er i vesten: krogløser, slibesten, forfang, forfangsmaterialer, synke/flydemidler, let regnfrakke, målebånd og flueæsker, kan ting som en lille flaske solcreme og en vanddunk være værd at overveje. Hovedsagen er at din vest arbejder godt for dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi anvender cookies, for at tilpasse indhold, funktioner og analysere trafikken. Flere oplysninger

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk