Indkøbskurv

Karup å konkurrencen 2021

Jubilæums udgaven af en legendarisk konkurrence

Året 2020 var et år præget af mange aflysninger grundet Corona virus. Desværre gik det også udover den legendariske Karup å konkurrence. Heldigvis åbnede det mere op i år, og KÅS fik derfor muligheden for at afvikle deres 20. konkurrence – hvilken præstation og arbejde der ligger bag så mange konkurrencer fra de lokale ildsjæle.

Men i weekenden d. 13-15. august 2021 skulle slaget endelig stå, og KÅS samt alle deltagerne glædede sig endnu mere, nu hvor 2020 ikke kunne afvikles.

Vandet kom - heldigvis inden konkurrencen.

Det var ikke prangende hvad der faldt af vand henover juli måned i Danmark, hvilket resulterede i mange lave, og varme åer – ikke ligefrem opskriften på succes under havørredfiskeriet. 

Men nærmest som kaldet, så blev der åbnet for sluserne fra oven i ugerne op til konkurrencen. Dette sørgede for en rigtigt fin vandføring og temperatur i løbet af weekenden hvor slaget skulle stå. Der var ingen tvivl om, at de store mængder vand havde sendt friske fisk op i systemet – men kunne de findes?

En fantastisk start

Konkurrencen startede fredag kl 16.00, og allerede lørdag morgen var der indvejet 18 smukke havørreder af de 250 deltagere. Tungest af dem var  en decideret drømmefisk på imponerende 82 centimeter og tunge 7,88 kg. En fisk der er de færreste forundt igennem et fiskeliv – selv i Karup å.

Men selvom det var en stor fisk, så var forholdene optimale, og chancen for en endnu større fisk er der altid. Kunne denne skønhed holde hele vejen hjem?

 

(Billede KÅS)

Bækløbet

Et tilbagevendende element i Karup Å konkurrencen, er selvfølgelig bækløbet. En rigtigt hyggelig konkurrence der samler børn, mænd og kvinder til at heppe på netop det nummer de har tippet på. Kort fortalt handler det om, at man skal have “oddset” rigtigt, på hvilket nummer bordtennis bold der finder hurtigst vej fra den ene ende af bækken til den anden.

I år var det en junior fisker der løb med præmien, hvilket bare var endnu mere fantastisk. Stort tillykke herfra.

(Billede KÅS)

Hygge i højsædet

Karup å konkurrencen handler også om meget andet end fiskeri. Hygge, sammenhold og røverhistorier er også i højsædet i Trevad ørredpark, når Ronnie står klar i Go-Fishing kiosken.

Når man derudover også kan nyde en kold fadøl, eller noget fantastisk helstegt pattegris – så må man være tæt på den syvende himmel. 

(Billede KÅS)
Det er svært at holde smilet tilbage når man både har en fed Hardy hat, og skal høre på alle Ronnies sørøver historier fra de varme lande.

Fisken holdt hele vejen hjem

Selvom der både lørdag aften, og søndag blev indvejet flere utroligt flotte fisk, så var der ingen der kunne vippe Peters skønhed af pinden, som altså holdt førstepladsen hele vejen hjem. Men det må have været med kriller i maven at Peter har fisket resten af lørdag og søndag, fordi forholdene blev ved med at råbe på store fisk. Der blev da også indvejet en kanonkugle på knap 6 kilo på andenpladsen. 

Alt i alt præsterede den 20. udgave af KÅS konkurrencen en fantastisk flot top 20 – som nok ikke kunne gøres lignende i andre danske åer. Igen en understregning af at fiskeriet i Karup å er noget unikt, og noget vi skal værdsætte og passe på – sammen. Hele 51 havørreder blev indvejet under konkurrencen, hvilket også betyder at fiskeriet i Karup kræver både lokal kendskab og stædighed. De kravler altså ikke bare op af linen, selvom forholdene er tæt på ideele.

(Billede KÅS)
(Billede KÅS)

En stor tak

En konkurrence som denne, kan simpelthen ikke afvikles uden en samling fantastiske lokale ildsjæle.

Karup Å Sammenslutningen beviser igen hvad man kan, hvis man ligger tiden, midlerne og passionen i sådan et projekt. Vi er utroligt glade for, at vi igen, fik lov at være en del af det. Det er inspirerende at opleve det samarbejde og sammenhold der er blandt de lokale foreninger derude.

Derfor vil vi bare sige en stor tak, samt knæk og bræk til jer alle.

Vi ses næste år.

 
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gratis forsendelse

Til pakkeshop i Danmark, på alle køb over 500 DKK.

30 dages fuld returret

Fuld tilfredshed eller pengene retur. Uden diskussion!

1 – 4 dages levering

Vi har åbent alle ugens dage og leverer altid hurtigst mulige.

100% sikker betaling

Dankort / MasterCard / Visa / Viabill / MobilePay / PayPal.