Cape Cod stripers

Stripers on the flat! Tekst/foto: Claus Eriksen
Her igen en artikel fra Fiske-Feber. Vistnok trykt første gang i foråret 2005

Saltvands fluefiskeri på den anden side af Atlanten. Sight-fishing med let grej i lavt krystalklart vand med kort præcise kast til fisk der enkeltvis eller i små grupper kommer trækkende. Spektakulære hug, lange udløb, solskoldet næsetip, kolde amerikanske øl i de lune aftener, mange og store fisk i en uge der gik alt alt for hurtigt. Her må vist være tale om en tur til Caribien efter bonefish – eller?

Som tre F-16 jetjagere kommer de ind over sandbanken. I en perfekt pilespidsformation afsøges banken i et forudbestemt siksak mønster. Alle fisk vender samtidig på ydersiden, stryger i hæsblæsende tempo ind mod land, atter en synkron vending, og banken afsøges udefter igen. Det hele går forrygende hurtigt, og de byttefisk der kommer i nærheden af dette jagtkobbel, har ikke en chance. De to håbefulde fluefisker der vader på sandbanken, har heller ikke mange chancer. Flere gange er fiskene dukket frem tæt på, men selvom fiskerne er hurtige, og kun bruger et blindkast så har fiskene alligevel været fra 25 – 50 meter væk inden fluen har ramt vandet.
Albacore eller little tunny kaldes fiskenes repræsentanterne på sandbanken. Morten Øland og Claus Eriksen kaldes Fiske-febers repræsentanter, og efter et par dages duel hvor Albacore’ne har været fluefiskerne langt overlegende, så byder chancen sig pludseligt.

Bifangster
”Når de vender næste gang, så kommer de lige ind mod dig, Morten”. Jeg råber af ren og skær ophidselse selvom Morten kun står få meter fra mig, men denne chance må ikke gå fra os. De tre Albacore lyser fluoreserende grønblå over ryggen, da de i en ubegribelig fart stryger lige ind mod Morten. Et blindkast og fluen lander perfekt. Jagtformationen brydes og fiskene skyder fra tre sider mod fluen. Vandet koger, og linen strammes, men uventet kommer fluen pludseligt flyvende op af vandet, og vikler sig om Mortens stang. Fiskene vender rundt, og er allerede ved at gendanne formationen efter deres mislykkede angreb.
Jeg slynger et desperat kast ud. Fluen lander mere end 5 – 6 meter fra flokken, men det er godt nok. Atter brydes formationen, og denne gang fejler fiskene ikke. Det tager ikke et sekund, fra fluen er landet, til den forreste Albacore har slået til. Tilslag er unødvendigt, baglinen er allerede på vej ud af topøjet.
Morten jubler, mens jeg tumler udefter for at begrænse linetabet, men det ser ud som en håbløs kamp. Vandet bliver hurtigt dybere, mens baglinebeholdningen endnu hurtigere bliver lavere. Jeg begynder at indstille mig på at slaget er tabt, men pludselig dukker min redning op. Fiskeholdets øvrige deltagere viser sig på scenen. Dem kan jeg ikke bruge til noget, men den båd de sejler i, samt den guide der styre båden, ser jeg muligheder i. Jeg vinker som en gal, men de har allerede aflæst situationen, og kommer hurtigt ind til mig. Alt overflødigt gods smides ud (dvs. tre gode fluefisker venner) og Morten med kamera og jeg med stangen, læsses ombord. Det føles som at udligne i overtiden. Med under 20 meter bagline tilbage af de 250 meter der var startes motoren op, og alle fordele er med et på min side.
En lille kilometer fra land lander vi fisken, og ord kan ikke beskrive hvor stolt jeg er. Et par hurtige billeder og den lille tunfisk er tilbage i vandet igen en oplevelse rigere. Vore guide Todd lykønsker mig grinede, og bekendtgøre at det at spotte, kast til, kroge og lande en Albacore som vadefisker er noget ganske unikt. Jeg påpegede den lille ridse i lakken, at der trods alt havde været en båd indblandet, men her viser Morten sig som den sande ven: ”Claus – i den situation havde ALLE hoppet ombord i båden. Det vigtigste er at du fik dyret på fra land”. Jeg soler mig i de rosende ord, men med til historien høre at både Morten og min kollega Jens Staal senere landede hver deres Albacore, uden hjælp af båd. Uforglemmelige fangster, og så var Albacorene for øvrigt kun bifangster.

Striper
Vi er ikke i Caribien, men derimod på den amerikanske østkyst. På halvøen Cape Cod som ligger små to timers kørsel syd for Boston i staten Massachusetts.
Her findes et mekka for lystfiskere med hang til saltvand og store fisk. Det hele kredser om amerikanernes mest populære saltvandsfisk; Striperen. Samt outsiderne bluefish og albacore.
Striped Bass er den officielle betegnelse, for striperen. En helt enestående fisk som betyder alt for det kystnære fiskeri langs den amerikanske østkyst fra South Carolina til Maine. Hvad havørreden er for dansk kystfiskeri, der er striperen for amerikanerne. Den klassiske fangstmetode gennem generationer har været trolling, kast- eller pilkefiskeri fra båd. Samt kystfiskeri med kraftigt spinne- eller medegrej. De seneste årtier er fluefiskeri efter Stripers også blevet eksplosivt populært, og man anslår, at mere end 10 millioner amerikanske fluefiskere fisker stripers mere eller mindre regelmæssigt. De fanger tilsammen i omegnene af 100 millioner styk stripers om året, hvoraf ca. 85 % for øvrigt genudsættes. Store tal der er svære at forholde sig til, men umiddelbart ser man for sig strande med fluefiskere, der står skulder ved skulder, men nej, virkeligheden er en helt anden. Den amerikanske østkyst er lang, meget lang. Dertil skal lægges, at langt de fleste amerikanere har det bedst når de fisker fra båd. Vadefiskeri fra kysten er de generelt ikke gode til. Derfor er der masser af plads langs land. Især når man bevæger sig lidt væk fra parkeringspladserne. Det kender vi danske havørred kystfiskere godt til hjemmefra. Desuden er vi gode til at fiske og kaste, vi er ikke bange for lidt blæsevejr, vi føler os hjemme i et par waders, vi har en 9` fluestang i klasse 7/8 med et godt hjul og et flydende skydehoved, vi giver ikke op lige med det samme, vi kan komme op om morgenen, ja, vi kan fiske om natten hvis det er nødvendigt. En danske kystfluefisker er uden at vide det næsten fuldt uddannet og udstyret til striper fiskeri.

Sight-fishing
Jeg bevæger mig langsomt udefter vadende i knædybt vand. Bag mig findes et stort lavvandet område, på min højre side ligger en sandbanke, der er tør på toppen. Til venstre ses en lille rende med en smule dybere vand. En kraftig udadgående tidevandsstrøm løber i renden. Så langt øjet rækker, består bunden kun af det fineste lyse sand, som bølgerne har formet som langsgående sand- revler. Striperne ynder at søge føde over disse revler. Menuen består af rejer, små krabber og vigtigst af alt; tobiser. Jeg spejder ud i renden til venstre for mig, og ser til min glæde, at jeg har regnet den rigtigt ud. De stripers der ved højvande har været inde i det lave vand bag mig, er nu når vandet falder på vej ud gennem renden. De første to opdager jeg for sent, de glider forbi inden jeg når at kaste, men nummer tre ser jeg på god afstand. Jeg venter mens fisken kommer nærmere, og da der er 15 meter imellem os, starter jeg kastet. Den lange Flatwing flue tager vandet en meter foran striperen,
og fluen starter straks sin forføriske dans i vandet. Jeg ser tydeligt, hvordan striperen stopper et sekund. Jeg fornemmer hvordan den ruller med øjnene og målløs over hvordan en tobis (eller noget der i hvert fald ligner en tobis), kan være så dum. Elegant skyder fisken frem, og suger den store flue til sig. Et roligt løft med stangen, og som Gunner Nu synger i en gammel dansk fodboldsang: ”Så er der bas(s)”.
Der findes intet som fluefiskeri, efter fisk man kan se i vandet. Alene af den grund at du ved alt om, hvad der sker omkring din flue. Sight-fishing (der findes ikke noget brugbart dansk ord. Måske ”spotte-fisker”, nej vel? Lad vi holder os til sight-fishing) er i mine øjne den ultimative fiskeform, men kan også være som et tveægget sværd. Der kommer både euroforiske fiskesucceser og frustrerende skuffelser ud af at vide, hvad der sker under overfladen. Hvor let er det ikke at tvivle på om fiskene overhovedet findes, når hugget udebliver ved blindfiskeri. Sight-fishing rummer den luksus, at du kan eliminere denne tvivl, samt omgående få svar på om det du gør er rigtigt eller forkert. Jeg elsker sight-fishing med flue, og jeg opsøger det frem for alt andet fiskeri.
Striper kan byde på sight-fishing der er fuldt på højde med de andre store (bonefish, permit, tarpon) men det er først de senere år at fluefiskere har fået øjnene op for det. Det skyldes at striperen har en utrolig tilpasningsevne. Den findes ganske enkelt overalt. Langs bunden på store vanddybder, i flodmundinger, i kunstige kanaler, i havne, i marskens saltvandssøer og render, i de største surfbølger, midt i en sildestime over flere hundrede meter vand, samt i knædybt varmt vand på store sand og græsflats. En helt unik tilpasningsevne der har gjort, at man ikke som f.eks. med bonefish har været tvunget til at opsøge det lave vand for at få succes.

Keeper
Sammen med vore guide Todd bevæger Morten sig udover en sandbanke. Det blæser en hel pelikan, men vandet er klart, og solen står højt på himlen, så der er på trods af den urolige overflade gode sight-fishing muligheder. De to har ikke gået mange skridt, før Morten kan lægge sin flue mod en gigantisk skygge, der kommer glidende foran han. Fluen forsvinder i et gab på størrelse med en mindre gulvspand, og Morten er derefter godt spændt for. Med typiske kort kraftfulde udløb kommer en anselig mængde bagline i brug, men den konstante dybt bøjede stang suger efterhånden kræfterne fra fisken. ”Hvor stor”? Er spørgsmålet selvfølgelig, da vi alle efterhånden samles for at følge slaget. ”Hvis den striper kommer ind, så bliver Morten meget, meget glad” lyder det kryptiske svar fra Todd. Morten stønner og pruster, mens han forsigtigt men bestemt forsøger at få overtaget. Koncentrationen lyser ud af ham, den fisk må bare ikke smutte, og det gør den heller ikke. 92 cm og knap 10 kilo sølvskinnede striper taget på en 7 ’er stang. Så bliver det ikke meget bedre. Efter en fotoseance genudsættes fisken, selvom den så rigeligt er over mindstemålet. Det blev Mortens største, men dagen bød på yderligere to fisk over 80 cm plus de små. Var der nogle, der sagde drømmefiskeri?
Bestanden af stripere har ikke altid været som i dag. Fiskeriet har indenfor blot fire årtier været både væsentligt bedre og katastrofalt dårligt. Frem til slutningen af tresserne var bestanden af stripers mildt sagt enorm. Menneskene har altid udnyttet fisken, men kun i form af et kystnært skånsomt fiskeri til egen husholdning. Det ændrede sig pludseligt da erhvervsfiskeriet tog fart, og med store både samt effektive fangstredskaber lykkedes det på godt ti år næsten at udrydde striperen i Massachusetts. I slutningen halvfjerdserne var bestanden af stripere på et niveau, hvor man enten måtte acceptere en udryddelse eller skride drastisk til værks. Heldigvis valgte man den sidste løsning, og fra den ene dag til den anden blev alle former for net- og garnfiskeri efter stripers forbudt. En striper måtte fra da af kun fanges på krog.
Mindstemålet blev for erhvervsfiskere sat til 80 cm. Der måtte maksimalt landes fem fisk pr. dag. Fiskesæsonen var begrænset til maj, juni og juli. Lystfiskere måtte fiske hele året. De fik tildelt et mindstemål på 71 cm, men måtte til gengæld kun hjemtage to fisk om dagen. Samtidig blev det forbudt at fjerne hoved og hale fra fisken. Helt frem til det øjeblik hvor fisken skulle tilberedes, skulle en evt. kontrolmåling være mulig. Altså ingen striper filer i fryseren. Overtrædelse af fiskereglerne medførte mega bøder og fængselstraf. Sådanne restrektioner bringer tankerne frem til de fiskerestrektioner, eller mangel på samme, der hersker herhjemme overfor f.eks. torsken.
De skrappe restrektioner virkede. Efter en langsom start kom striperen tilbage, og i dag er bestande næsten på fode igen. Der er dog ikke slækket på restrektionerne, og i dag genudsættes langt de fleste stripere, også selvom der er tale om en keeper, som amerikanerne kalder en striper over 71 cm.

Stripers i strømmen
Hen på eftermiddagen svinder lyset, og fiskeriet på flats’ende bliver særdeles svært, men så er det, at vore udgifter til en guide virkelig betaler sig tilbage. Todd starter båden op (Todd var guide for os alle fem på en gang. Hvilket betød at to mand fiskede fra både, og de tre andre blev smidt af på gode steder for vadefiskeri), og med en sejlhastighed på ca. 40 knob tager det ikke længe at samle fem danske fluefiskere sammen, selvom de har spredt sig over et område på to – tre kilometer. ”Vi prøver et nyt sted” siger han. ”Det er tophemmeligt, og jeg viser det kun til folk, der er i besiddelse af en flybillet ud af USA”. Det krav kunne vi godt opfylde, og en fart fik vi båden på traileren og entrede alle Todd’s enorme Ford Explorer. Godt møre efter otte timers fiskeri gik det så, med Deef Leopard på fuld skrue på anlægget, mod nye fiskeeventyr. Vi kørte, og kørte, på små og store veje, gennem villakvarterer og industriområder for endelig at stoppe, hvad der føles som midt på Cape Cod, hvor en lille bro, krydsede en kanal. Tidevandet fossede ud under broen, for derefter med stor fart at fortsætte ud i en stor lavvandet saltvandssø med kedelig mudret bund. Det mindede mest af alt om en lille norsk lakseelv i lav vandføring. ”Er det dit hemmelige sted”? Jeg lød nok lidt mistroisk ”Det var en lang køretur for så lidt”. ”Jo” svarede Todd ”nu kørte jeg jo en lille omvej for at i ikke skulle kunne finde det selv” (Det kunne vi nu godt to dage senere). Det viste sig (selvfølgelig), at den lille strøm var fyldt med stripers. Ikke store , men fine 1 – 2 kilos fisk der blev fisket nøjagtig som laks. Flue ud og svinge i strømmen, hvor hugget så faldt, ofte i et ordentligt klask i overfladen. En fed oplevelse som vi kunne takke vore guide for.
Det at fiske med guide er ikke noget, danskere er særlig bekendt med, og på Cape Cod er det heller ikke strengt nødvendigt. Der er en mange fiskepladser, der kan nås og findes via et kort og gode ben, men en lokalkendt er altid guld værd. Især på Cape Cod hvor der er en stor tidevandsforskel (optil 3 meter). Fiskene flytter sig meget hurtigt rundt over store områder afhængig af tidevandet, og det betyder at fiskepladserne ændre sig hurtigt. En lokal guide med en båd kan følge tidevandet (og fiskene), og dermed sikrer, at man ikke har meget spildtid. Vore gui
de Todd var rent ud sagt et unikum. Han kendte hver en krog at den flere hundrede kilometer lange kystlinie, og kunne gang på gang finde fiskene til os. Desuden havde han utallige små trumfer i baghånden, hvis forholdende for sight-fishing ikke var helt optimale. Todd arbejdede visse dage otte til ti timer med os, for så efter aftensmaden at tage os på nogle timers natfiskeri. For første gang i mit liv oplevede jeg at bede en guide om ikke at tage os til en ny fiskeplads men hjem i seng. Vi havde sikkert fanget stripere uden Todd’s hjælp, men bestemt ikke mange.

Bluefish
Langs kanten af en stensætning der strækker sig ud i vandet som kystsikring, har en hele stime af stripere samlet sig. De er alle små fisk omkring de 50 cm. Såkaldte school bass. Jeg når at fange to – tre stykker inden flokken fortrækker til mere fredfyldte farvande. For enden af stensætningen kan fluen, lægges udover noget dybt vand med mørk bund, som kunne skjule alt eller intet. Efter et par kast bliver fluen brutalt stoppet et stykke ude. En stor striper er det mest oplagte, men da fisken efter et langt udløb springer helt ud af vandet, afsløre den sig som en stor bluefish. En toptunet rovfisk med barberbladsskarpe tænder. Jeg nyder fighten med den stærke fisk, mens jeg venter på at mit 0.28 mm forfang skal blive bidt over. Det tager dog længere tid end normalt, og et lille håb begynder at tændes i mig, men efter det tredje spring er festen forbi. Bluefish og flue er væk. Skal man for alvor fiske bluefish så må der stålforfang til, men så vil striperne ikke være med, så det er et svært skal/skal ikke valg. Nogle er dog (altid?) heldigere: Mens jeg mister tre bluefish, og det samme antal fluer i rap, så spiller Morten med en stor fisk et stykke længere henne af stranden. Efter en herrefight lander han uventet en kanon bluefish på 80 cm. Fisken er ekstremt heldigt kroget yderst i mundvigen, så det tynde forfang har ikke været i nærheden af fiskens tænder. Alle har vi kroget bluefish i den kaliber, men det er kun Morten, der formår at lande sin. Vi lykønsker, men undlader naturligvis ikke at gøre opmærksom på, at fangsten skyldes ren og skær held. Morten smiler blot og lander næste dag en blue på 82 cm stadig uden brug af stålforfang. Det skabte en vis ro og respekt i lejeren.

Stripers i surfen
Den tropiske orkan Ivan, der hærgede Caribien i september 2004, glider i en svækket version syd om Cape Cod, mens vi er der. Det blæser af h… til et par dage, og da vinden endelige lægger sig, så ruller store tunge dønninger ind mod kysten. Jeg vandre hen langs kysten, og irriteres over at dønninger og højvande forhindre vadefiskeri på de magiske sandbanker et stykke fra land. Vandet er dog helt klart, og når det løfter sig i en bølge, kan man se langt ind i vandet som et akvarium et par sekunder, inden bølgen brækker, og skummer det hele op. Det tager et stykke tid, inden min hjerne erkender at de stålgrå skygger inden i bølgerne, ikke er skygger men fisk. Når en bølge brækker, og ruller langt op på sandstranden, så følger en eller flere stripers med. De glider helt op på stranden sammen med bølgen. Når bølgen løber ud, så lægger fisken sig på siden, og lader returstrømmen trække sig med til havs igen. Det minder mest af alt om de billeder, alle har set, af spækhuggere der nærmest kravler på land for at snuppe en sælunge. På et tidspunkt står jeg målløs, og betragter seks stripere fra 1 – 5 kilo der gang på gang glider frem og tilbage i brændingen. Ofte er det halve af fisken tørlagt, når den kommer længst op, men aldrig er de ved at blive fanget. Striperne ved nøjagtigt hvornår, de skal vende siden til og lade sig trække ud igen. Det er et meget fascinerende syn, der næste for mig til at glemme fiskeriet, men dog kun næsten. Jeg lægger en flatwing op PÅ stranden. En bølge glider op, fanger fluen, og trækker den direkte ud i gabet på en striper. Fuldstændig fantastisk. Teknikken er ikke helt let, og de næste chancer misser jeg. Et par gange ligger fluen dog godt, men bortset fra den første så ignorer fiskene den olivengrønne Flatwing. Jeg studere hvad der skulper rundt i strandkanten, og bemærker især en ret stor mænge små døde krabber på størrelse med en 2-krone. I æsken findes et par krabbefluer der ligner, og da en sådan kommer på, så skal jeg love for at fiskeriet tager fart. Bare fluen lander i nærheden af en fisk, så bliver den kritikløst ædt, og formiddagen byder på et enestående fiskeri. Jeg fanger ingen keepere, men flere i nærheden af.
Striperen er glubske rovfisk der æder alt, men ofte bliver de selektive på en type føde. Generelt fiskede flatwing fluerne, som er fremragende imitiationer af tobiser bedst, men vi oplevede flere situationer hvor striperne, kun reagerede på reje- eller krabbefluer, samt enkelte gange hvor ganske små fiskeimitiationer gjorde udslaget. Andre gange var Flatwings fluerne gode nok, men de skulle fiskes i den rette dybde og med rette fart i forhold til de naturlige tobiser. En ørred- og stallingfisker som Morten Øland, der er en indædt modstander af fluer, der ikke ligner fiskens mad, stortrivedes med stripernes arrogante syn og fuldstændige afvisning af fluer, der ikke så naturlige ud.

Blitz
Sidst på ugen oplever vi et nyt striper fænomen. Måger samler sig pludselig over et område tæt på. Fuglene kredser rundt, skriger og skræpper, men der sker ikke rigtigt noget. Jeg kravler op på en sten og spejder ud over området, og pludselig går det op for mig, at hvad jeg først antog for at være et mørkt område på bunden, i virkeligheden er en massiv klump at små sildelignende fisk kaldet Menhaden. De små fisk er presset sammen i en tæt pakket klump. Da solen bryder gennem skyerne, ser jeg pludseligt et par andre spillere på banen. Skygger af store fisk, både stripere og bluefish, der kredser rundt om menhaden flokken. Jeg kaster selvfølgelig fluen ud, men reaktionen udebliver til min overraskelse. Rovfisken angriber heller ikke flokken, de svømmer blot rundt og rundt, mens småfiskene drives ind i et hjørne ved en stenhøfte. Jeg venter, mågerne venter og pludselig sker det: En bluefish accelererer op, og smadre bogstaveligt talt ind i fiskestimen. En sky af skræmte menhaden står op i luften. Halvdelen lander oppe på stranden og stenhøften. Nu rykker mågerne frem i første geled, samtidig med at tre stripere sætte et flankeangreb ind. Det går op for mig at det hele er planlagt. Stripere og bluefish arbejdede sammen om at få byttefiskene trængt op i et blindt hjørne. Inden det er sket, overholdt fiskene i indbyrdes aftale om, at ingen startede gildet for tidligt. Beviset på det får jeg i første kast: Den flatwing som ingen af fisken så meget som kikkede på før, når dårligt at ramme vandet, før en bluefish knalder på, kroger sig selv, hamrer 30 meter ud og bider forfanget over. Mens jeg, så hurtigt som min rystende hænder tillader det, binder en nye flue på, så er situationen i vandet foran mig ved at udvikle sig et nådeløst blodbad. Mindst 20 stripere og ligeså mange bluefish går fuldstændig amok i fiskestimen. Jeg står i vand og menhaden til knæene og flere gange bliver jeg svømmet ned af store rovfisk. Nogle at striperene er tæt på eller over de ti kilo. I mellemtiden dukker Morten godt forpustet op. På afstand har han set hvad der foregår og spurter det sidste stykke. I første kast lander han en flot st
riper.
Så pludseligt som det startede slutter det hele igen. Fiskene spredes, og vandet falder til ro. Kun de mange små lig på strander vidner om massakren. Vi er helt overstadige. Det var en af de hektisk fiskeoplevelse vi har haft. På trods af at jeg faktisk ikke formår at lande en eneste fisk i infernoet. Alle mine hug er bluefish der løber med fluen. Morten scorede derimod to flotte stripere inden en blue også løb med hans flue.
Vi har dog ikke tid til at sunde os særligt længe for et par hundrede meter længere henne af stranden, er mågerne atter ved at samle sig.

Sidste morgen
En forrygende uge går på hæld, og på hjemrejsedagen er det tiltænkt at der skal soves længe og pakkes i ro og mag, men aftenen før har jeg en urolig kriblende fornemmelse i kroppen. Jeg har fanget masser af stripere, men kun én keeper lidt over de 71 cm. Jens har ikke fået nogen keepere hvorimod de tre andre hver især har fået flere i ugens løb. Derfor er Jens og jeg ikke sene til at enes en hurtig morgentur inden fly afgang. Michael og Morten er med på ideen mens Henrik foretrækker sin morgen søvn. Det fortrød han vist.
Det bliver en mindeværdig morgen, med en fantastisk solopgang og havblik. Jens åbner ballet med en striper på 78 cm. Hans keeper er dermed i hus. Morten fighter og lander en kæmpe bluefish efter mere end en halv times fight. Michael starter langsomt, men slutter med to fede stripere lige under keeper størrelse, mens jeg spotter, kroger og lander min største striper på turen. En fisk i omegnen af 85 cm. Alt i alt lander vi fire fiskere 10 stripere og en bluefish på små to timers morgenfiskeri. Der hænger en svag duft af stripere over os i flyveren hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gratis forsendelse

På alle køb over 600 DKK. Shipping World Wide kun 99 DKK.

30 dages fuld returret

Fuld tilfredshed eller pengene retur. Uden diskussion!

1 – 4 dages levering

Vi har åbent alle ugens dage og leverer altid hurtigst mulige.

100% sikker betaling

Dankort / MasterCard / Visa / Viabill / MobilePay / PayPal.

Psst, er du lystfisker?

Ja? Så har vi et super godt tip til dig!
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag vores eksklusive Go-Fishing SUPERPRIS tilbud, hver uge og før alle andre!

Hey there!

Please choose your preferred language:

For customers outside the European Union

If you’re shopping from a non-EU IP address, Danish VAT (25%) is automatically deducted from all prices in our webshop. In case we can’t verify your IP address as non-EU IP address, Danish VAT will be deducted once the final shipping destination is selected in the checkout flow.

Worldwide shipping is always only DKK 99.