Stripers on the flat! Tekst/foto: Claus Eriksen
Her igen en artikel fra Fiske-Feber. Vistnok trykt første gang i foråret 2005
Saltvands fluefiskeri på den anden side af Atlanten. Sight-fishing med let grej i lavt krystalklart vand med kort præcise kast til fisk der enkeltvis eller i små grupper kommer trækkende. Spektakulære hug, lange udløb, solskoldet næsetip, kolde amerikanske øl i de lune aftener, mange og store fisk i en uge der gik alt alt for hurtigt. Her må vist være tale om en tur til Caribien efter bonefish – eller?
Saltvands fluefiskeri på den anden side af Atlanten. Sight-fishing med let grej i lavt krystalklart vand med kort præcise kast til fisk der enkeltvis eller i små grupper kommer trækkende. Spektakulære hug, lange udløb, solskoldet næsetip, kolde amerikanske øl i de lune aftener, mange og store fisk i en uge der gik alt alt for hurtigt. Her må vist være tale om en tur til Caribien efter bonefish – eller?
Som tre F-16 jetjagere kommer de ind over sandbanken. I en perfekt pilespidsformation afsøges banken i et forudbestemt siksak mønster. Alle fisk vender samtidig på ydersiden, stryger i hæsblæsende tempo ind mod land, atter en synkron vending, og banken afsøges udefter igen. Det hele går forrygende hurtigt, og de byttefisk der kommer i nærheden af dette jagtkobbel, har ikke en chance. De to håbefulde fluefisker der vader på sandbanken, har heller ikke mange chancer. Flere gange er fiskene dukket frem tæt på, men selvom fiskerne er hurtige, og kun bruger et blindkast så har fiskene alligevel været fra 25 – 50 meter væk inden fluen har ramt vandet.
Albacore eller little tunny kaldes fiskenes repræsentanterne på sandbanken. Morten Øland og Claus Eriksen kaldes Fiske-febers repræsentanter, og efter et par dages duel hvor Albacore’ne har været fluefiskerne langt overlegende, så byder chancen sig pludseligt.
Bifangster
”Når de vender næste gang, så kommer de lige ind mod dig, Morten”. Jeg råber af ren og skær ophidselse selvom Morten kun står få meter fra mig, men denne chance må ikke gå fra os. De tre Albacore lyser fluoreserende grønblå over ryggen, da de i en ubegribelig fart stryger lige ind mod Morten. Et blindkast og fluen lander perfekt. Jagtformationen brydes og fiskene skyder fra tre sider mod fluen. Vandet koger, og linen strammes, men uventet kommer fluen pludseligt flyvende op af vandet, og vikler sig om Mortens stang. Fiskene vender rundt, og er allerede ved at gendanne formationen efter deres mislykkede angreb.
Jeg slynger et desperat kast ud. Fluen lander mere end 5 – 6 meter fra flokken, men det er godt nok. Atter brydes formationen, og denne gang fejler fiskene ikke. Det tager ikke et sekund, fra fluen er landet, til den forreste Albacore har slået til. Tilslag er unødvendigt, baglinen er allerede på vej ud af topøjet.
Morten jubler, mens jeg tumler udefter for at begrænse linetabet, men det ser ud som en håbløs kamp. Vandet bliver hurtigt dybere, mens baglinebeholdningen endnu hurtigere bliver lavere. Jeg begynder at indstille mig på at slaget er tabt, men pludselig dukker min redning op. Fiskeholdets øvrige deltagere viser sig på scenen. Dem kan jeg ikke bruge til noget, men den båd de sejler i, samt den guide der styre båden, ser jeg muligheder i. Jeg vinker som en gal, men de har allerede aflæst situationen, og kommer hurtigt ind til mig. Alt overflødigt gods smides ud (dvs. tre gode fluefisker venner) og Morten med kamera og jeg med stangen, læsses ombord. Det føles som at udligne i overtiden. Med under 20 meter bagline tilbage af de 250 meter der var startes motoren op, og alle fordele er med et på min side.
En lille kilometer fra land lander vi fisken, og ord kan ikke beskrive hvor stolt jeg er. Et par hurtige billeder og den lille tunfisk er tilbage i vandet igen en oplevelse rigere. Vore guide Todd lykønsker mig grinede, og bekendtgøre at det at spotte, kast til, kroge og lande en Albacore som vadefisker er noget ganske unikt. Jeg påpegede den lille ridse i lakken, at der trods alt havde været en båd indblandet, men her viser Morten sig som den sande ven: ”Claus – i den situation havde ALLE hoppet ombord i båden. Det vigtigste er at du fik dyret på fra land”. Jeg soler mig i de rosende ord, men med til historien høre at både Morten og min kollega Jens Staal senere landede hver deres Albacore, uden hjælp af båd. Uforglemmelige fangster, og så var Albacorene for øvrigt kun bifangster.
Striper
Vi er ikke i Caribien, men derimod på den amerikanske østkyst. På halvøen Cape Cod som ligger små to timers kørsel syd for Boston i staten Massachusetts.
Her findes et mekka for lystfiskere med hang til saltvand og store fisk. Det hele kredser om amerikanernes mest populære saltvandsfisk; Striperen. Samt outsiderne bluefish og albacore.
Striped Bass er den officielle betegnelse, for striperen. En helt enestående fisk som betyder alt for det kystnære fiskeri langs den amerikanske østkyst fra South Carolina til Maine. Hvad havørreden er for dansk kystfiskeri, der er striperen for amerikanerne. Den klassiske fangstmetode gennem generationer har været trolling, kast- eller pilkefiskeri fra båd. Samt kystfiskeri med kraftigt spinne- eller medegrej. De seneste årtier er fluefiskeri efter Stripers også blevet eksplosivt populært, og man anslår, at mere end 10 millioner amerikanske fluefiskere fisker stripers mere eller mindre regelmæssigt. De fanger tilsammen i omegnene af 100 millioner styk stripers om året, hvoraf ca. 85 % for øvrigt genudsættes. Store tal der er svære at forholde sig til, men umiddelbart ser man for sig strande med fluefiskere, der står skulder ved skulder, men nej, virkeligheden er en helt anden. Den amerikanske østkyst er lang, meget lang. Dertil skal lægges, at langt de fleste amerikanere har det bedst når de fisker fra båd. Vadefiskeri fra kysten er de generelt ikke gode til. Derfor er der masser af plads langs land. Især når man bevæger sig lidt væk fra parkeringspladserne. Det kender vi danske havørred kystfiskere godt til hjemmefra. Desuden er vi gode til at fiske og kaste, vi er ikke bange for lidt blæsevejr, vi føler os hjemme i et par waders, vi har en 9` fluestang i klasse 7/8 med et godt hjul og et flydende skydehoved, vi giver ikke op lige med det samme, vi kan komme op om morgenen, ja, vi kan fiske om natten hvis det er nødvendigt. En danske kystfluefisker er uden at vide det næsten fuldt uddannet og udstyret til striper fiskeri.
Sight fishing
Jeg bevæger mig langsomt udefter vadende i knædybt vand. Bag mig findes et stort lavvandet område, på min højre side ligger en sandbanke, der er tør på toppen. Til venstre ses en lille rende med en smule dybere vand. En kraftig udadgående tidevandsstrøm løber i renden. Så langt øjet rækker, består bunden kun af det fineste lyse sand, som bølgerne har formet som langsgående sand- revler. Striperne ynder at søge føde over disse revler. Menuen består af rejer, små krabber og vigtigst af alt; tobiser. Jeg spejder ud i renden til venstre for mig, og ser til min glæde, at jeg har regnet den rigtigt ud. De stripers der ved højvande har været inde i det lave vand bag mig, er nu når vandet falder på vej ud gennem renden. De første to opdager jeg for sent, de glider forbi inden jeg når at kaste, men nummer tre ser jeg på god afstand. Jeg venter mens fisken kommer nærmere, og da der er 15 meter imellem os, starter jeg kastet. Den lange Flatwing flue tager vandet en meter foran striperen,
og fluen starter straks sin forføriske dans i vandet. Jeg ser tydeligt, hvordan striperen stopper et sekund. Jeg fornemmer hvordan den ruller med øjnene og målløs over hvordan en tobis (eller noget der i hvert fald ligner en tobis), kan være så dum. Elegant skyder fisken frem, og suger den store flue til sig. Et roligt løft med stangen, og som Gunner Nu synger i en gammel dansk fodboldsang: ”Så er der bas(s)”.
Der findes intet som fluefiskeri, efter fisk man kan se i vandet. Alene af den grund at du ved alt om, hvad der sker omkring din flue. Sight-fishing (der findes ikke noget brugbart dansk ord. Måske ”spotte-fisker”, nej vel? Lad vi holder os til sight-fishing) er i mine øjne den ultimative fiskeform, men kan også være som et tveægget sværd. Der kommer både euroforiske fiskesucceser og frustrerende skuffelser ud af at vide, hvad der sker under overfladen. Hvor let er det ikke at tvivle på om fiskene overhovedet findes, når hugget udebliver ved blindfiskeri. Sight-fishing rummer den luksus, at du kan eliminere denne tvivl, samt omgående få svar på om det du gør er rigtigt eller forkert. Jeg elsker sight-fishing med flue, og jeg opsøger det frem for alt andet fiskeri.
Striper kan byde på sight-fishing der er fuldt på højde med de andre store (bonefish, permit, tarpon) men det er først de senere år at fluefiskere har fået øjnene op for det. Det skyldes at striperen har en utrolig tilpasningsevne. Den findes ganske enkelt overalt. Langs bunden på store vanddybder, i flodmundinger, i kunstige kanaler, i havne, i marskens saltvandssøer og render, i de største surfbølger, midt i en sildestime over flere hundrede meter vand, samt i knædybt varmt vand på store sand og græsflats. En helt unik tilpasningsevne der har gjort, at man ikke som f.eks. med bonefish har været tvunget til at opsøge det lave vand for at få succes.
Keeper
Sammen med vore guide Todd bevæger Morten sig udover en sandbanke. Det blæser en hel pelikan, men vandet er klart, og solen står højt på himlen, så der er på trods af den urolige overflade gode sight-fishing muligheder. De to har ikke gået mange skridt, før Morten kan lægge sin flue mod en gigantisk skygge, der kommer glidende foran han. Fluen forsvinder i et gab på størrelse med en mindre gulvspand, og Morten er derefter godt spændt for. Med typiske kort kraftfulde udløb kommer en anselig mængde bagline i brug, men den konstante dybt bøjede stang suger efterhånden kræfterne fra fisken. ”Hvor stor”? Er spørgsmålet selvfølgelig, da vi alle efterhånden samles for at følge slaget. ”Hvis den striper kommer ind, så bliver Morten meget, meget glad” lyder det kryptiske svar fra Todd. Morten stønner og pruster, mens han forsigtigt men bestemt forsøger at få overtaget. Koncentrationen lyser ud af ham, den fisk må bare ikke smutte, og det gør den heller ikke. 92 cm og knap 10 kilo sølvskinnede striper taget på en 7 ’er stang. Så bliver det ikke meget bedre. Efter en fotoseance genudsættes fisken, selvom den så rigeligt er over mindstemålet. Det blev Mortens største, men dagen bød på yderligere to fisk over 80 cm plus de små. Var der nogle, der sagde drømmefiskeri?
Bestanden af stripere har ikke altid været som i dag. Fiskeriet har indenfor blot fire årtier været både væsentligt bedre og katastrofalt dårligt. Frem til slutningen af tresserne var bestanden af stripers mildt sagt enorm. Menneskene har altid udnyttet fisken, men kun i form af et kystnært skånsomt fiskeri til egen husholdning. Det ændrede sig pludseligt da erhvervsfiskeriet tog fart, og med store både samt effektive fangstredskaber lykkedes det på godt ti år næsten at udrydde striperen i Massachusetts. I slutningen halvfjerdserne var bestanden af stripere på et niveau, hvor man enten måtte acceptere en udryddelse eller skride drastisk til værks. Heldigvis valgte man den sidste løsning, og fra den ene dag til den anden blev alle former for net- og garnfiskeri efter stripers forbudt. En striper måtte fra da af kun fanges på krog.
Mindstemålet blev for erhvervsfiskere sat til 80 cm. Der måtte maksimalt landes fem fisk pr. dag. Fiskesæsonen var begrænset til maj, juni og juli. Lystfiskere måtte fiske hele året. De fik tildelt et mindstemål på 71 cm, men måtte til gengæld kun hjemtage to fisk om dagen. Samtidig blev det forbudt at fjerne hoved og hale fra fisken. Helt frem til det øjeblik hvor fisken skulle tilberedes, skulle en evt. kontrolmåling være mulig. Altså ingen striper filer i fryseren. Overtrædelse af fiskereglerne medførte mega bøder og fængselstraf. Sådanne restrektioner bringer tankerne frem til de fiskerestrektioner, eller mangel på samme, der hersker herhjemme overfor f.eks. torsken.
De skrappe restrektioner virkede. Efter en langsom start kom striperen tilbage, og i dag er bestande næsten på fode igen. Der er dog ikke slækket på restrektionerne, og i dag genudsættes langt de fleste stripere, også selvom der er tale om en keeper, som amerikanerne kalder en striper over 71 cm.
Stripers i strømmen
Hen på eftermiddagen svinder lyset, og fiskeriet på flats’ende bliver særdeles svært, men så er det, at vore udgifter til en guide virkelig betaler sig tilbage. Todd starter båden op (Todd var guide for os alle fem på en gang. Hvilket betød at to mand fiskede fra både, og de tre andre blev smidt af på gode steder for vadefiskeri), og med en sejlhastighed på ca. 40 knob tager det ikke længe at samle fem danske fluefiskere sammen, selvom de har spredt sig over et område på to – tre kilometer. ”Vi prøver et nyt sted” siger han. ”Det er tophemmeligt, og jeg viser det kun til folk, der er i besiddelse af en flybillet ud af USA”. Det krav kunne vi godt opfylde, og en fart fik vi båden på traileren og entrede alle Todd’s enorme Ford Explorer. Godt møre efter otte timers fiskeri gik det så, med Deef Leopard på fuld skrue på anlægget, mod nye fiskeeventyr. Vi kørte, og kørte, på små og store veje, gennem villakvarterer og industriområder for endelig at stoppe, hvad der føles som midt på Cape Cod, hvor en lille bro, krydsede en kanal. Tidevandet fossede ud under broen, for derefter med stor fart at fortsætte ud i en stor lavvandet saltvandssø med kedelig mudret bund. Det mindede mest af alt om en lille norsk lakseelv i lav vandføring. ”Er det dit hemmelige sted”? Jeg lød nok lidt mistroisk ”Det var en lang køretur for så lidt”. ”Jo” svarede Todd ”nu kørte jeg jo en lille omvej for at i ikke skulle kunne finde det selv” (Det kunne vi nu godt to dage senere). Det viste sig (selvfølgelig), at den lille strøm var fyldt med stripers. Ikke store , men fine 1 – 2 kilos fisk der blev fisket nøjagtig som laks. Flue ud og svinge i strømmen, hvor hugget så faldt, ofte i et ordentligt klask i overfladen. En fed oplevelse som vi kunne takke vore guide for.
Det at fiske med guide er ikke noget, danskere er særlig bekendt med, og på Cape Cod er det heller ikke strengt nødvendigt. Der er en mange fiskepladser, der kan nås og findes via et kort og gode ben, men en lokalkendt er altid guld værd. Især på Cape Cod hvor der er en stor tidevandsforskel (optil 3 meter). Fiskene flytter sig meget hurtigt rundt over store områder afhængig af tidevandet, og det betyder at fiskepladserne ændre sig hurtigt. En lokal guide med en båd kan følge tidevandet (og fiskene), og dermed sikrer, at man ikke har meget spildtid. Vore gui
de Todd var rent ud sagt et unikum. Han kendte hver en krog at den flere hundrede kilometer lange kystlinie, og kunne gang på gang finde fiskene til os. Desuden havde han utallige små trumfer i baghånden, hvis forholdende for sight-fishing ikke var helt optimale. Todd arbejdede visse dage otte til ti timer med os, for så efter aftensmaden at tage os på nogle timers natfiskeri. For første gang i mit liv oplevede jeg at bede en guide om ikke at tage os til en ny fiskeplads men hjem i seng. Vi havde sikkert fanget stripere uden Todd’s hjælp, men bestemt ikke mange.
Bluefish
Hen på eftermiddagen svinder lyset, og fiskeriet på flats’ende bliver særdeles svært, men så er det, at vore udgifter til en guide virkelig betaler sig tilbage. Todd starter båden op (Todd var guide for os alle fem på en gang. Hvilket betød at to mand fiskede fra både, og de tre andre blev smidt af på gode steder for vadefiskeri), og med en sejlhastighed på ca. 40 knob tager det ikke længe at samle fem danske fluefiskere sammen, selvom de har spredt sig over et område på to – tre kilometer. ”Vi prøver et nyt sted” siger han. ”Det er tophemmeligt, og jeg viser det kun til folk, der er i besiddelse af en flybillet ud af USA”. Det krav kunne vi godt opfylde, og en fart fik vi båden på traileren og entrede alle Todd’s enorme Ford Explorer. Godt møre efter otte timers fiskeri gik det så, med Deef Leopard på fuld skrue på anlægget, mod nye fiskeeventyr. Vi kørte, og kørte, på små og store veje, gennem villakvarterer og industriområder for endelig at stoppe, hvad der føles som midt på Cape Cod, hvor en lille bro, krydsede en kanal. Tidevandet fossede ud under broen, for derefter med stor fart at fortsætte ud i en stor lavvandet saltvandssø med kedelig mudret bund. Det mindede mest af alt om en lille norsk lakseelv i lav vandføring. ”Er det dit hemmelige sted”? Jeg lød nok lidt mistroisk ”Det var en lang køretur for så lidt”. ”Jo” svarede Todd ”nu kørte jeg jo en lille omvej for at i ikke skulle kunne finde det selv” (Det kunne vi nu godt to dage senere). Det viste sig (selvfølgelig), at den lille strøm var fyldt med stripers. Ikke store , men fine 1 – 2 kilos fisk der blev fisket nøjagtig som laks. Flue ud og svinge i strømmen, hvor hugget så faldt, ofte i et ordentligt klask i overfladen. En fed oplevelse som vi kunne takke vore guide for.
Det at fiske med guide er ikke noget, danskere er særlig bekendt med, og på Cape Cod er det heller ikke strengt nødvendigt. Der er en mange fiskepladser, der kan nås og findes via et kort og gode ben, men en lokalkendt er altid guld værd. Især på Cape Cod hvor der er en stor tidevandsforskel (optil 3 meter). Fiskene flytter sig meget hurtigt rundt over store områder afhængig af tidevandet, og det betyder at fiskepladserne ændre sig hurtigt. En lokal guide med en båd kan følge tidevandet (og fiskene), og dermed sikrer, at man ikke har meget spildtid. Vore gui
de Todd var rent ud sagt et unikum. Han kendte hver en krog at den flere hundrede kilometer lange kystlinie, og kunne gang på gang finde fiskene til os. Desuden havde han utallige små trumfer i baghånden, hvis forholdende for sight-fishing ikke var helt optimale. Todd arbejdede visse dage otte til ti timer med os, for så efter aftensmaden at tage os på nogle timers natfiskeri. For første gang i mit liv oplevede jeg at bede en guide om ikke at tage os til en ny fiskeplads men hjem i seng. Vi havde sikkert fanget stripere uden Todd’s hjælp, men bestemt ikke mange.
Stripers i surfen
Hen på eftermiddagen svinder lyset, og fiskeriet på flats’ende bliver særdeles svært, men så er det, at vore udgifter til en guide virkelig betaler sig tilbage. Todd starter båden op (Todd var guide for os alle fem på en gang. Hvilket betød at to mand fiskede fra både, og de tre andre blev smidt af på gode steder for vadefiskeri), og med en sejlhastighed på ca. 40 knob tager det ikke længe at samle fem danske fluefiskere sammen, selvom de har spredt sig over et område på to – tre kilometer. ”Vi prøver et nyt sted” siger han. ”Det er tophemmeligt, og jeg viser det kun til folk, der er i besiddelse af en flybillet ud af USA”. Det krav kunne vi godt opfylde, og en fart fik vi båden på traileren og entrede alle Todd’s enorme Ford Explorer. Godt møre efter otte timers fiskeri gik det så, med Deef Leopard på fuld skrue på anlægget, mod nye fiskeeventyr. Vi kørte, og kørte, på små og store veje, gennem villakvarterer og industriområder for endelig at stoppe, hvad der føles som midt på Cape Cod, hvor en lille bro, krydsede en kanal. Tidevandet fossede ud under broen, for derefter med stor fart at fortsætte ud i en stor lavvandet saltvandssø med kedelig mudret bund. Det mindede mest af alt om en lille norsk lakseelv i lav vandføring. ”Er det dit hemmelige sted”? Jeg lød nok lidt mistroisk ”Det var en lang køretur for så lidt”. ”Jo” svarede Todd ”nu kørte jeg jo en lille omvej for at i ikke skulle kunne finde det selv” (Det kunne vi nu godt to dage senere). Det viste sig (selvfølgelig), at den lille strøm var fyldt med stripers. Ikke store , men fine 1 – 2 kilos fisk der blev fisket nøjagtig som laks. Flue ud og svinge i strømmen, hvor hugget så faldt, ofte i et ordentligt klask i overfladen. En fed oplevelse som vi kunne takke vore guide for.
Det at fiske med guide er ikke noget, danskere er særlig bekendt med, og på Cape Cod er det heller ikke strengt nødvendigt. Der er en mange fiskepladser, der kan nås og findes via et kort og gode ben, men en lokalkendt er altid guld værd. Især på Cape Cod hvor der er en stor tidevandsforskel (optil 3 meter). Fiskene flytter sig meget hurtigt rundt over store områder afhængig af tidevandet, og det betyder at fiskepladserne ændre sig hurtigt. En lokal guide med en båd kan følge tidevandet (og fiskene), og dermed sikrer, at man ikke har meget spildtid. Vore gui
de Todd var rent ud sagt et unikum. Han kendte hver en krog at den flere hundrede kilometer lange kystlinie, og kunne gang på gang finde fiskene til os. Desuden havde han utallige små trumfer i baghånden, hvis forholdende for sight-fishing ikke var helt optimale. Todd arbejdede visse dage otte til ti timer med os, for så efter aftensmaden at tage os på nogle timers natfiskeri. For første gang i mit liv oplevede jeg at bede en guide om ikke at tage os til en ny fiskeplads men hjem i seng. Vi havde sikkert fanget stripere uden Todd’s hjælp, men bestemt ikke mange.
Blitz
Hen på eftermiddagen svinder lyset, og fiskeriet på flats’ende bliver særdeles svært, men så er det, at vore udgifter til en guide virkelig betaler sig tilbage. Todd starter båden op (Todd var guide for os alle fem på en gang. Hvilket betød at to mand fiskede fra både, og de tre andre blev smidt af på gode steder for vadefiskeri), og med en sejlhastighed på ca. 40 knob tager det ikke længe at samle fem danske fluefiskere sammen, selvom de har spredt sig over et område på to – tre kilometer. ”Vi prøver et nyt sted” siger han. ”Det er tophemmeligt, og jeg viser det kun til folk, der er i besiddelse af en flybillet ud af USA”. Det krav kunne vi godt opfylde, og en fart fik vi båden på traileren og entrede alle Todd’s enorme Ford Explorer. Godt møre efter otte timers fiskeri gik det så, med Deef Leopard på fuld skrue på anlægget, mod nye fiskeeventyr. Vi kørte, og kørte, på små og store veje, gennem villakvarterer og industriområder for endelig at stoppe, hvad der føles som midt på Cape Cod, hvor en lille bro, krydsede en kanal. Tidevandet fossede ud under broen, for derefter med stor fart at fortsætte ud i en stor lavvandet saltvandssø med kedelig mudret bund. Det mindede mest af alt om en lille norsk lakseelv i lav vandføring. ”Er det dit hemmelige sted”? Jeg lød nok lidt mistroisk ”Det var en lang køretur for så lidt”. ”Jo” svarede Todd ”nu kørte jeg jo en lille omvej for at i ikke skulle kunne finde det selv” (Det kunne vi nu godt to dage senere). Det viste sig (selvfølgelig), at den lille strøm var fyldt med stripers. Ikke store , men fine 1 – 2 kilos fisk der blev fisket nøjagtig som laks. Flue ud og svinge i strømmen, hvor hugget så faldt, ofte i et ordentligt klask i overfladen. En fed oplevelse som vi kunne takke vore guide for.
Det at fiske med guide er ikke noget, danskere er særlig bekendt med, og på Cape Cod er det heller ikke strengt nødvendigt. Der er en mange fiskepladser, der kan nås og findes via et kort og gode ben, men en lokalkendt er altid guld værd. Især på Cape Cod hvor der er en stor tidevandsforskel (optil 3 meter). Fiskene flytter sig meget hurtigt rundt over store områder afhængig af tidevandet, og det betyder at fiskepladserne ændre sig hurtigt. En lokal guide med en båd kan følge tidevandet (og fiskene), og dermed sikrer, at man ikke har meget spildtid. Vore gui
de Todd var rent ud sagt et unikum. Han kendte hver en krog at den flere hundrede kilometer lange kystlinie, og kunne gang på gang finde fiskene til os. Desuden havde han utallige små trumfer i baghånden, hvis forholdende for sight-fishing ikke var helt optimale. Todd arbejdede visse dage otte til ti timer med os, for så efter aftensmaden at tage os på nogle timers natfiskeri. For første gang i mit liv oplevede jeg at bede en guide om ikke at tage os til en ny fiskeplads men hjem i seng. Vi havde sikkert fanget stripere uden Todd’s hjælp, men bestemt ikke mange.
Sidste morgen
En forrygende uge går på hæld, og på hjemrejsedagen er det tiltænkt at der skal soves længe og pakkes i ro og mag, men aftenen før har jeg en urolig kriblende fornemmelse i kroppen. Jeg har fanget masser af stripere, men kun én keeper lidt over de 71 cm. Jens har ikke fået nogen keepere hvorimod de tre andre hver især har fået flere i ugens løb. Derfor er Jens og jeg ikke sene til at enes en hurtig morgentur inden fly afgang. Michael og Morten er med på ideen mens Henrik foretrækker sin morgen søvn. Det fortrød han vist.
Det bliver en mindeværdig morgen, med en fantastisk solopgang og havblik. Jens åbner ballet med en striper på 78 cm. Hans keeper er dermed i hus. Morten fighter og lander en kæmpe bluefish efter mere end en halv times fight. Michael starter langsomt, men slutter med to fede stripere lige under keeper størrelse, mens jeg spotter, kroger og lander min største striper på turen. En fisk i omegnen af 85 cm. Alt i alt lander vi fire fiskere 10 stripere og en bluefish på små to timers morgenfiskeri. Der hænger en svag duft af stripere over os i flyveren hjem.