Bonefish skole – Tekst/foto Claus Eriksen
Denne artikel blev bragt over to omgang i Fiske-feber 2003. Den er lang, meeeget lang, men skal du på bonefish-eventyr så rummer den rigtig mange tips og guldkorn der kan hjælpe. Så hold ud!
Det tropiske saltvandsfluefiskeri er de senere år blevet særdeles populært Hvert år drager mange håbefulde fluefiskere sydover i jagten på et fiskeeventyr efter tarpon, permit, barracuda og den vigtigste af dem alle: Bonefish. Der er tale om lange og dyre rejser, som for de flestes vedkommende har været planlagt og sparet sammen til i længere tid. Derfor er det uhyrer vigtigt at man møder op så velforberedt som muligt. Fiske-febers fluemand Claus Eriksen har de seneste ti år fisket bonefish mange forskellige steder i verden. Det har udover et par hundrede bonefish også givet ham et godt grundlag for at hjælpe dig godt på vej.
Det havde været en rigtig svær dag. En koldfront var trukket ind over de sydlige Bahamas øer, og et tæt skydække havde effektivt lukket af for solen. Temperaturen var faldet så meget, at gåsehuden så småt var begyndt at brede sig ud over arme og ben. At vinden samtidig var taget til, og vel efterhånden havde nået kulingstyrke gjorde ikke situationen bedre. Jeg havde godt nok fået en fin bonefish først på dagen, mens der stadig var huller i skyerne, men det var egentligt helt forkert eftersom jeg var guiden og Thomas ham der skulle fange fiskene. Thomas led dog ingen nød, han havde fanget mange fine fisk de forgående dage. Faktisk var han den eneste på mit seksmandshold, der havde fanget bonefish alle dage, men her, hvor jeg kikkede på de truende mørke skyer i horisonten, havde jeg ingen forhåbninger om, at han kunne holde sit gennemsnit. Vi var efterhånden nået ned til enden af den store åbne Cove.s flat, hvor der vitterligt var en del fisk, men forholdende blev mere og mere umulige. Lyset var bedst når vi kikkede direkte op imod vinden, og her så vi da også bonefish i ny og næ, men det var stort set umuligt at kaste til dem. Thomas prøvede et par gange, men fik bogstaveligt talt flueline, forfang og flue smidt tilbage i hovedet igen af vinden. To bonefish gled tæt forbi min venstre side. Med vinden bragende ind fra højre, var et almindeligt kast udelukket, jeg improviserede et eller andet smart rulle/underhåndskast, der endte med, at fluen begravede sig dybt i kanten af mine shorts. ”Det her er jo ikke lige just, hvad jeg læste om i din indbydelse til turen” var Thomas’s bidrag til samtalen. Skulle man le eller græde?
En ting var dog sikkert, det var uholdbart at blive ude på det åbne, jeg måtte vise mine guide-evner og finde nogle områder med mere læ.
Jeg trak Thomas ind mod mangroven til et lille udløb af en tidevandskanal, og der, i læ af mangrove rødderne blev vore bønner hørt. En skarp halefinne fra en stor bonefish brød overfladen. Her var chancen som vi simpelthen ikke måtte spilde. Ivrigt viftede både ryg og halefinne i luften, og efterlod ingen tvivl om at fisken var af god størrelse. Vi sneg og kravlede fremefter. Alle vore urgamle og til dagligt undertrykte jagtinstinker var pludselig blevet kaldt frem. Jeg følte mig nærmest beruset af den adrealin tilførsel synet af den tailende fisk gav. Thomas lagde fluen forsigtigt ud, den mindste fejl nu og denne fantastiske mulighed ville være spildt. De første kast var for korte. Jeg hviskede direktiver til Thomas, men jeg tvivler på at han opfattede dem. Bonefishen nussede videre langs mangrove kanten ti meter foran os. Hvor svært kan det da være at kast en flue ti meter ud? Det kan være ubegribeligt svært når ens knæ er bløde som smør og håndleddet ryster af spænding. Tredje eller fjerde kast er bedre. Den lille Fyggi flue lander som et fnug foran fisken, hvis kropssprog straks signalere at den har opdaget serveringen. Med et par kraftige halespjæt skyder bonefishen frem, men i stedet for at suge fluen til sig, så placere den sig nærmest sidelæns i vandet og tager Fyggi fluen under inspektion. ”Træk, træk” hvisker jeg. Fisken følger ivrigt efter fluen men hugger ikke. ”træk, træk, stop” om Thomas hører mig ved jeg ikke, men han gør nogenlunde som der bliver sagt. Bonefishen følger troligt efter. Vi er nu næsten helt nede på maven og ligge med fisken kun fem meter foran os. En lille stemme siger at jeg burde tage nogle billeder af dette, men den mindste bevægelse efter kammeraet er udelukket på daværende tidspunkt. Klik, klik siger det, da knuden mellem line og forfang glider ind i stangens øverste øjer. Jeg er holdt op med at trække vejret, som i et akvarium ser jeg den cremfarvede Fyggi der hopper hen over bunden, de bagerste gummiben ligger ovenpå snuden af fisken, ”Stop” hulker jeg til Thomas, og en meter fra topøjet lægger Fyggi’en sig på bunden. Bonefishen vipper nedefter, sitrer engang i kroppen, og fluen forsvinder i munden på den. ”SÅDAN” en nærmest dyrisk lyd kommer fra Thomas da han sætter krogen samtidig med at han ånder ud. Heller ikke han har taget luft ind det forgangende minut. Bonefishen vender for vore fødder. Klik, klik siger det igen da forfangsknuden atter forlader stangøjerne. Klik, klik siger det atter, få sekunder efter, da knuden mellem bagline og flueline fyger gennem øjerne. Fisken ved hvad vej den skal, og den siksakker med rasende fart ud af kanalen med den gule flueline hvislende efter sig. Med vand og mudder stående om ørene følger Thomas og jeg råbende og skrigende efter.
Alt går godt og efter nogle forrygende udløb kan Thomas lande sin bonefish, som ikke kun vil blive husket som hans personlige rekord, men også som en af de fiskeoplevelser hans børnebørn vil komme til at høre om, når de om mange år sidder på bedstefars knæ i skæret fra kaminen.
Ovenstående er blot en af de hundredevis af fantastiske oplevelser, jeg har haft i de mange år, hvor jeg har arrangeret bonefish turer for små grupper af danske fluefiskere.
Bonefish er efter min mening den ypperligste fluefisk. Ingen fisk stiller så store krav til fluefiskerens sanser og evner som bonefishen, og ingen fisk er så villig til at belønne fiskeren, hvis han eller hun gør det hele rigtigt. Enhver der elsker fluefiskeri bør gå meget langt for mindst en gang i deres liv at udfordre en bonefish. Det er en fluefiske oplevelse af dimensioner, som aldrig går i glemmebogen.
Bonefish
Bonefish’en er en urgammel skabning, der har overlevet samtlige af jordens omvæltninger gennem mere end 125 millioner år. Den har gennemgået en evolution. der har perfektioneret den til at overleve i det miljø hvor den findes. Bonefish’en har altså været kendt af mennesker fra tidernes morgen. Alligevel er der den dag i dag adskellige ubekendte faktorer i en bonefish’s liv. F.eks. er der ingen,der er helt klar over, hvor og hvordan bonefish gyder. Det samme med bonefish yngel. Det har man aldrig observeret i en mængde, der står mål med antallet af voksne fisk.
Man kan spise bonefish, men det er ikke uden grund, at de hedder som de gør. Måske derfor er der ingen kommercielle fiskeinteresser i bonefish på verdensplan. Mange lande har desuden for længst erkendt at bonefish’en er en vigtig turistkilde, så den bliver godt beskyttet. På Bahamas er der f.eks. fængselstraf for at fange bonefish i net.
En bonefish kan opnå
en vægt af knap 10 kilo. En 10 punds (ca. 4,5 kilo) regnes verden over for en trofæfisk, og gennemsnitsstørrelsen ligger de fleste steder på godt 1,5 – 2 kilo.
Bonefish miljø
En bonefish er en udpræget lavtvandsfisk. Vi har ingen fisk herhjemme man direkte kan sammenligne med. Bonefish’en lever hele sit liv i kystnære områder, og den opsøger ekstremt lavt vand under sin fødejagt. Vanddybder mellem 20 og 40 cm er ideelle. Det er her at fisken finder hovedparten af sin føde. Man kan sagtens træffe og fange bonefish på dybere vand, men det ”rigtige” pürsch fiskeri forgår over de lavandede områder (kaldet flats).
Bonefish’en er en rovfisk hvis kost minder en del om en dansk havørreds menu: Rejer, orme, småfisk, snegle og små krabber er bonefish guf.
Bonefish’en har mange fjender i form af større rovfisk som hajer og barracuda’s, og fra luften er især fiskeørne og skarver onde ved dem. Af den grund er bonefish’en ekstrem sky, og altid på vagt. Det stiller store krav til fluefiskeren.
At spotte bonefish
For at fange bonefish, er det alt afgørende, at man ser dem først (der findes steder og pladser hvor de kan blindfiskes, men sammenlignet med det intense og udfordrende flats fiskeriet så er blindfiskeri efter bonefish fuldstændigt ligegyldigt). En bonefish er særdeles godt camofleret og det er ofte forbavsende svært at opdage fisken på det lave vand. Den kan optræde på mange forskellige måder i forskellige omgivelser. Derfor kan man ikke opstille enkelte regler for hvordan man bedst ser bonefish, men lad mig her beskrive de mest almindelige situationer. Man skelner i grove træk mellem om fiskene laver uro (nervous water) på overfladen, eller man kun kan se fisken nede i vandet. Afhængig af hvad man ser efter, og hvilket lys man har, spejder man enten ud over overfladen eller ned i vandet. For at få en fornemmelse af hvad jeg mener så prøv følgende lille øvelse hjemme: Stil dig foran et spejl. Se først ind i spejlet på dig selv og den baggrund der er. Det svarer til at se ned i vandet, under overfladen. Dernæst kikker du på spejlet, er der ridser eller pletter på glasset? Det svarer til at man kikker på overfladen, og ikke ned under den.
Bonefish flokke
Bonefish’en er et flokdyr og oftes møder man fisken flere sammen i flokke (schools). En bonefish flok kan bestå af alt fra 4-5 fisk og optil flere hundrede. Små flokke kan let snige sig ind på en lavvandet flat uden at det kan ses på overfladen. En stor flok vil dog altid lave en del uro, og kan derfor spottes på lang afstand. Bonefish i flok er de letteste at fange, men fiskeriet kan være ret frustrerende, når den ene flok efter den anden svømmer forbi en lige uden for kastehold. Forsøg at bestemme i hvilken retning flokken bevæger sig, og placer dig så i forhold til det. Det optimale er at stå, så flokken kommer direkte mod, eller lidt til siden for en. Læg fluen ud i god tid, så kastet ikke skræmmer. Lad fluen hvile på bunden indtil flokkens forreste fisk er helt henne ved fluen, men ikke over den. Lav nu et langt træk der bringer fluen op i vandet, der gør at så mange fisk som muligt ser den samtidig. Flere fisk går nu efter fluen, og hugget er ret sikkert. Skulle det glippe, så læg hurtigt et nyt kast ud på siden af flokken, og start indtagningen med det samme fluen lander. Pas meget på ikke at lægge fluelinen over nogle fisk i flokken (kaldes at overkaste). Skræmmes en fisk, så skræmmes hele flokken, og en oplagt chance er spildt.
Bevæger flokken sig væk fra en, så skal man generelt ikke kaste. Det er næsten umuligt at kaste frem foran en flok uden at skræmme den. Hold hellere øje med flokken, og følg roligt efter hvis det er muligt. Hav tålmodighed, før eller siden vender fiskene, og man får sin chance.
Enkelt fisk eller par
Store bonefish er ikke så sociale som de mindre. Nogle flat’s, ofte dem der grænser ud mod dybt vand, holde kun få, men store fisk, der bevæger sig enkeltvis eller måske to og to. Er vandet mere end 30 cm dybt vil disse fisk normalt ikke kunne ses på overfladen. Eneste chance er at spotte de store fisk nede i vandet. Stol på dine instinkter og se efter alt der afviger fra bunden i form af farve, bevægelse eller form. Når du spotter en fisk, så vent med kastet indtil du har fastslået i hvilken retning den bevæger sig. Kast flue optil en meter foran fiskens snude og vent med indtagningen til fluen er sunket i niveau med fisken. Tag et langt men langsomt træk hvor fluen svinger op i vandet. Reagere fisken ikke på det, så har den højest sandsynligt ikke set fluen, og du må hurtigt lægge et nyt kast lidt tættere end det forgående. Følger fisken fluen så lok den til hug med små bevægelser frem for store. Vær ikke bange for at lade fluen synke helt til bunds, lad den ligge et sekund og sæt så i gang med et lille bestemt træk. Det kan de færreste bonefish stå for.
Tailing
En bonefish der tailer (dvs. at den søger føde på så lavt vand, at dens ryg- og halefinne ind imellem stikker op ad vandet), er den ultimative udfordring. På intet tidspunkt er fisken så sky, som når den tailer, omvendt er den forholdsvis let at spotte, og samtidig har en bonefish der tailer sjældent travlt. Fordelene burde derfor være på fiskerens side, og man har normalt god tid til at planlægge sin strategi. Vad meget forsigtigt så tæt på fisken at der kan lægges et kast til den helt ubesværet og uden at skulle skyde line. Det betyder, at man ikke skal kaste før man er inde på 10 – 14 meter af fisken. Undgå for mange blindkast, linens bevægelse i luften ses af fisken, og skræmmer den let. Kan du ikke se bonefish’en nede i vandet, så kast kun når du ser den tailer, der er for stor en risiko for at overkaste fisken, hvis du blot kaster til det område, hvor du sidst så den. Fluen (samt line og forfang) skal lande silkeblødt på vandet tæt på fisken. Lander fluen med et ”plop” i overfladen, så skræmmes bonefish’en omgående. Derfor bruger man kun lette men fyldige fluer til fisk der tailer. Får du et fint kast, så er resultatet næsten givet. Fisken tailer kun når den søger føde, og derfor er den hugvillig. Træk fluen i et langsomt glid væk fra fisken, hvis bonefishe’en ikke omgående følger efter, så betyder det ikke nødvendigvis at der er noget galt med fluen, men at fisken ikke har set den. Løft uendeligt forsigtigt op og læg fluen igen uden blindkast. Nogle gange skal der laves en del kast, inden fisken ser fluen. Når en bonefish tailer, har den kun øje for det der sker lige foran snuden på den.
Muding
Nogle gange jager bonefish orme og snegle, der har gravet sig ned i sandet. Bonefish’en jagtteknik er ret enkel, den tager simpelthen en mundfuld sand op, og spytter så ud, hvad der ikke er spiseligt. Fænomenet kaldes muding (at mudrer). Ofte foregår denne form for jagt i store flokke, og fiskens ”sandspyt” kan skabe hele områder, hvor vandet er uklart. Hold øje med hvor det uklare vand opstår og kast så fluen i kanten af dette. Hugget udebliver sjældent, og man kan ofte fange flere fisk efter hinanden, fordi bonefish der mudder ikke skræmmes så let. Store flokke af bonefish der mudder består hovedsageligt af mindre fisk, men i sjældnerer tilfælde, kan man dog støde på større fisk der mudder alene. De kan ses på små mudder skyer der popper op med mellemrum over flat’en.
Bonefish som rokke passagerer
Rokker på størrelse med et spisebord er et almindeligt syn på en bonefish flat. Med deres store finner nærmest svæver rokkerne igennem det lave vand, men deres bevægelser hvivler en masse bunddyr op, og det ved bonefish’en. Derfor ser man ofte en eller flere bonefish, der følger rokken, og samler alt spiseligt op efter den. Rokker kan ses på lang afstand, og man bør altid lægge et par kast over ryggen på dem. Ikke sjældent bliver man belønnet med et bonefish hug.
Bonefish fisket blindt
Når vandet falder, og mange af de gode flat’s tørlægges, så samles fiskene i områdets dybe render og huller. Her står de i store flokke, og venter på at det atter skal blive højvande, så de kan vende tilbage til deres flat. Kender man disse render, og ved hvor fiskene er i dem, så kan man opleve et fiskeri der fangstmæssigt slår alt. Hvert kast kan resultere i en bonefish. Udfordringen er dog lig nul, og har man blot en gang sneget sig rundt på en lavvandet flat, så er blindfiskeri kun nået, man tyer til hvis vejr- og vandstands forhold er helt umulige. En god bonefish destination er af samme grund, defineret ved at der forefindes flat’s der fisker godt i såvæld højt som lavt vand.
bonefish vejr
Sol og godt lys er afgørende for at se fiskene ordentligt. En sol der står højt på en skyfri himmel, er ønske forhold for fiskeriet (heldigvis foregår fiskeriet i verdensdele hvor solskin næsten er en selvfølge). Er lyset godt så spejder man ned i vandet foran sig. Over ren sandbund kan man forvente at spotte fisken 30 – 40 meter fremme. Over bund med ålegræs, koraller eller andet der variere bundens farver, skal man koncentrerer sig om at spotte fisk i vandet på 15 – 25 meters afstand. I ny og næ ser man op, og scanner overfladen for uroligt vand, eller fisk der tailer langt ude, men ens koncentration skal hovedsageligt være om at se fisk under overfladen tættere på. Kravet om godt lys gør også, at man sjældent oplever effektivt fiskeri efter bonefish tidlig morgen og sen aften.
Gråvejr
Tæt skydække er bonefish fiskerens fjende nummer et. Det dårlige lys gør, at man kun kan spotte fisk nede i vandet, der er ganske tæt på en. I langt de fleste tilfælde ser man fisken for sent, og man kan ikke nå at kaste, inden man skræmmer bonefish’en. Søg i stedet ind på ganske lavt vand og se udelukkende efter uro på overflade eller fisk der tailer. Bliver gråvejret fulgt af blæst og regn, så er alt imod en, og man bør overveje at afbryde fiskeriet efter bonefish og i stedet fiske efter andre arter. Alternativ kunne være at fiske bonefish blindt i en dyb rende.
Vind
Der er næsten altid vind over de åbne bonefish flat’s. En let vind der giver krusninger på overfladen kan være en stor fordel. Bonefishen er knap så sky, og vinden hjælper en når der kastes. Som hovedregl bevæger fiskene sig op mod bølgerne og vinden, derfor skal man afsøge flat’en med vinden, så kommer de fleste fisk op imod en, og er lette at kaste til. Lyset er dog til tider bedre, hvis man går mod vinden. Vindens styrke og ens kasteevner må da afgøre, hvad man finder bedst.
Hård vind er skidt, der dannes hvide skumstriber på overfladen, der forringer ens muligheder for at se ned i vandet. Samtidig bliver ens fluekast alt for upræcist. Forlad de åbne områder og søg ind under land hvor der kan findes læ.
Havblik er derimod en drøm at fiske i. Godt nok er fiskene uhyggelige sky, og reagere negativt på den mindste uro som flue, line eller ens ben laver, men til gengæld kan man se overflade uro på flere hundrede meters afstand, og dermed hurtigt placere sig i de bedste områder.
Bonefish pladser
Bonefish fanges verden over på et utal af forskellige pladstyper. Den er fantastisk til at tilpasse sig, og bortset fra at vandet skal være lavt, så kan der ikke opstilles regler for hvordan den optimale bonefish plads ser ud. De mest almindelige plads typer kan vi dog kikke på. Jeg nævner ikke meget om bundforhold, fordi bonefish findes på alle typer bund. Fra det reneste hvide sand til det mest dyndede ålegræs område.
Flat med mangrove
En af de mest klassiske pladser er hvor mangroven slutter i en flat, der strækker sig ud mod dybere vand. Bonefish’en vil så vidt muligt altid søge ind til mangroven. Det betyder at ved stigende vand kommer fiskene udefra ind mod mangroven. Ved højvande finder man fisken helt inde ved. eller imellem. mangrovens rødderne. I takt med at vandet falde,r trækker fiskene udefter mod den dybere kant af flat’en. Opsøg fiskene i skinnebens dybt vand (eller endnu lavere hvis lyset er dårligt).
Mangrove kanal
Mange steder gennemskæres mangroven af større og mindre lavvandede tidevandskanaler. Bonefish trækker i disse kanaler, og kan her være lette at finde. Ofte oplever man, at kanalerne fører optil fodboldbane store åbne områder i mangroverne. Disse områder opsøger fiskene i højvande. Hold derfor øje med bonefish på vej ind i kanalerne når vandet stiger, og på vej ud når vandet falder. Mangrove kanalerne er et oplagt valg når kraftig blæst fyger hen over de åbne flat’s
Åben flat
Midt ude i ingenting kan en flat pludselig ligge som en kæmpe bakke på bunden. Her er dybt hele vejen rundt, og måske tørt på midten ved lavvande. Afsøg flat’en på begge sider og hold især øje med den dybe kant. Hvert øjeblik kan en eller flere fisk trække fra dybet op på det lave, men vad aldrig dybere end knæene. Er det laveste område mere end knæ dybt ved højvande, så vent med at fiske til vandet bliver lavere. De åbne flat’s byder ofte på de største fisk
Sand flat
Det er den rene luksus at fiske på de store sandvidder ud mod det åbne hav. Himlen foran en kan være så blå som noget, og sandet krid hvidt. Ikke en tangdusk eller sten forstyrre ens blik.
De store rene sandflats huser sjældent flest fisk, men til gengæld er bonefish’en her let at spotte selv på lang afstand. Det virker også som om at de bonefish der opholder sig her ude i det åbne, ikke er helt så sky som deres brødre inde i mangroven.
Den dybe kyst
Chancen for at træffe en bonefish er til stede overalt også langs en kyst med dybt vand ind under land. Tit skal man gå et stykke langs sådanne strande for at komme fra en flat til en anden. Man bør ikke bruge lang tid på disse mellemstykker, men hold alligevel altid godt øje med vandet fra kanten og et par meter ud. Pludselig ser man en bonefish der fra det dybe trækker helt op i havstokken for at nusse lidt. Kastet skal lægges hurtigt, man ved aldrig hvornår den atter forsvinder ud på det dybe.
At vade en flat
Det kan være svært at vende sig til det tempo, man bevæger sig i, når man sniger sig rundt efter bonefish. Alt foregår i slowmotion, og hvis man ikke ser fisk, kan det til tider være svært at holde farten nede. Men det skal man lærer. Et normalt søgetempo foregår i cirka halv hastighed af langsom gang. Dvs. små 2,5 – 3 kilometer i timen. Går man hurtigere end det, så larmer man for meget, og ser ikke fisken før det er for sent. Jeg gør dog selv en enkelte undtagelser indimellem: Kommer jeg til en stor flat, som jeg er usikker på, om holder fisk, så starter jeg gerne med at gå ret hurtigt fremefter. For hurtigt vel at mærke, jeg kalkulere med at skræmme den første fisk jeg støder på. Når det så sker, sætter jeg omgående farten ned. Det kan være dagens eneste fisk, jeg dermed skræmmer, men ofte er det den første fisk i et område, der holder flere. Jeg har altså ved at skræmme én fisk fundet et givtigt
område uden at spilde megen tid. Det kan være forsøget værd. I andre tilfælde ved jeg godt hvor de bedste område er, i en given vandstand. For at komme til det skal jeg måske igennem et mindre givtigt område. Her kan jeg også finde på at sætte farten op og så leve med at en enkelt fisk eller to skræmmes på vejen.
Fisker man i et område hvor der er mange fisk, og lyset pludselig forsvinder fordi en enkelt sky går for solen, så stop omgående og vent til skyen er væk. Det er den overivrige fisker der skræmmer flest fisk.
Vad så du skaber så lidt uro i vandet som muligt. Kan du selv høre dine fødder plaske i vandet, så kan bonefish’en også.
Fiskeri fra båd
Det kan føles lækkert at fiske bonefish fra båd. Stående højt i båden har man et godt overblik, og man slipper jo for at gå, men bådfiskeriet har mange ulemper. Ulemper der efter min mening opvejer fordelene. Først og fremmest kræver bådfiskeri, at man hyrer en guide, der har en flat båd. Uden en sådan special båd kan man ikke komme rundt på det lave vand. En båd kan heller ikke komme helt ind til fisk der tailer og det er synd, for tailende bonefish er de mest udfordrende. Spotter man bonefish fra båden, så skal første kast ligge perfekt, man får næppe en ekstra chance før fisken har opdaget båden ,og er skræmt. En vadende fisker kan gøre sig lille og få fiskene væsentligt tættere til sig. Personligt er jeg ikke i tvivl, jeg vil helst bruge både som transportmiddel til og fra gode flat’s som man kan vadefiske på. Der findes dog flat’s, som er så sumpede, at de kun kan fiskes fra båd, men de er heldigvis fåtallige de fleste steder.
Kast til bonefish
Nøjagtig som jægeren er klar til at skyde, så er man også konstant klar til at kaste, når man er på pürsch efter bonefish. Forberedelserne starter, inden det første skridt tages. Fluen holdes mellem tommel- og pegefinger, og hele forfanget samt ca en meter flueline svæver udenfor topøjet. I stanghånden holdes et par store lineløkker, der sammenlagt udgør en fire til fem meter line. Så snart en bonefish spottes slippes fluen, samtidig med at stangen føres bagud til bagkast, og lineløkkerne slippes. Kastet lægges ud, og løslinen skydes i første blindkast. Det giver en kastelængde på seks – syv meter. I dårligt lys kan det være nok, men ofte skal der hurtigt trækkes mere line af hjulet, og det endelige kast lægges ud til fisken. Mens de indledende kaste manøvrer udføres, må man ikke slippe fisken af syne. Ens blik skal være fastlåst på fisken hele tiden. Slipper man den af syne et halvt sekund, så kan den være væk. Man skal altså kunne kaste, og trække line af hjulet mens man kikker på noget andet. Træn i det hjemmefra.
Kastlængden variere naturligvis, efter hvor tæt på fisken er, men man bør ikke arbejde med meget mere line end 15 meter, men kastet skal lægges hurtigt og ofte i kraftig vind. Derfor skal man mestre et dobbelt træk og kunne lave smalle linebugter på bestilling, men 30 – 40 meters rekord kast får man aldrig brug for.
Indtagning af fluen
Den perfekte præsentation er, når fluen bevæger sig i små hop væk fra fisken, sådan vil en naturlig reje nemlig også opfører sig. En flue der kommer på tværs af fiskens snude, kan skræmme, men godtages dog de fleste gange. En fluer der kommer bagfra og overhaler bonefish’en er dog bandlyst. Det er for mærkeligt, og skræmmer fisken fra vid og sans.
Husk altid på at en bonefish søger sin føde ved bunden. Den vil i modsætning til en havørred sjældent stige op i vandet for at tage en flue. Derfor skal bonefish fluer arbejde på eller lige over bunden. Det er dog sjældent noget problem da der fiskes på så lavt vand.
Bonefish elsker små bevægelser, men gider som hovedregel ikke at jagte en hurtig flue. Få fluen til at hoppe i små sæt foran fisken. Fisker du med krabde eller reje imitiationer så lad bare fluen ligge stille på bunden når fisken har set den. Hold øje med fisken når den vipper hovedet ned mod fluen, så træk ganske langsomt, mærker du modstand så sæt krogen med et hårdt træk i linen. Løft aldrig stangen før fisken er kroget. Et sådant vandret tilslag sikrer, at fluen bliver i vandet foran fisken, hvis den ikke får ordentligt fat første gang.
Bonefish fight
Du har sikkert hørt nogle af de vilde historier, der går om hvor stærkt en bonefish fighter, og tro mig de er sande. En bonefish fighter ikke vildt med spring og plasken, men den svømmer langt og hurtigt. Ingen havørredfisker er forvent med at se sin bagline, ingen bonefish fisker er forvent med ikke at se den. Uanset hvor mange bonefish man har fanget, så snapper man uvilkårligt efter vejret, når stangen tvinges ned i vandret, og linen nærmest smelter af spolen. Skal man beskrive en bonefish fight med tørre tal, så ser gennemsnittet nogenlunde således ud: Når en bonefish sætter af, så er det med en hastighed på op imod 50 kilometer i timen, en havørred kan på selv sin bedste dag ikke præstere det halv af det. Mindre bonefish laver normalt et udløb, hvor 40 – 50 meter bagline kommer i brug. Større fisk kan præstere 2 – 3 udløb af over 100 meters længde. Udløb over 150 meter kan opleves, men det er sjældent. Intet kan stoppe det første udløb, er fluelinen viklet om ens ben eller hjulets håndtag, så er der omgående kontant afregning i form af et sprængt forfang. Kommer linen derimod godt af sted, og første udløb bliver vel overstået, så er det sjældent,at fisken mistes. Normalt er fisken solidt kroget i mundvigen eller i dens kraftige læbe.
Alle bonefish genudsættes, det er en uskreven regel som følges verden over, for at sikrer dette unikke fiskeri til kommende generationer. De varme vande rummer for øvrigt også masser af bedre spisefisk såsom snapper, jack’s og grouper. Fisk der er relative lette at fange hvis aftensmaden skal sikres.
Bonefish grej
Er man dansk kystfluefisker, så har man næsten al grejet til bonefish: 9’ fods stang klasse 7, 8 eller 9. Godt fluehjul med skivebremse der rummer 200 meter bagline (150 meter kan til nøds gå). Lad bare skydehovederne blive hjemme. Eneste aktuelle line er en WF line. Den skal så til gengæld være en special varmtvandsline. En traditionel flueline bliver blød og klistret som kogt spagetti i varmen, og må betegnes som næsten ubrugelig. Så her slipper man ikke for en mindre ekstra investering. Det optimale forfang er et 9 – 12 fods fluocarbon forfang, der ender i en 0,28 mm spids. Det strækker godt, bliver ikke påvirket af sol og salt, og er derfor drøn stærkt. I stille blankt vand kan man være nødsaget til at forlænge forfanget med en 0,23mm spids.
Beklædningen er sparsom: Shorts og skjorte. Lange bukser og lange ærmer kan være nødvendigt for at beskytte sig mod solen. Man må ikke undervurdere solens styrke. Jeg har set fiskere, der har været sengeliggende et par dage midt i deres drømmerejse, fordi de ikke tog advarslerne om solskoldning alvorlige nok.
Ordentligt fod tøj er uhyrer vigtigt. Køb et par rigtige neopren flat støvler med kraftig sål. For blød sål ødelægger fødderne.
I modsatte ende placere man en god kasket med lang skygge og kappe bagtil, der beskytter øre og nakke mod solen.
Under hatteskyggen sidder de uundværlige polariserende solbriller. Medbring altid to par, mister man sine eneste briller i ødemarken, så er turen slut. Standard brillen er med brune glas. De er gode i alt lys, men et par med gule glas er en smule bedre på dage med dårligt lys. Rigtige hardcore fiskere medbringer også et par briller med grå glas til dage med meget skarpt lys. Jeg har nu altid klaret mig godt med et par brune og et par gule i reserve.
Ens fiskegrej medbringer man i en bæltetaske eller i en let fluevest. Husk der skal også være plads til drikkevarer og madpakke.
Bonefish fluer
Da jeg startede min bonefish karriere, medbragte jeg selvfølgelig et ansel
igt arsenal af kendte amerikanske bonefish fluer såsom Crazy Charlie, Gotcha, Puff og andre. Fælles for dem er, at de er ret enkelte og alle forsynet med forskellige øjne. Bevares, de fangede fisk, men jeg blev hurtigt utilfreds med den type af fluer. De landede alt for hårdt på vandet, og var nærmest håbløse til de bonefish, jeg helst ville fange, nemlig dem der tailer. Da amerikanerne startede med at fiske bonefish, forgik det udelukkende fra båd. De gad ikke at gå selv (og det gør de i stor udstrækning stadig ikke), og havde desuden råd til at betale en guide for at stage dem rundt nogle dage. Klassiske amerikanske bonefish fluer er derfor i stor udstrækning skabt til fiskeri på lidt dybere vand, hvor fluens landing på vandet ikke er så afgørende, men det er det når man fisker efter super sky fisk på lavt vand. Derfor er de amerikanske fluer helt væk fra mine æsker nu, og i stedet fisker jeg med danske fluer såsom Fyggi, CDC reje og Sandhesten. En enkelt undtagelse er en amerikansk krabbe imitiation kaldet Merkin crab, som er fremragende til store bonefish.
Alle mønstre er bundet i to udgaver. En ganske let version uden nogen form for belastning til fisk der tailer, og en version med en let belastning til fiskeri på lidt dybere vand. Det er vigtigt at man kan kende forskel på de to forskellige belastninger. Jeg bruger hvid bindetråd til de lette fluer, brun til de belastede og evt. rød til de dobbelt belastede. Helt tunge fluer behøver man nu ikke mange af.
Nogle af fluerne er forsynet med grøde beskytter. Det er vigtigt hvis man fisker på græs- eller koral flat’s.
Krogstørrelserne variere jeg ikke så meget, de fleste fluer er bundet på den velkendte CS 54 rejekrog fra Partridge i str. 6, men jeg medbringer altid nogle få større og mindre fluer. Jeg er holdt op med at bruge de små kraftige kortskaftede bonefish kroge (f.eks. Mustad 34007 eller Tiemco 800s) som ellers anbefales alle steder. Man mister for mange fisk på de kroge, og Partridge krogen er rigelig stærk.
Bonefish destinationer
Bonefish har et kæmpe udbredelses område. Den er almindelig i et bredt bælte omkring ækvator jorden rundt. I Atlanten findes den fra Bermuda til grænsen mellem Brasilien og Argentina. I Stillehavet fra Hawaii til Australiens nordkyst, men den fiskes kun de steder, hvor der findes rimelige og tilgængelige mængder af fladvandede område. Af den grund fanges der stort set ikke bonefish langs de åbne og dybe afrikanske kyster. Ej heller er det alle af de Caribiske øer der duer, men man kan aldrig vide, og hvert år findes der nye spændende pladser verden over, men lad os her kort se på nogle af de mest tilgængelige.
Seychellerne
Denne øgruppe i det indiske ocean regnes som et absolut sikkert sted for bonefish. Onde tunger siger sågar at der er for mange fisk, og fiskeriet er for let. Et hurtigt kik i nogle rejse kataloger viser, at en chartetur til Seychellerne kan gøres for forholdsvis billige penge, men pas på. Charter turister ender på øen Mahi, som ikke egner sig til bonefish. Fiskeriet forgår på de sydlige øer, som nås efter et par dages sejlads fra Mahi, og det koster.
Christmas Island
Midt i Stillehavet finder man Christmas Island. Godt fiskeri men for dyrt og besværligt at rejse til fra Europa. Derimod selvfølgelig meget populært for amerikanere der er bosat i Californien eller en af de andre vestlige stater.
Mexico/Belize
Her er masser af muligheder. Her findes veletablerede fiskelodger hvor alt drejer sig om bonefish. Man kan også drage af sted på egen hånd og søge eventyret. Regn med mange men mindre bonefish. Der kan være sprogproblemer, idet spansk er hovedsproget her.
Cuba
Her ligger et kæmpe uopdyrket potientiale. Cuba er stor, og eftersom amerikanerne ikke kommer der, så er der ikke megen vide at hente hjemmefra, men har man tid så er der store muligheder.
Los Roques
Det helt store hit blandt unge fiskere der drømmer om bonefish. Los Roques kan man komme billigt til, og leve omkostningerne er minimale, men fiskeriet er hovedsageligt blindfiskeri over dybere vand. Man fanger sine bonefish, men jagten og spændingen mangler. Der findes fine flat’s på Los Roques men de er en del af et naturreservat, som kun må besøges sammen med guide, og så er det ikke helt så billigt længere. Los Roques er en del af Venezuela, og de stridigheder der jævnligt blusser op her, gør Los Roques til et til tider usikkert rejsemål
Florida Key's
Det eneste sted der findes bonefish i USA er fra Miami og sydover ud på øgruppen Florida Key’s. Gennemsnitstørrelsen på Floridas bonefish er uden tvivl verdens største og ligger tæt på tre kilo. Fem kilos fisk er ganske almindelige, og det er især det faktum der gør Florida Key’s til en unik bonefish destination. Man skal have bonefish erfaring før man udfordre de store Florida fisk. Ingen steder er bonefish så sky, mistænkelige og svære som i Florida. Man skriger til tider af frustration, men fascineres samtidig over den totale udfordring Florida’s bonefish er. Til Florida kan man på papiret komme billigt til. Fly, bil og til dels overnatning kan ikke gøres billigere og lettere nogle andre steder, men da der kun er et fåtal af flat’s der kan nås og vades fra land, så slipper man ikke for en guide i Florida. Disse er topprofessionelle og knald dygtige, men prisen ligger på ca.450 us dollar for en dag.
Bahamas
”The bonefish kapital of the world” står der i turistbrochuren, og det er nok ikke helt løgn. Ca. 20 øer og endnu flere lodge’s at vælge imellem med endeløse muligheder. Her findes også masser af muligheder for den eventyrlystne gør-det-selv fisker. Bahamas er rimeligt billigt at komme til, men leveomkosninger og bolig er efter danske forhold en smule dyrt.
Bonefish lodger
Rundt omkring i verden findes der mange fiske lodger, som udelukkende er bygget på grund af bonefishen. Her spiser og sover man, og i den resterende tid fisker man bonefish. Priserne varierer utroligt meget fra land til land, men normalt vil en uges ophold på en bonefish lodge koste fra 1800 – 2500 us dollar. Den pris dækker normalt ophold, alle måltider, transport i nær området og en guide med båd pr. to fiskere. Flytransport fra Danmark kommer oveni prisen. Det er bestemt ikke billigt efter danske forhold, men et lodge ophold er absolut det sikreste valg hvis man drømmer om at fange bonefish. Her har man ingen spildtid, der er guider der kender området, og de skal nok finde fisk til en, også selvom vejrforholdende driller. Praktiske gøremål skal man ikke tænke på. Blot sætte sig til bordet når maden bliver serveret, man kan koncentrer sig 100 % om fiskeriet, og det er effektivt. På den måde kan man på lidt mere end en uges ferie rejse til den anden side af jorden. Fange flere bonefish end ham der er en måned af sted på egen hånd, og være tilbage på arbejde mandag morgen.
Bonefish på egen hånd
Er man ung og eventyrlysten, og har man i forvejen erfaring med rygsæk ture, så er en bonefish tur på egen hånd en stor udfordring, men man skal have god tid. De fleste gode destinationer (med undtagelse af Florida) ligger i, hvad man må kalde for mindre udviklede lande. Det betyder at infrastruktur, transport system, overnatningsforhold og hygiene ikke kan sammenlignes med Danmark. Det hele går noget langsommere, og sjældent særl
igt effektivt, man skal have tid til at kunne spilde et par dage når noget går galt. Har man ingen erfaring med bonefish, og starter op fra bunden uden en guide så må man også kalkulere med lærepenge i form af spildt tid på de forkerte pladser, og en del indlæringstid når fisken er fundet. Tre ugers rejsetid må regnes som minimum, hvis man skal i gang fra bunden af i et ukendt område.
Umiddelbart skulle klimaet ved en bonefish flat være perfekt for telt overnatning, og det kan det også være, men vær opmærksom på myg. Mange, mange steder findes der så mange myg i troperne at udendørs aktivitet, især om aftenen, er umuligt.
Billig overnatning findes de fleste steder, men det kan sjældent arrangeres hjemmefra. Internet og turistbrochure er et ukendt begreb for den lokale, der har et værelse eller to til leje.
Det sidste ord
Man kunne let foranledes til at tro, at bonefish kun er for særdeles erfarende fluefiskere, der har fisket verden over, har æskerne fyldt med tusinde af fluer, har øjne som en fiskeørn, kondition til en ironman og fantastiske kasteevner med den ene hånd på ryggen. Sådan er det slet ikke. En bonefish er en fisk der gerne vil fanges, den er lunefuld og drilsk, den stille store men ikke urimelige krav, men hører man efter i timen og lærer af ens egne fejl, så belønner den garanteret en til sidst
Til dato har alle, jeg har haft med på tur fanget bonefish. Nogle skulle først lærer at kaste med en fluestang. Nogle har fanget den første dag, andre har øvet, fejlet, grinet og bandet et par dage før det lykkes. Nogle har fanget rigtig mange fisk på en uge, andre har fanget få, men begge har været lige lykkelige i flyveren hjem, og alle er kommet hjem med fantastiske og uforglemmelige oplevelser. Lad mig til slut gentage hvad jeg en gang har skrevet: Enhver der elsker fluefiskeri bør gå meget langt for mindst en gang i deres liv at udfordre en bonefish.
Kunne du tænke dig at komme med på sådan en fantastisk fiskerejse sammen med os, så klik dig ind på vores hjemmeside lige her under og bestil din kommende fiskerejse idag!
