Kan man blive afhængig af en kystflue?

Nøjagtig som man kan være afhængig af øl, smøger, kvinder, store fisk, bearnaisesovs, rødvin og meget andet godt.

Kan man blive så afhængig af en krog med lidt fjer og hår på, at man er klar til at betale hvad som helst for de rette fjer. At man bliver deprimeret hvis fluen ikke findes i æsken, og at man i fuld alvor mener, at man vil fange færre og mindre fisk hvis ikke netop den flue sidder for enden af ens forfang.

pattegrisen-1-jesper-andersen

Havde nogle spurgt mig for 3 – 4 år siden så havde jeg grinet af ovenstående, svaret klart nej, og bedt spørgeren om at få sig et fiskeliv… men i dag er jeg i tvivl. Jeg er stærkt bange for, at jeg er blevet afhængig af en kystflue med et latterligt navn. Pattegrisen.

Pattegrisen er i al sin enkelthed en lækker og flot rejeflue. Dem findes der mange af i forvejen, men ingen der rummer alle de kvaliteter og den spændende skabelseshistorie som Pattegrisen gør.

Det hele startede for slet ikke så mange år siden. Den kendte og meget dygtige danske fluebinder Morten Øland fik fat i nogle såkaldte Whiting Spey-hackler. Et helt nyt produkt som primært var tiltænkt laksefluebinderen. Morten hyggede sig med de nye fjer, og pludselig udsprang en lækker grålig rejeflue af stikket. Morten kaldte kreationen for Oland’s Spey Shrimp. Jeg fik tigget mig til nogle af disse Spey Shrimp og fangede straks fisk på dem. Der var dog plads til forbedringer. Jeg ændrede og forenklede lidt på materialevalget, men først og fremmest ændrede jeg farven. En svag lyserød kulør havde jeg længe vist var en af de allerbedste til kystørreder. Derfor var det oplagt at lave rejen i netop den farve. På grund af farven døbte en vittig sjæl min version for Pattegrisen.

pattegrisen-3-jesper-andersen

Fluen indgik i min flueboks på lige fod med alle de andre, men langsomt lagde den sig i favoritfeltet. Næsten uanset hvor og hvornår jeg brugte Pattegrisen, så var den bedre end sine fluekollegaer fra boksen. Rygterne løb, og fluen blev hurtigt ”verdensberømt på Fyn”. Rygter er dog som bekendt svære at styre, og snart var rygtet om Pattegrisen nået helt til selveste København. Her holdt den danske version af Fiske-feber til og de bad mig skrive en historie om Pattegrisen. Jeg makkede ret, og i foråret 2008 trykte de historie om Pattegrisen. En kontroversiel artikel hvor jeg til slut blandt andet slukkede lyset for stort set alle andre kystfluer.

Derefter kan det nok være at der kom gang i sagerne. Alle havde pludselig en mening om Pattegrisen. Mange blev nysgerrige og ville prøve ”vidunderbarnet” og mindst ligeså mange blev provokeret at min udmelding, og de fik travlt med at nedgøre Pat’svinet (som den ofte kaldes på Fynsk). Pludselig var det kutyme for mange kystfluefiskere at de enten var for eller imod Pattegrisen. Jeg kom sådan til at tænke på at det var nogenlunde det samme ordvalg George Bush brugte da han indledte Usa’s kamp mod terrorisme. Var Pattegrisen nærmest en terroristflue i kystvandet….?

At fluen kunne fange fisk var der jo ingen tvivl om, og efterhånden bredte kendskabet sig udover de danske grænser. De nordtyske havørredfiskere tog den først til sig, og Pattegrisen fejrede store triumfer langs den tyske Østersøkyst. På et tidspunkt nåede en historie frem til mig om at en fluefisker på Fehmarn havde lejet sit eneste eksemplar af pattegrisen ud i to timer for 20 euro. Hverken udlejer eller lejer havde dog fanget noget på fluen den dag.

pattegrisen-5-jesper-andersen

Efter tyskerne tog nordmændende fat, og Pattegrisen blev på kort tid favoritfluen i Oslofjorden til både ørred og havaborre. Derefter nåede Pattegrisbølgen Sverige, og danske kystfiskere der gæstede svenskekysten blev pludselig tilbudt gode penge for de fluer de havde i æsken. Jeg ved at et par af Pattegrisens mest indædte modstandere faktisk bandt mange eksemplarer og solgte på deres Sverigeture. De tjente gode penge, men burde også nok have fisket lidt med fluen også, så havde de samtidig med ekstra indtægten fanget flere fisk.

Alt i alt var det en sjov oplevelse og se hvor hurtigt en succes kunne sprede sig. Alle der gav fluen en seriøs chance fik gode resultater med den, og jeg blev da noget rørt når flere og flere ligefrem takkede mig for de fisk og oplevelser som fluen havde givet dem. Det meste af den tak burde jeg nu have sendt videre til Morten Øland.

Med til historien hører også at jeg via mit daglige arbejde i forretningen Go-Fishing solgte mange fluer og endnu flere materialer til Pattegrisen. Pattegrisen var først og fremmest en fantastisk flue der havde øget min og mange andres havørredfangster, men den var samtidig ved at udvikle sig til en rigtig god forretning. Det kan man da kalde en ægte win – win – undtagen for havørreden.

I løbet af 2008 tog hele Pattegrissagen dog en uventet drejning. Efterspørgelsen på materialer til at binde fluen oversteg udbudet.. De forskellige kustmaterialer (SLF dubbing, EP fibre osv.) voldte sjældent problemer, men det gjorde derimod fluens enste naturmateriale: Whiting Spey hacklerne. Disse lange, bløde fine hackler var og er så absolut fluens vigtigste ingrediens, og pludselig meldte Whiting Farms udsolgt. Det udløste en mindre paniksituation.

Whiting Farms er en hønsefarm placeret højt oppe i Colorados Bjerge. Her har Dr. Tom Whiting specialiseret sig i at producere høns med perfekte fjer til fluebinderen. Han lever primært af at udvikle de perfekte fjer til tørfluebinderen, men har sideløbende gang i mange andre spændende projekter og eksperimenter der omfatter perfekte hackler til laksefluer, kæmpe sailfish fluer, små nymfer og alt muligt andet. Whiting Spey Hackel er et af disse eksperimenter. Oprindeligt startet op fordi lakse- og steelheadfluebinderne konstant brokkede sig over, at de ikke kunne skaffe hejrehackler til de originale spey-fluer. Tom Whiting brugte sin enorme viden omkring gen-teknologi til at skabe silkehøns med hejrelignende fjer. Det hele tog et par år. Resultatet var mildt sagt forbløffende. En almindelig silkehøne ligner mest af alt en meget stor kylling der er stået for tidlig op. Tom Whiting fik dog over et par generationer styr på de pjuskede fjer, og det færdige resultat var mildt sagt forbløffende. Lange bløde ensartede fjer, der kunne bindes de flotteste spey-fluer ud af. Eksperimentet slog dog aldrig helt an. Nok mest fordi laksefluer ændrede sig drastisk i samme periode. Nye sager og ideer som rørfluer, polarræv, kaninstrip, gummiben og meget andet skubbede på få år de gamle klassikere ud på et sidespor hvor de nok aldrig vender tilbage fra. Whiting Spey-hackelerne stod derfor umiddelbart til at blive en fiasko, og de flotte gensplejsede silkehøns hos Tom Whiting stod overfor deres sidste march mod dødskammeret.

Uden at vide det ændrede Morten Øland dog på alt det da han bandt sin første Oland Spey Shrimp.

pattegrisen-4-jesper-andersen

Da Pattegrisen stormede fremad var der hackler nok, men i efteråret 2008 var det pludselig slut. Lagret hos Whiting var tømt, og hvad værre var Tom Whiting havde ingen planer om at fylde det op igen. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg på det tidspunkt havde hamstret ca. 25 nakker, så mon ikke jeg personligt var dækket ind. Det hjalp dog ikke alle de andre Pattegris fans ude i Europa. I Go-Fishing blev vi tæppebombet med forespørgelser om flere fjer. Der var ikke noget at gøre, jeg måtte rejse til Colorado og overtale Tom Whiting til at fortsætte Spey produktionen. På vej over Atlanten faldt jeg i snak med en dansk forretningsmand der skulle til Colorado for at sælge et par tusinde danske vindmøller. Han undrede sig vist noget da jeg fortalte om min mission med at købe fjer, men det virkede som om at han bedre forstod det hele, da jeg bestilte flyveturens tredje gin og tonic.

Jeg var da noget nervøs for mødet med den sagnomspundne Dr. Tom Whiting. Han viste sig dog selvfølgelig at være en flink fyr, der straks imponerede mig ved at takke for det store arbejde jeg havde gjort i Europa med at gøre spey-hackler kendt. Jo, han kendte skam alt til historien om Pattegrisen, og han havde da også fået mange henvendelser fra folk der ville købe spey-hackler til rejefluer. Faktisk så mange henvendelser at han genovervejede sin beslutning om at droppe spey-hackelprojektet. Se det var jo gode nyheder. Jeg kvitterede med at forære ham nogle fluer, mens jeg fortalte om hvor fantastiske hans produkter var, og at han selvfølgelig bare skulle se at få udklækket nogle silkehøns, så skulle vi og resten af Europa nok købe dem alle sammen.

