Go-Fishing har sponsoreret en udsætning af bækørreder i Odense Å.
Fyns Laksefisk eller Elsesminde som stedet hedder, hvor de små Fynske havørreder laves hvert år, har ikke kun smolt gående i deres kar.
I en særlig afdeling har de en portion større fisk gående i en såkaldt gen-bank. Det er bækørreder fra Odense Å’s egen stamme, som opdrættes og beholdes hos Elsesminde som en sikkerhed. På den måde har man altid fisk af åens stamme på lager, som kan stryges, hvis der sker uheld. F.eks. forurening, udtørring af åen eller andre katastrofer som vi ikke tør tænke på. Genbanken skal dog opfriskes jævnligt, og hvert år skiftes nogle procentdele af fiskene ud med nye friske individer. Det giver et overskud af fisk Elsesminde skal af med.
Intet er gratis i denne verden. Heller ikke fiskeopdræt Derfor sælges disse fisk og giver lidt indtægter til fællespuljen. Forleden kom det os for øre, at Elsesminde ledte efter nogle der ville købe dette års overskud af Odense Å bækørreder. Odense Å-udvalg havde tidligere aftaget en portion, og derfor var der af gode grunde ikke penge i kassen til flere. Næste skridt var at tilbyde fiskene til en af de Fynske Put & Take søer.
Nu har vi bestemt ikke noget mod Put & Take søerne, men der findes jo rigeligt af regnbueørreder til at fylde dem op. Vi synes at Odense Å bækørreder høre hjemme i Odense Å.
Derfor lavede Go-Fishing en deal med Elsesminde. Vi købte ørrederne med den klausul, at de skulle udsættes til alles bedste i åen. Tilladelse fra DTU Aqua blev indhentet, og i sidste uge satte fiskemester Linda og 3 af hendes unge hjælper så de 300 bækørreder ud ved Vittinge og Hjelmerup i det øvre af Odense Å.
Fiskene var alle fine tykke bækkere på 35 – 55 cm, og kan ofte kendes fra åens mindre havørreder på, at de har let knudrede brystfinner.
En inspektionstur dagen efter viste, at de havde spredt sig godt nedstrøms og allerede var begyndt at tage insekter fra overfladen…..herligt

Så lige nu er der grundlag for et godt tørflue/nymfe fiskeri i den øvre del af åen. En lille spinner eller Rapala er også bækørredguf. Er du medlem i en af de Fynske foreninger under Odense Å sammenslutningen – se listen her – så er det bare med at komme afsted.

Er du ikke medlem, så er det med at blive det. Vi hjlæper dig gerne i vores butik på Dalumvej. Fiskeret i åen resten af 2012 sæsonen kan fåes fra kr. 325,- Det er billig underholdning i topklasse.

Husk blot at bækørreden er FREDET i Odense Å. Så nok fange men ikke tage med hjem……… (juniorer må dog hjemtage 1 bækørred over 45 cm – et mål som mange af de udsatte fisk godt kan klare)…….Rigtig god fornøjelse med dem.
Hilsen
Team Go-Fishing

var med fra første færd i odense å sammen med egon ipsen og holger rasmussen samt i foruredings gruppen på fyn