Maldiverne – Giant Trevally

Tag med os på et brutalt eventyr.

  • UDSOLGT 2019 og 2020. Kontakt os hvis der er interesse for en 2021 tur

Kunne du tænke dig at kroge en pansret kampvogn på en fluestang. Hvis ja – så er Giant Trevally fiskeri noget for dig. Tanken om at kroge et 20 kilos muskelbundt på en spinkel fluestang er en drøm for de fleste. men med priser på op imod kr. 80.000  for 6 dages GT fiskeri de bedste steder, så bliver det for mange også ved drømmene.

Men nu har vores samarbejdspartner Getaway Tours skruet den vildeste GT pakke sammen, for fluefiskeren der har gået og drømt om dette eksklusive fiskeri, og som er til at betale

(Claus med en fisk, man ellers kun ser i sine vildeste drømme)

Maldiverne:

Maldiverne er en øgruppe bestående af næsten 1200 øer, der er inddelt i 26 større atoller. Normaltvis når man booker en fiskerejse til Maldiverne bor man på ét atol gruppe efter gruppe, og alt ens fiskeri tager udgangspunkt herfra. Det gør vores tur også, dog med én vigtig undtagelse! Vi tager nemlig udgangspunkt i forskellige atoller fra tur til tur, og dette er kun muligt, da vi har en kæmpe speedbåd med 600HK til vores rådighed. De normale både man sejler til flatsne på har en max motorkraft omkring de 100HK, dvs at denne vidunderlige maskine åbner helt unikke og fantastiske muligheder for os, i forhold til afsøgning af vand, og dermed finde steder og pladser der normalt ikke bliver udforsket.

De mange små øer består ofte af koralrev, der skyder op fra bunden af, og derved danner øen. Dette giver store lavvandede områder og flats på disse øer, og grundet det usammenlignelige økosystem omkring disse koralrev, finder du også myriader af liv. Alt fra småfisk til store GT’er, hajer og rokker opholder sig her, og mængden af arter er helt fantastisk.

 

(Das boot – Maskinen der åbner alle muligheder for os. 600 HK ren fiskemaskine)

Fiskeriet – kun for de hårde drenge:

Når man kigger rundt på de sociale medier, youtube og andre steder en fisketosse kunne finde på at sidde og drømme sig væk, så kunne man hurtigt få den ide at det er nemt at fange en GT, men lad mig lige slå en ting fast med syvtommersøm- DET ER DET IKKE!

Fiskeriet er teknisk, fysisk hårdt, psykisk hårdt, ja faktisk bare krævende på alle måder. Man fisker med #12 stænger, store hjul og kæmpe fluer. På hjulene er der påspolet 300 meter af den stærkeste bagline, og en tropisk flueline, med ekstra kraftig kerne – men alligevel sker det ofte at de knækker stænger, liner, retter kroge ud, maser kroge ind. Det er bare den ultimative modstander på en fluestang. Den kommer med en fart, som ud af en anden verden, og hugger din flue i meterhøje kaskader af vand, og kvitterer derefter med ustoppelige udløb..

Derfor kræver dette fiskeri en hel del af fiskeren; gode kast, evnen til at presse grejet til grænsen og den rigtige mentalitet. Der er ingen fangstgarantier i dette fiskeri, men til gengæld er der mulighed for at fange en “once in a lifetime” fisk, som vil være med dig gennem hele dit fiskeliv.

Den store båd vil sejle os ud til dagens udvalgte flat, og med ombord på båden er en dingy (gummibåd). Når vi kommer til den først udvalgte plads vil et par mand hoppe i dingyen og sejle til flatten. De resterende sejler til næste flat i den store båd, og der fiskes indtil den store båd igen samler folk op og det går videre til næste plads.

90% af vores fiskeri vil foregå vadende, enten på store sandflats, eller koralrevskanter. Når man fisker på de store flats, er det livsnødvendigt at holde en eventuelt kroget fisk inde på flatten, hvis den beslutter sig for at stikke af, udover et dropoff (revkant), så er den umulig at stoppe, samt chancen for at knækker din line henover kanten er enorm. Derfor skal der ligges hårdt mod hårdt, allerede sekundet efter fisken er kroget.

 

(En #12 stang ser ikke ud af meget, når man læner sig i den)

(Endnu vildere, når man tænker på at det var denne “lille” GT der bøjede en #12 sådan)

 

Andre arter:

Der er som tidligere nævnt et væld af forskellige arter på Maldiverne. Og selvom vores primære mål er den sagnomspundne GT, så sørger vi selvfølgelig for at pakke grej så vi også kan prøve kræfter med de mange andre muligheder der er. Fx Bluefin trevally, som i perioder kan være mangfoldige er en fantastisk fisk at fange, og ikke mindst tage billeder af. De nærmest UV blå prikker lyser op i den kraftige sol og stråler om kap med fiskens gule øjne. Bluefin Trevally er bygget meget ligesom GT’en og er også en fremragende fighter, selvom den mangler det helt grove bundtræk som GT’en har.

Når man fisker i nærheden af eller henover koralrevene så sker det heller ikke sjældent at en fin snapper kommer op fra revet og hamrer på fluen. Snapperen skal holdes benhårdt, da dens første instinkt er at søge tilbage ned i revet. Hvis det lykkedes dig at holde den ude af revet, vil den straks tage et par lange fede udløb. Snapperen er køn, på helt sin egen måde, kæmpe mund, helt unikke aftegninger og en helt fantastisk spisefisk som de lokale holder meget af.

Derudover vil man også kunne støde på flere andre andre arter, og blandt dem er det bestemt værd at nævne triggerfish, barracuda, golden trevally og flere forskellige haj og rokke arter som fx black tip og manta ray. De to sidstnævnte er specielt interessante, da de ofte ses i følgeskab med GT’en, på den ene eller den anden måde.

Mindre black tip hajer ynder at svømme et par stykker sammen med en eller flere GT – muligvis fordi de ved at den jager voldsomt og uhæmmet, og sikkert ofte efterlader lidt rester til de opportunistiske jægere der følger dem. Derfor er det vigtigt ikke at afskrive de sorte skygger, selvom man har konkluderet at en af dem er en haj – der kan sagtens stadig gemme sig en GT i flokken.

Rokkerne glider roligt henover de lave sandflats. De svømmer oftest direkte henover dem, i et meget langsomt tempo. Rokkens store størrelse og den skygge den kaster skræmmer småfisk i massevis op foran den – og det ved rovfiskene. Gt’er og bluefins ynder at “stille” sig oven på rokken hvor de gemmer sig, og skyder frem for at æde eventuelle skræmte fisk. Blindkast efter rokker kan være super sjovt! Det er langt fra alle rokker der holder på en rovfisk, men når den gør får man et chok uden lige, når den “usynlige” GT braser frem og inhalerer din flue.

 

Grejet:

Da fiskeriet består af evnen til at sætte hårdt mod hårdt under fighten, så er det vigtigt at du har noget grej der virkelig kan holde til strabadserne. Herunder vil du finde en pakkeliste, anbefalet af Go-Fishing og Getaway tours. Hvis du pakker disse ting nedsætter du risikoen betragteligt for at få klø af disse stærke fisk:

Stænger:
9’ #11 eller #12 saltvands stænger til GT
9’ #8 eller #9 saltvands stænger til Bluefin, triggerfish, bonefish mm.

Hjul:
#12 saltvands hjul med 250-300 meter 60-80 lbs backing
#9-10 saltvandshjul med 200 meter 50 lbs backing

Lines:
#11 eller #12 flydende tropisk flueline med kraftig kerne – Minimum 50 lbs, gerne mere. Og minimum 1 backup line
9’ #8-9 flydende tropisk flueline

Leaders:
Taperede saltvandsleaders 1x – 03x
80 – 120 lb mono eller fluorocarbon tippet

Tilbehør:
Vandtæt rygsæk ( vi vader det meste af dagen, og tit i gode bølger)
Saltvandstang ( til afkrogning, specielt god til hajer, triggerfish og eventuelle barracuda)
Krogfil
Solbriller (god kvalitet)
Flexi-stripper (kan virkelig redde en fiskedag)

Tøj:
Flats støvler
Fight- / stripping handsker
Langærmede t shirts eller skjorter (UPF30+)
Bukser (UPF30+)
Shorts
Kasket
Buff

Rejsedatoer 2019:

D. 11 – 21 marts 2019 (Turleder Claus Eriksen) UDSOLGT

D. 13 – 22 April 2019 (Turleder Mathias Ibsen) UDSOLGT

Rejsedatoer 2020:

D. 25 marts – 3. april 2020 (Turleder Mathias Ibsen) UDSOLGT

 

Turforløb:

FLYV til: Fly til Male, oftest via Dubai.

Dag 1: Afgang Danmark.
Dag 2: Ankomst Male og transfer til udvalgt atoll.
Dag 3-8: 6 hele fiskedage
Dag 9: Sidste fiskedag, inden vi tager aftenflyet hjem
Dag 10: Ankomst Danmark

Pris 2019:

2900$ (dagskurs ca: 18.500,-)

Pris 2020:

3350$ (dagskurs ca. 21.800,-)

Inkluderet:

6 dages ophold i delt 2-personers værelse på guesthouse udvalgt til turen

Morgenmad, frokost (medbringes på fisketuren), aftensmad samt drikke

Transport mellem lufthavn og guesthouse

Guides (agerer primært som besætningsmedlemmer, men er altid villige til at give et nap med)

Speedbåd med 600 HK samt dinghy

Turleder hele perioden

Ikke inkluderet:

Fly til Male (ca 6000-7000 dkk)

Drikkepenge (ca 100$)

Slå til nu:

Vi har fået tilbudt disse rejser ganske eksklusivt og pladserne er få, så hvis du går med drømmen om at prøve det her, må du endelig ikke tøve med at slå til! Denne pris ser man kun i 2019, og du får dermed aldrig en federe tur til billigere penge!

Med gigantiske trevally hilsner

Claus Eriksen og Mathias Ibsen

En kommentar til “Maldiverne – Giant Trevally

  1. Jan Brinch Hansen says:

    Hej Go-fishing
    Jeg vil gerne sætte mig på den sidste plads til Maldiverne 🙂
    Sælger I 80 lbs backing i butikken eller skal jeg have det hjem fra USA ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi anvender cookies, for at tilpasse indhold, funktioner og analysere trafikken. Flere oplysninger

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk