Æbelø – alene navnet tænder en havørredild i mig. Den lille nordfynske ø er et fantastisk havørredrevir.

Måske er Æbelø i virkeligheden min bedste plads, men i og med at en tur til ”øen” kræver en del forberedelse, mange timer og er en smule strabadserende, så vil Æbelø trods alt aldrig blive det havørred område jeg besøger mest.

“Bugten” – Æbeløs bedste forårs plads. De 2 fiskere på billedet affisker “tvillingestenene”

Æbelø er i mine øjne Danmarks smukkeste kystplads. På toppen af de høje klinter vokser en imponerende bøgeskov. Skoven er fredet, og regnes i dag som en af Danmarks meget få urskove. Langs klinterne finder man talrige forsteninger af 60 millioner år gamle havdyr. Op af klinten ved b. la. Øserhoved kan man ses lag på lag af ler som de forskellige istids gletschere har skubbet op og dannet øen. Og Æbelø er slet ikke færdig med at forme sig. Havet flytter rundt på sand og ler, skrænterne styrter ned, ofte sammen med et eller flere af skovens træer som pludselig ender på stranden eller ude i vandet. Uanset hvad så får naturen lov at passe sig selv.

Det store rev ved fyret – Måske Fyns bedste sommerplads.

For havørredne har Æbelø også det hele. Sandende stræk hvor den jager tobiser mellem revlerne. Storstendekyststrækninger med mængder af blæretang som huser tanglopper og hundestejler. Muslingerev med kraftig strøm og jagende ørreder i sommernatten. Dybe badekar der især lokker om foråret, og sidst men vigtigst. Æbelø ligger lige midt i trækruten for havørreder der skal til og fra nogle af de største østjyske havørredåer. Derfor kan man året rundt og uanset vejr og vind  finde havørreder og fremragende fiskepladser på Æbelø.

Bunkeren – det smalle badekar holder altid fisk om efteråret..

Der er to måder at komme derover på. Enten til fods, som er den ”rigtige” vej til Æbelø. Selvfølgelig kan man også sejle fra havnen i Bogense, men det er lidt ”snyd”, og kun for de dovne.. En sand Æbelø-fisker han eller hun går derover i sine waders med fiskegrej og proviant i rygsækken til en fantastisk havørreddag.

Der gøres klar til afgang fra Jersore

Turen starter ved p-pladse ved Jersore på det Fynske fastland. Den første del er en vadetur på ca. 1,5 kilometer. Afhængig af vandstand så når vandet fra anklerne til skridtet når det er dybes. Der er ingen farlige passager, og vejen er afmærket med hvide pæle. Selv ved højvande er der ingen fare. Dog giver en meget kraftig NV vind ekstra højvande, og netop i sådan en vind bør man ikke gå til Æbelø.

Efter vadeturen kommer man i land på Æbeløholm. Her vandres yderligere ca. 1,5 km. På en sandet vej inden man når Dræet. En ca. 2 km. Lang sandtange som ender på selv Æbelø. Langs hele dræet kan der fiskes. Især østsiden er givtig. Hele turen til selv øen tager ca. 1.5 time.

Fast fisk i bugten…

Vel ankommet til øen går det for alvor løs. Afhængig af vindretning vælges der om man vil fiske øst- eller vestsiden. Begge sider rummer fantastiske pladser.

Mit havørredår på Æbelø starter når foråret slår igennem i marts. Fiskeriet er da bedst på sydsiden af øen. Området nær Fyn er meget lavt, og det lave vand varmes hurtigt op om foråret. Når vandet falder, så løber det lune vand op langs Dræet og den sydlige del af Æbelø og derfor er der ofte her de fleste havørreder findes. Den store bugt der ligger i starten af øen på østsiden er et særligt hotspot. I stigende (og koldt-vand) kan havet virke dødt, men når vandet vender og temperaturen stiger en grad eller to så kan bugten pludselig blive helt levende af havørreder.

Kik mod det lille rev på øens NØ spids – hotspot sted..
Flotte sommerfisk taget ved Østerhoved

Fra midten af april og fremefter er havvandet efterhånden varmet så meget op at fiskene spredes rundt om hele øen, og fiskeriet er ligegodt på stigende som faldende vand.

Østerhoved

Sidst i juni begynder havørredernes træk for alvor mod de jyske åer. Mærkninger har vist at hovedparten af havørrederne fra Gudenåen og Vejle Å trækker forbi Æbelø hver sommer. Men også mange af de gigant havørreder der skal til Karup Å har deres rute forbi øen. Derfor er det ikke så mærkeligt at Æbelø har mange og nogle gange meget store fisk at byde på om sommeren.

Disse store trækfisk fanges bedst om natten eller meget tidlig morgen. De kan træffes øen rundt, men det store muslingerev revet på NV spidsen (ved fyret) er en absolut favorit i sommernatten.

På vej hjemover efter atter en fantastisk forårsdag på øen..

Efteråret byder på et meget stabilt fiskeri. Nok er fiskene lidt mindre end om sommeren, men til gengæld er de talrige og findes øen rundt. En september/oktober dag på Æbelø vil altid kaste havørredfangster af sig.

Er vinteren grøn og lun så kan en Æbelø-tur også betale sig ved nytårstid. Her består fangsten af smukke blanke grønlændere fra mindstemålet og optil 50 cm. Der er dog altid chance for  enkelte overraskelser i form af større fisk ind imellem. Byder vinteren på stærk kulde og isdannelse så forsvinder havørrederne dog fra øen, og vender først tilbage igen i marts.

Vi ses derover

Claus

 

 

De 5 mest kendte havørredområder på Æbelø

Punkt 1 – Bunkeren –  forårs- og efterårsplads

Punkt 4 Den gamle havn – efterårsplads.

Punkt 9 –NV revet sommenat-plads

Punkt 7 – Østerhoved  – Sommer og efterårsplads

Punkt 3 – Bugten – forårs og efterårs plads

 Husk at mellem de nævnte pladser findes mange andre. Æbelø er et stort havørredrevir.

Du bliver aldrig træt af Æbelø – men du bliver træt PÅ Æbelø

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi anvender cookies, for at tilpasse indhold, funktioner og analysere trafikken. Flere oplysninger

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk