Efter at have besøgt fantastiske British Columbia i jagten på Steelhead i 2008 – læs evt. om den tur i Go-Fishing artikel arkiv – så har der kun været en tanke i mit lille hoved (ihvertfald angående steelhead) jeg måtte tilbage igen hurtigst muligt.

 

Heldigvis har min rejsekammerat Steen en ligeså simpel tankegang. Så vi havde let ved at hidse hianden op til atter en B.C. tur. Dennegang ville vi bide skeer med kongen over alle steelheadfloder:

BABINE

Babine kan kun fiskes på to måder: Enten via et  4000 – 6000 dollars lodge ophold på en af de 3 steelheadlodger der ligger langs floden, eller via et primitivt floatdrift  i egen båd og telt 6 dage nedaf elven. Som skatteplaget dansker valgte vi sidstnævnte løsning, og kastede os dermed ud i noget af et uforudset eventyr på godt og ondt:

Klar til afgang – båden pakker. Skiltet bag Steen er ikke for sjov
Babine kaldes også “River of Grizzly’s”.

Der kan køres til Babine flodens udspring fra Babine Lake. Her satte vi vores lille raft i vandet. Pakket med forsyninger til 6 dage. Inkl. 1 kasse øl…..

 

 

 

 

Vi driftede 500 meter nedstrøms, gjorde holdt ved den 1. lovende pool og Steen fik hug i stort set første kast. Ikke nogen kæmpe – men vi var i den grad igang……

Vi skulle dog snart erkende, at træerne ikke gror ind i himlen. Heller ikke ved måske verdens bedste steelhead flod.

 

Toppen af Babine River er ganske godt besøgt. Dels kan man som sagt køre dertil og dyrke lidt fiskeri på egne ben omkring p-pladsen. Derudover ligger der 2 lodger med 8 – 10 ugentlige gæster. De transporteres rundt mellem de bedste pladser i hurtiggående jet-både. De første 2 driftdage fes 7 – 8 jetbåde konstant rundt om ørene på os, og jeg må indrømme, at jeg til tider fandt “vildmarken” noget hektisk…og overbefolket….

Senere på 1. dagen slog han til igen med denne smukke fisk. 2 steelhead på 3 timer – hvad kunne det dog ikke ende med.
I røg og damp lagde vi ud på 2.dagen.

 

 

 

British Columbia havde haft en særdeles regnfuld sensommer i 2011. Så der var godt med vand i Babine. Det måtte være en fordel for driftet mente jeg – da vi på 2. dagen nåede turens første fos kaldet Rempel’s så blev jeg klogere……

 

1. lejerplads – på en eller anden måde kom de altid til at ligne Hjallerup Marked efter 10 minutter…
Min første Babine fisk var ikke en steelhead – men en sølvlaks. Sølv fåes altså også i lilla….
 Rempel havde vi plottet ind på kortet hjemmefra, og forhørt os lidt om. “No big deal” var meldingen. Men i dobbelt vandstand af normalt, da var fossen i vores øjne en “very big deal”. Dens frådende gab lignede et der kun ventede på at opsluge nogle dumme danskere i en alt for lille gummibåd. Vi firede, gik og satsede os igennem – og vi vandt………. Vi kom igennem men ikke uden en anselig mængde vand i båden – Efter fossen måtte vi omgående gøre mandetal over vores alt for få øl – heldigvis havde de alle, ligesom os, klaret stabasserne
 
 
Efter Rempel måtte vi bruge fisketid på at tørre tøj – sejeren over fossen blev fejret med en pils…Vi skulle snart få brug for flere…

Rempel skulle vise sig kun at være den første af flere frygtindgydende fosser. På kortet havde vi kun indtegnet en mere. I virkeligheden stødte vi på yderligere 4 – 5 stykker. deriblandt en vild canyon der slet ikke burde have været der – godt vores respektive mødre ikke kunne se os, da vi i sindsyg fart halsbrækkende hamrede ned igennem i en knald rød gummibåd….

Babine River Steelhead lodge – klogeligt placeret ovenfor Rempel’s

Da vi havde passeret Rempel’s havde vi dog pludselig Babine for os selv. De følgende 3 dage driftede vi uden at se et menneske.

 

Min første Babine steelhead – Blank men vi er jo også “kun” små 500 km. fra havet. Bemærk fluen – er det ikke en Pat……..???

 

Vores rejse fortsatte gennem skov og fosser de følgende dage. Vejret blev dårligere med masser af regn og elven steg yderligere. Vi fiskede meget vand af, men havde svært ved at finde fisk i den høje elv og det let grumsede vand. Derudover brugte vi rigtig meget tid på at få båden, og os selv, helskindet igennem de mange fosser og efterfølgende tørre tøj hver gang et solstrejf viste sig. Jeg var dog så heldig af finde en smuk smuk 84 cm’s hunfisk der havde iført sig kinderødt inden vores møde.  Pragtfuld dame må jeg sige – pragtfuld…..