Da jeg havde afsluttet min lovprisning, sad Tom tilbage med et underfundigt smil på læben. Det var jo alt sammen meget godt, sagde ham, og det kunne nok også lade sig gøre. Vi skulle bare lige blive enige om prisen. Pludselig lignede han en skummel narkohandler fra det mørkeste kvarter i Miami der som den eneste havde varer på lager.

Sagen var jo den, sagde Tom, at en silkehøne tog lige så meget plads, og åd ligeså meget foder som de haner der leverede hans bedste tørfluefjer. Så skulle de vel også koste det samme. En hurtig prissammenligning sagde at en Spey-nakke  på det tidspunkt solgtes for ca. 300,- danske kroner, en Whiting tørfluenakke gik for ca. 1000,-. En stigning på knap 350%. Jeg gad nok vide om det trods alt var gået på narkomarkedet.

Tom smilede igen underfundigt, lænede sig tilbage i stolen og spurgte om Go-Fishing stadig var interesseret i spey-hackler.

Pattegrisen er lavet i et utal af varianter gennem årene.. Her en rigtig vintermodel
Pattegrisen er lavet i et utal af varianter gennem årene.. Her en rigtig vintermodel

Jeg spillede på alle tangenter. Først chok, så forargelse, så undren.  Uddybede også det høje danske afgiftsniveau, de horrible fragtomkostninger.  Jeg slog også på vores gamle venskab (det var første gang vi mødtes), for til sidst at tigge ham om at lempe lidt på prisen. Tom var da så absolut til at snakke med. Han gik med til ”kun” at hæve prisen med en smule over 250 %… ! Hvis Go-Fishing til gengæld ville købe og forudbetale de første 1000 nakker (regn selv ud hvad det koster) som kunne leveres i efteråret 2010. Jeg følte mig som en dybt afhængig narkoman, da jeg labbede alle vilkår i mig og skrev under. Det var sgu lidt langt ude bare for nogle fjer, men på den anden side følte jeg også en lille sejr. Jeg havde reddet Pattegrisens eksistens (og min egen flueboks) samtidig med at han aldrig fandt ud af, at min afhængighed var så stor, at han kunne have forlangt det dobbelte.

Efteråret 2009 blev derfor også en begivenhedsrig Pattegrisperiode. Bølgerne gik højt da det blev offentliggjort at de ægte Pattegrisnakker nu ikke længere kostede 300,- danske kroner men var steget marginalt til 800,- kr. Jeg tror nok, at Pattegris modstanderne fik lidt flere medlemmer der, men de sande Pattegriselskere, de virkelige afhængige, de bed prisstigningen i sig, og glædede sig over, at fjererne nu atter kunne skaffes.

Som en naturlig udvikling så dukkede der nu også en ny bevægelse op. En bevægelse af entusiastiske fluebindere der, mens du læser dette, sidder hjemme ved fluestikket og eksperimenterer med at finde erstatninger for Whiting Speyhackler. Marabou er meget brugt her, men indtil videre går det ikke så godt. De resultater der kommer frem, kan nok fange fisk, men de har slet ikke det udseende, svæv, liv og holdbarhed og fisketække som de originale spey-fjer kan byde på.

gul-pattegrisen-jesper-andersen

Jeg deltager selv i jagten på erstatninger. Dels ved at lave Pattegrisen i alternative versioner, dels ved at eksperimentere med andre fluer for at finde et mønster der fisker ligeså godt eller bedre. Mine tests er enkelte men effektive. Jeg fisker altid med to fluer på forfanget. En Pattegris og et alternativ. Alle havørreder får derfor et valg. Det lyder mærkeligt, men jeg tror faktisk at jeg er af dem der gør mest for at slå den Pattegris ihjel, det lykkes bare ikke rigtigt. Uanset hvad jeg gør, hvilken alternativ flue jeg tilbyder, så vælger havørrederne i knap 85 % af tilfældene det lyserøde Pat’ svin. Uanset årstid og uanset om maveindholdet på fiskene viser rejer, børsteorme eller noget helt tredje. Eneste tidspunkt hvor Pattegrisen ikke er overlegen er ved natfiskeri. Her fortrækker havørrederne nogle større og mere buskede mønstre der fisker højt i vandet.

En Pattegris med skumryg er giftig til lavt vand.

Nu gør det mig ikke så meget ,at pattegrisen foreløbig holder skansen som den ultimative hole-in-one kystflue. Der er jo små 1000 nakker på vej hjem der gerne skulle sælges. Omvendt ville det være mig en udsøgt fornøjelse hvis jeg en dag kunne melde ”drug-dealeren” Tom Whiting at han for vores skyld kunne lave Chicken Mc. Nuggets af alle sine åndsvage gensplejsede silkehøns.

Jagten på den perfekte kystflue fortsætter altså…

skum-sort-nat-pattegris-jesper-andersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi anvender cookies, for at tilpasse indhold, funktioner og analysere trafikken. Flere oplysninger

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk