Jeg er nok hvad man må kalde en krog-freak. Jeg søger ustandselig nye og bedre kroge. Især til mit kystfiskeri. Årsagen til min mani er simpel. Jeg vil fange flere fisk, og det kan den rette krog i høj grad være med til.
Da jeg startede på kysten for snart mange år siden. Da måltes en kystkrogs kvalitet stort set kun på om den var rustfri eller ej. Om den havde den rette form. Krogede godt, var skarp og spids det var underligt nok mindre vigtigt. Blot den var rustfri.
Det gjorde at nogle af de mest benyttede kystkroge faktisk var elendige. Heldigvis stod det kun på i en kort periode. På vores opfordring lancerede Partridge sidst i 80’erne nogle specielle kystkroge.
Først kom CS11 JS (Jens Staal) streamer krogen lidt senere dukkede CS54 Saltwater Shrimp op. Begge kroge er den dag idag et godt valg og blandt vore bestsellere.
Partridge har dog ikke rigtig kunne følge den første succes op, og de saltvandskroge de efterfølgende har lanceret har ikke været specielt gode, men heldigvis er der kommet andre spillere på banen.

Japanske Varivas har en fantastisk krog i programmet der betegnes 2600 ST-V saltwater. En krotskaftet uhyggelig skarp krog. Der samtidig er meget let. En
helt suveræn krog til f.eks. Flat-wings og andre fiskeimitiationer.
Hvis du f.eks. skifter fra en Partridge CS52 Sea-Prince (som har lidt af samme form) til en Varivas 2600 så vil jeg påstå at du mister omkring 50 % færre fisk.

Ligeledes Japanske Owner har nogle fatastiske kroge på markedet. Meget få af dem er egentlig fluekrog, men mere karpe- og agnkroge. Havørrederne er dog ligeglade.
Jeg er især en stor fan af Owners SSW. En kortskaftet vredet krog jeg bruger til børsteormsfluer, efterhængt krog i Flat-Wing og til små mysis fluer. SSW i små
størrelser kroger uhyggeligt, og skal ofte næsten opereres ud af fiskene.
Skal jeg binde en stor kystflue. Såsom et juletræ til vinterbrug eller en sort mudler til sommernatten så er noget så pudsigt som en Owner ormekrog min favorit.
Worm 5100 hedder denne krog som bare er så skarp at man tror det er løgn. Jeg har landet mange store sommerørreder på den krog i str. 2 og helt optil 1/0.
Owner har også en rejekrog på programmet. Kappa. Den er godt nok spids som alle andre owner kroge, men jeg er alligevel ikke imponeret. Den har for lille en krogbøjning, og altfor klodset et øje.

Til rejefluer bruger jeg frem for alt:
Fulling mill streamer stripper krogen
Et rigtig lille guldæg. krogen har alt det en kystfluekrog skal have. Den er let, uhyggelig spids. Tåler saltvand og er teflon belagt.
Bedre end mange rustfri kroge. Den har et stort kroggab, og unikke krogningsegenskaber. Sammenligner vi f.eks. med en Owner Kappa så siger mine testresultatet at Fulling mill krogen er ca. 30 % bedre til at få fisken på land.
Jeg eksperimenter stadig, og lader aldrig en ny krog gå min næse forbi, men jeg tror efterhånden det bliver svært at vippe ovennævnte modeller af pinden.
Vær selv kritisk med dine kroge. Så mange chancer får man heller ikke som havørredfisker.
Ingen flue er bedre, end den krog den er bundet på
Claus