Indkøbskurv
Gratis fragt til pakkeshop i DK, på alle køb over 500 DKK

JENS STAAL STOPPER I GO-FISHING

JENS STAAL STOPPER I GO-FISHING.

Efter næsten 42 år i fiskegrejs branchen, har Jens valgt at gå på efterløn fra d 1. marts.

De første fisk glemmer man ikke – Hosted å maj 1965[/caption]

Jens kommer oprindeligt fra Sønderjylland, og fangede sine første tre ørreder i Holsted Å som 12 årig i 1965. Men ellers var de sønderjyske åer, Kongeåen, Gram Å og GelsÅ, der alle var i cykelafstand, der trak. Og i øvrigt alt vand, hvor der svømmede fisk!

I begyndelsen fiskede han med spinner, orm eller flue, men ganske snart var det bare fluestangen, der var med ved åen. 1965 var også året, hvor han bandt sin første, meget primitive flue, og fluebindingen har siden været en stor del af hans liv. I slutningen af 60erne, havde han gang i mange ting, engelske bøger, engelske fluefiskeblade og bindematerialer, og hans fluefiskeri udviklede sig eksplosivt.

I 1970 besøgte han Færøerne for første gang, den første af mange fluefiskerejser.

Som nybagt student, flyttede han til Odense i 1973 og afsluttede to år senere en bifagseksamen i Engelsk. I sommerferien 75 fik han ferie job i firmaet Sport Centrum, der på det tidspunkt var den eneste butik i Danmark, der kun solgte fiskegrej. Der blev han kollega med bl. A. Erik Kyrping og Ove Larsen, som han senere arbejdede med i mange år. Siden forlod han aldrig grejbranchen.

Jens har altid haft en hel speciel interesse for fluefiskeriet efter ørred og stalling, og har en kolossal viden omkring dette emne, både fiskeriet og fluebindingen.

Over årene har han lavet ture til mange ørreddestinationer og mange danske fluefiskere vil have gode minder fra hans ture til Gacka i Kroatien, Traun i Bayern, Sava og Unec i Slovenien eller de mange ture han lavede til de sydengelske Chalkstreams, der har en hel særlig plads i hans hjerte.

I de sidste mange år er det mest de fynske havørreder, der har haft Jens` interesse, og der er blevet tilbragt mange gode morgentimer med fluestangen på de fynske kyster. Det er også blevet til en række ture til udenlandske saltvandsdestinationer, både med striper , bluefish og albacore, og tropiske fisk som bonefish, baby tarpon og en enkelt permit.

Den første havørred – Veje Fjord 1974

Gennem årene har Jens naturligvis knyttet mange forbindelser til betydende mennesker i fluefiske verdenen, også i udlandet. På et tidspunkt var der en af disse forbindelser, der tilbød Jens et job som ”controller” på hans fluefabrik i Singapore, men svaret blev et nej tak, der var for langt til de jyske åer! Da vi en del år senere skulle have vores første møde med Tom Whiting angående en forhandling i Danmark, stod samme direktør pludselig på standen som konsulent for Whiting, og da han hørte at vi skulle til møde, sagde han ”lige et øjeblik, jeg snakker lige med Tom”. To minutter efter mødte vi Tom Whiting, og pludselig stod alle døre åbne og forhandlingen gik glat igennem.

To andre firmaer, som altid har betydet meget for Jens , har været Orvis og Partridge.

Hans kontakt med Orvis startede i slutningen af 70erne, og varer ved endnu, med mange besøg hos Orvis og meget kontakt gennem årene. Det er også sjældent at du møder Jens ude ved vandet, uden at han har en af sine elskede Orvisstænger i hånden.

Hans venskab med den nu afdøde direktør Alan Bramley for krogfabrikken Partridge begyndte også i slutningen af 70erne, og udmøntede sig bl. A. i den første regulære kystfluekrog, JS Seastreamer krogen som kom i starten af 80erne. Samarbejdet med Alan førte også til de kendte fluebindingsdage på Mørkenborg Kro, hvor der blev præsenteret en række internationale fluebindere, som Poul Jorgensen, Roman Moser, Oliver Edwards, Davy Wotton, Warren Duncan og Michael Frødin, for blot at nævne et par stykker. Dette foregik i de første 5 år af 90erne og mange lidt ældre fluebindere mindes stadigvæk disse dage med stor fornøjelse.