Efter godt 3 ensomme dage hørte vi pludselig atter lyder af en jet-moter der i høje omdregninger var på vej opover elven. Fiskeguiden og hans 4 kunder kom fra Silver Hilton lodgen – den nederste af de 3 Babine lodges. Han var lige ved at sejle ind i skoven da han fik øje på os, og lagde straks til land for lige at se og tale med de tossede nordboer der kom drivende. Han var noget overrasket da hans besigtigede vores båd. Jo – det var den mindste raft han havde set nogle udfordre Babine med, men han kunne berolige os med at der nu ikke var flere farlige passager inden opsamlingsstedet – Det var vi også kommet fremtil – men helt rart lige at få det bekræftiget….

Godt fiskeri kunne han dog ikke stille i udsigt. For højt vand – forsinket opgang og meget få fisk havde de fanget de sidste dage, men de havde dog fået fisk. Så det skulle vi også nok få…..Hvis bare, de trods alt tålelige forhold ville holde.

Silver Hilton’s guide. Hans båd en smule sejere end vores…….

Vi teltede i fint vejr og så fremtil de sidste dage hvor der bare skulle fiskes igennem – samme nat kom regnen for alvor og elven steg atter

Lidt aftenfiskeri i forhaven – vi er igennem alle fosser og skal nu rigtig fiske igennem de sidste dage…..

Vi vågnede op med vand få centimeter fra kanten teltet og ikke nok med det. Vandet havde fået samme farve som cement natten over. Fuldstændigt gråt og dødsygt…. øv – øv – øv

Find bjørnen….! Vi så kun ganske få bjørne på turen, og heldigvis kun sortbjørne.

Selvfølgelig fiskede vi – hvad skulle vi ellers lave out there – in the middel of nowwhere – men vi troede ikke rigtig på det, og en hel dag gik også uden den mindste kontakt.

På vores sidste dag stoppede regnen, og vandet klarede måske 10 % – det var nok til at en super flot 85 cm’s Babine stål fik øje på Steen’s kæmpe orange Flomflue . vi var back in buisness…….troede vi….

Sidste dagen var også dage hvor vi flød forbi THE Steelhead lodge over dem alle. Silver Hilton. Lodgen er verdensberømt. Har kun åben 8 uger om året. Kun adgang via helikopter. Selv brænde bliver fløjet ind….. En uges ophold koster ca. 6000 US$ (små 35.000,- dkr.)og der er forøvrigt fuldt booket de næste 4 – 5 år frem. Men hvilket fantastisk sted – lige udtil elven. Bygget i Canadisk tømmer midt i ødemarken men med træk og slip, telefon, varm kaffe, internet forbindelse, 3 retters menu og David Lettermann show hver aften via parabol. Vi var noget benovet efter  6 nætter i våde soveposer, pulvermad og skovskideri……

Silver Hilton Steelhead lodge – Steen og jeg var enige – der holder vi sgu vores 50 års fødselsdag………….

Steen flotte fisk blev den sidste fra babine – regnen vendte tilbage og elven fik sin grumme farve igen. Vi driftede videre til vores opsamlingssted som vi ikke måtte misse. den sidste del af Babine løber gennem en vild canyon som vores båd ikke ville have overlevet (måske heller ikke os selv). Den sidste del af elven var endnu mere fantastisk end den øvre. Dalen åbnede sig op og vi fik et kik til sneklædte bjergtoppe og fantastiske pools (havde vandet dog bare været klart….!!)

 

Hvor langt er vi – de hjemmeprintede Google kort granskes nøje – vi må ikke misse opsamlingsstedet..

Vi fandt grusbanken hvor vi ville blive samlet op – men inden da mødte vi turens eneste grizzly-bjørn – og den var endda død….. Steen opdagede en noget behåret klippe der lå i vandkanten. Vi var ganske nervøse – tænk nu hvis det var en sur bjørn der var ude at snorkle. Efter at vi havde smidt nogle sten på Balu’s mave (hviket ikke gav nogen reaktion – heldigvis..) fik vi dog mod til at gå nærmere. Død af ukendt årsag…. Efter at døden var konstateret med 100 % sikkerhed så var vi godt nok nogle kække fyre……

 

 

Sidste stop – vi gjorde det…floatede Babine river. Det er der ikke mange danskere der har gjort..

Næste dag kom helikopteren som aftalt (hvilken lettelse). Vi havde stoppet det rigtige sted og piloten fandt os nemt. Vi driftede ca. 70 kilometer på i 6 dage. Det tog os 18 minutter…..!!! at flyve tilbage til bilen og civilisationen igen. Det var sgu en syret oplevelse…..

Farvel til Babine – cement-floden……..

Slut på en fantastisk uge – vi fik set Babine fra dens værste side, men alligevel et fantastisk møde med en fantastisk smuk, vild, pragtfuld, skræmmende, utæmmet, drømme flod. Vores samlede resultat på 5 steelhead og 2 sølvlaks udgjorde måske 1/3 del for vores forventninger, men alligevel blev jeg dybt imponeret og facineret af denne flod. Det kan nok umuligt blive et farvel med snarere et på gensyn………

Uge 1 af vores tur var slut. Nye floder og nye fiskeeventyr ventede i uge 2 – mere om det senere…

Claus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi anvender cookies, for at tilpasse indhold, funktioner og analysere trafikken. Flere oplysninger

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk