Kystfluen – Langelænder Brislingen
Seatrout Open nærmer sig med hastige skridt! En hel weekend i havørredens tegn lige midt i højsæsonen er noget der virkelig bliver set frem til. Med følger også mange hyggelige snakke på kysten og ved indvejningsbordet. Og selvfølgelig søgen efter det forløsende sug i linen, som drives af det ukuelige håb om at lande drømmefisken.
Vi forbereder os på mange måder. Der bliver testet pladser og klargjort (og måske indkøbt) grej, så det hele spiller max. Som fluefisker og –binder går der også tid derhjemme ved fluestikket. Forhåbentlig er din boks allerede godt fyldt op efter de mørke vinteraftener. Hvis du har plads til et enkelt mønster mere, så har jeg et rigtig godt bud på en vinderflue:
Kystfluen – Langelænder Brislingen
Ja, den har egentlig ikke noget navn, men det er en brisling imitation og den er bundet af en fyr fra Langeland. Jeg mødte René Voltelen til Fluebindertræf på Broholm Slot i januar, hvor han bandt fluen. At René er en specialist når det kommer til havørreder er der ingen tvivl om. Prøv bare at tag et kig i tidligere års resultatlister fra STO, hvor han flere gange blander sig i toppen. Langelænder Brislingen har allerede mange store havørreder på samvittigheden, så det er bare med at komme i gang med at binde nogle stykker til de kommende STO weekender!

Materialeliste:
Krog: Ahrex NS 172 curved gammarus str 6
Bindetråd: UNI-Mono fine/clear
Belastning: Non-Lead Wire 0,20
Øjne: 4 mm 3D øjne
Undervinge: Craft Fur, hvid og Ripple Ice Fiber, Minnow Mix
Overvinge: Craft Fur, grå
Hoved: UV lim
Finish: Finecolour Markers, Orange og Brun
Kystfluen – Langelænder Brislingen
Bindebeskrivelse
Step 1:
Fæstn og tørn ned til krogbøjningen. Tørn belastning om krogen.
Step 2:
Bind et lille bundt Craft Fur ind som hale. Inden indbinding fjernes ”underulden”.
Step 3:
Bind 3-4 strå Ripple Ice Fiber ind ovenpå halen, så de er en smule længere end Craft Fur’en.
Step 4:
Bind et nyt bundt Craft Fur ind lidt længere oppe ad krogen, der skal nå en lille smule længere ud end halen. Igen fjernes de korteste fibre (”Underulden”) inden indbinding.
Step 5:
Bind 3-4 strå Ripple Ice Fiber ind ovenpå Craft Fur’en.
Step 6:
Bind et sidste bundt hvid Craft Fur ind. Dette skal være det længste af de tre.
Step 7:
Bind 3-4 strå Ripple Ice Fiber ind ovenpå. Vend enderne der vender fremad bagover og fæstn med bindetråden.
Step 8:
Bind et bundt grå Craft Fur ind over den hvid. Afslut med bindetråden.
Step 9:
Monter øjne lige bag ved indbindingspunktet for den grå Craft Fur. De fleste 3D øjne er selvklæbende, men jeg syntes det er nemmest lige at sikre dem med en klat sekundlim gel.
Step 10:
Finish med Finecolour marker.
Step 11:
Form hovedet i UV lim og giv den et skud med UV lampen indtil limen er hærdet.
Endnu en smuk og giftig flue bundet af Mikkel Egedorf
Husk at følge Mikkel her på Instagram