Mørkenborg Kro 1992 med Roman Moser

Jens arbejdede i 80erne i Ækvator Sport, og i den sidste halvdel af firserne tog ideen om at lave en ny type grejbutik form.

Der skulle være et stort udvalg af kvalitets produkter og varer fra verdens førende grej producenter. Der skulle være et højt serviceniveau og et veluddannet personale og der skulle tilbydes oplevelser, både med fluebinding, kast og andre arrangementer og rejser. Og alt skulle foregå i flotte rammer, med en butik, hvor der var lagt vægt på flot udsmykning og god atmosfære.

Disse tanker resulterede i Go-Fishing, der åbnede i foråret 88 i Brogade, klods op af Odense Å , med bl.a. Erik Kyrping og Ove Larsen som kolleger, og Søren Eich som økonomisk bagmand. Og siden har der været fart på, med en god udvikling i forretningen og en udflytning til de nuværende lokaler på Dalumvej.

Og nu er så slut for Jens, der har valgt at gå på efterløn godt et års tid før pensionsalderen. Men han er en glad mand, for som han siger ” Det er jo dejligt at se forretningen i så god stand, og med en flok unge kolleger, der brænder lige så meget for Go-Fishing og fiskeriet, som vi andre gjorde i sin tid. Og de gode ideer, ja dem er der da bestemt ikke blevet færre af.”

17 comments

  1. Jaspers Patrick

    Hey Jens,
    Enjoy your retirement.
    Thanks for all these years you provided us with good service and nice fishingtips.
    Hope to see you on the waterfront once and a while.
    KInd regards
    Jaspers Patrick (Belgium)

  2. Stefan Noelting

    Hej Jens …I know you now almost 30 years and you belongs one of the nicest guys I know, whether in the shop or on the phone you were always helpful and has the right answer ready. Jens, I hope as a pensioner, you will not be too bored. Best wishes from Fehmarn/Germany
    Stefan

  3. Nicolas Koppel

    Kære Jens.
    Tusind tak, for de fine og spændende oplevelser, som du har givet.
    Som helt nybegynder i Slovenien og siden hen i det Engelske.
    God vind fremover
    Kærligst Nicolas Koppel

  4. Anders Hasselbalch Hansen

    Kære Jens,
    Tak for den inspiration og vejledning jeg fik af dig i mine helt unge år som fluefisker og særligt som fluebinder. Det har været helt uvurderligt! Selvom jeg ikke er fyldt 40 endnu husker jeg også de gode dage på Mørkenborg Kro – det var en fornøjelse. Knæk og Bræk fremover. Måske mødes vi en gang ved Kongeåen eller et andet sted i det sydjyske eller fynske.

    Mange hilsner,

    Anders Hasselbalch Hansen (tidligere Christensen), oprindeligt fra Vejen

  5. John Petermann

    Hej Jens
    Jeg husker stadig tydeligt den morgen i foråret 1989 i Brogade. Vi først blev budt på rundstykker, og efterfølgende blev jeg vejledt, på bedste vis, til købet af min første Orvis stang og mit første Orvis CFO hjul. Jeg ønsker god vind fremover. Med venlig hilsen John Petermann Aarhus

  6. Få mennesker i branchen har større integritet – og er behageligere selskab – end Jens. Og så kan han fiske ørred og stalling som få.
    For en god del år siden, da jeg var ny i fluefiskeriet, var jeg med Jens og Claus Eriksen til et Orvis-arrangement i England. Vi fiskede de legendariske kalkstrømme, og min fluefiske-mentor Claus udfiskede mig som sædvanligt omkring fem til en. Men da jeg så havde fanget en ørred og Claus fem, var det nu en fornøjelse at se, at kystfiskeren blev sat på plads af den gamle ræv. Jens havde fanget små tyve!
    God vind fremover, Jens!

    De bedste hilsner,
    Thomas Søbirk

  7. Kære Jens.
    Tiden går så hurtig. Jeg kan godt husker hvor vi i 70 årene har truffet os som unge mand ofte ved Gram Åen. I denne tid var der rigelig ørreder i åen og det var vores lille tørflue paradis. Jeg har denne fine fiskeri også slutted i min hjerte og håber at vi få et par fine år til.

    Nyder din nye frihed !! Jeg ønsker alt gode. Håber vi træffes igen.

    Knæk og bræk

    Uwe

    1. Ole Bram

      Kære Jens!

      Ja bare rolig Jens – du har mange år foran dig.
      Da jeg fyldte 82 troede jeg det var slut med fluefiskeriet, alligevel lykkedes det mig i 2015, at fange mit livs største bækørred (75/75, det skal lige med 🙂 på den hidtil sidste, af mange dejlige fluefisketure til Hampshire. Den “bæk’er” med de mål glemmer jeg aldrig, ligesom jeg heller ikke glemmer alle vore ture igennem vel 35-40 år til danske og svenske fiskevande, til Gacka, Sava, Test, Itchen, Avon m.m.
      Du har bidraget til, at jeg har fået et godt langt lystfiskerliv med fluestangen.

      Held og lykke fremover og tak for rigtig mange gode fællesoplevelser
      Ole Bram

  8. Bo Hermansen

    Kære Jens,

    For 38 år siden blev jeg konfirmeret. Jeg fik med “hiv og sving” tilladelse til at bruge 2000 kr. til fluebinding. I Centrum Sport brugte du den dag nogle timer på mig. Din tilgang var ikke salg, men hvilke insekter ørrederne spiser, og hvilke fluer der skulle bindes, og hvordan de skulle fiskes. Herefter blev materialerne først valgt og derved salget. Det siger rigtig meget om din personlighed Jens og din tilgang til alting her i livet, og det har alverdens fluefisker nydt god af i snart en menneskealder.

    Jens, du er ikke kun en af de dygtigste fluefisker, fluebinder osv. – du har med passion stået “fadder” til rigtig mange af os der i dag kalder os selv fluefisker, og det er vi mange der er dig evigt taknemmelige for.

    De bedste ønsker for fremtiden,
    Bo Hemansen

  9. Jørgen Skovmand

    Hej Jens,
    også jeg siger tak for din indsats med at indføre mig i fluefiskeriets lyksageligheder. Helt uden økonomisk interesse – for det var 1968 i Kongeåen, så jeg og min fætter Sjønne må have været blandt dine første “kursister”. Siden havde vi flere gode ture med telt og stang til Rind Å, Færøerne o.s.v.
    Håber du vil nyde dit otium med rigtig mange ture til de jyske åer – og så kører du jo lige min dør forbi. Du er altid velkommen.
    Fortsat knæk og bræk
    Jørgen Skovmand

  10. Knud Stangegård

    Kære Jens..
    Rolighed, ordentlighed, indsigt, viden og omhu er prædikater på dig.
    Du er indbegrebet at en ægte sportsfisker med hud, bindetråd og hår.
    Du ønskes alt det bedste fremover med myg , fluer og hår..

  11. Jens Nielsen

    Kære Jens,
    Tak for din altid venlige måde at tage imod mig – og for den sags skyld sikkert også alle andre – de desværre alt for få gange lejligheden har budt sig.
    Skal jeg nævne en enkelt gang, hvor jeg vist nok fik lagt starten til de grå hår hos dig, så må det være, da jeg i efteråret 1986 skulle en tur Down Under og havde brug for lidt fluer til lidt tørfluefiskeri på Tasmanien. Det gav lidt sved på panden, husker jeg, men efter nogle opslag i par store bøger kom du med et lille sæt fluer på 15 stk., som du ville anbefale mig at tage med derned.
    Og så anbefalede du i øvrigt at besøge en lokal grejbutik og se, hvad de kunne tilbyde der.
    Det blev kun til nogle få timers Fiskeri i floden MacQuarie River, men overlistede dog et par mindre brown trouts.
    Lige netop i dag sidder jeg med den lille filmtut med de 15 små tørfluer, som du gav mig med. De vil ikke blive brugt mere, men blive gemt som et minde om en fantastisk vidende og behagelig ekspedient – og en god tur til noget fiskevand, som man ikke ser hver dag.
    Du ønskes knæk og bræk i tiden fremover. Håber du får mange gode oplevelser derude.
    Med venlig hilsen
    Jens Nielsen, Kollund

  12. Carsten Oddeskjær

    Hej Jens
    Det er din skyld at jeg har og stadig bruger en formue på fluebinding og fluegrej.
    Jeg startede i ungdomsklubben i 1978 hvor du lærte mig at binde fluer og lave stænger.
    Samt du lært mig at sætte pris på stalling /bækørred fiskeriet, som jeg har nydt siden.
    Dette fiskeri er dog ikke helt det samme mere. Men jeg har gode minder hvor vi fiskede i Rind å, konge åen , Gram å samt uldum kær,,,det var tider.
    Håber alt godt for dig og din familie frem over og nyd dit otium,,,DET HAR DU FORTJENT.

    Knæk og Bræk
    Hilsen fra en af dine drenge.

    Carsten Oddeskjær, svendborg

  13. Henrik S. Larsen

    Hej Jens
    Kan huske tilbage til da I startede op i Brogade og vi kørte den “lange vej” sydpå til jer og selvfølgelig blev budt på rundstykker, kaffe og hygge ude i baglokalet. Du har altid stået for en meget seriøs rådgivning og din viden har jeg nydt gavn af igennem mange år. Jeg har også rigtige gode minder fra fluebindingsdagene i 90’erne – hvor min fluebinding for alvor blev inspireret. TAK for det.
    Knæk og bræk fremover !
    Henrik Larsen
    Fjerritslev

  14. Lars Sellerup

    Kære Jens.
    Jeg håber du må nyde dit velfortjente otium.
    Siden 1975 har vi med jævne mellemrum stødt på hinanden, hvor jeg altid har fået en god vejledning og en inspirerende snak om tørfluefiskeri. Ligeledes har vi haft et par super ture, til de spændende kalk strømme i England,hvor du færdes som en fisk i vandet.
    Tak for det og held og lykke fremover.

    The Orvis TIPPET is still going strong.
    Lars Sellerup.

  15. Jens Staal

    TAK.
    Jeg sidder her og tænker tilbage på lørdag formiddag, og jeg har svært ved at finde ord, der beskriver hvordan jeg har det.
    Jeg er utrolig glad og taknemmelig for de mange mennesker, der mødte op og sagde farvel til mig i forretningen. Kunder, leverandører, gamle rejsekammerater, ungdomsskoleelever, gode venner og familie – I var der alle sammen, og havde alle en hilsen, en god historie eller en pointe at fortælle. Mange gode minder blev genopfrisket ved den lejlighed og det blev en dag for mig, som jeg aldrig glemmer.
    Det var selvfølgelig også en vemodig dag, for det betyder at et langt og stort kapitel af mit liv er slut og det er altid trist at sige farvel. Men nu åbner der sig nye døre for mig, og jeg ser frem til at have lidt mere tid til mig selv – tid der også skal bruges på fiskeri!
    Tusind tak også for de mange fine gaver, jeg fik, det var et helt overvældende gavebord. Tak også for de mange hilsner, der er tikket ind på min mail de seneste dage, på facebook og på vores hjemmeside. Det har virkelig varmet en gammel fluefisker/grejpusher.

    Jeg vælger ikke at sige farvel, men ”på gensyn”, for det kan jo tænkes at vi mødes ude ved vandet.

    De bedste hilsner

    Jens

  16. Niels Åge Skovbo

    Kære Jens,

    Af alle mennekser i grejbranchen er du ubetinget den sødeste og flinkeste mand 🙂 du er også den der helt klart ved mest om de fluer jeg holder mest af, nymfer og tørfluer. Om nogen har du været en inspirator og en mester, som har givet mig enormt med inspiration og gå-på-mod til nye udfordringer.

    At du så også er blevet mig en kær og fortrolig ven, er jo kun helt vidunderligt og jeg glæder mig til mange gode stunder med dig fremover.

    – Det bliver helt sikkert fantastisk 🙂

    Alt det bedste til dig min ven fra

    Niels Åge Skovbo
    Århus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Gratis forsendelse

Til pakkeshop i Danmark, på alle køb over 500 DKK.

30 dages fuld returret

Fuld tilfredshed eller pengene retur. Uden diskussion!

1 – 4 dages levering

Vi har åbent alle ugens dage og leverer altid hurtigst mulige.

100% sikker betaling

Dankort / MasterCard / Visa / Viabill / MobilePay / PayPal.