Så har jeg endelig fået kikket på billederne over uge 2 fra min ven Steen’s og undertegnedes spændende og udfordrende 2011 Steelhead tur til British Columbia.
Et sidste fiskepas mens vi venter på helikopteren ved babine River – en elv der har hjemsøgt mig både i vågen og sovende tilstand de sidste måneder..[/caption]
Alleførst vil jeg godt takke for de mange positive tilbagemeldinger jeg har fået efter mit første Go-Fishing blog indlæg om turen. Måske troede jeg, at i havde glemt/overset at den historie kun omhandlede ca. halvdelen af turen. Der tog jeg dejligt fejl og jeg er efterfølgende løbende blevet opfordret, mobbet, ydmyget, hånet og truet til at komme med del 2. Tak fordi i holder mig i ørene……..
Canadian helikopters var forbavsende kort tid om at bringe os fra Babine’s ødemark tilbage til civilisationen. Den store brumbasse landede på parkeringspladsen lige ved siden af vores bil. Her kørte vi lige VISA-kortet gennem fluesmækkeren og vupti så var helikopteren lettet igen. Det hele mindede mest om en taxi-tur hjem fra byen. Der står dog nogle flere nuller på taxameteret når man rejser med helikopter.
I bilen lå et par iskolde pils, som smagte fantastisk på den 100 km. lange køretur af grusvej retur til vores hotel i Smithers.
Når man har boet i telt i 5 – 6 dage så lære man virkelig at sætte pris på de ting vi normalt tager for givet.
Hvor var det dog en fed fornemmelse at gå på lokum med træk og slip – fiskeblad, lys og varme i gulvet.
For ikke at tale om en seng med rene lagner 2 puder og TV med Wheater Channel kørende i fodenden. Steen og jeg følte os som konger. Vi drak os pjankede på det lokale værtshus, og besluttede os for en fridag samt en ekstra overnatning på hotellet.
Byporten til Smithers – jo i B.C: ved man godt hvad lystfiskeri betyder for samfundet..
De sidste dage ved Babine havde været noget op af bakke med flom og cement- farvet vand. Vi regnede med at det var et lokalt Babine problem – vi blev hurtigt klogere. Vi var landet lige midt i et helvede af uendeligt regnvejr og håbløst fiskevand. Hele Skeena dalen, ja hele B.C., havde modtaget en uhørt mængde regn. Syd for os blev folk evakueret fordi den kendte Steelhead flod Dean river gik over sine breder. Vi brugte vores fridag på at køre små 400 kilometer rundt og checke forskellige muligheder. Alt så bare håbløst ud, og frustrationen begyndte at melde sig. Vi mødte mange andre fiskere og meldingerne var de samme. Håbløse forhold, ingen fiskemuligheder de næste mange dage. Det kunne vi jo ligesom ikke rigtig bruge til noget. Selv de lokale sortbjørne var blevet trætte af de våde skov. Så de luskede istedet rundt ude på vejene.
Mor bjørn med ungerne hygger sig.”Smut i bare ud og leg på motervejen unger”
Steen og jeg indkaldte hianden til krisemøde – Hvad gør vi…?
De elve vi havde planlagt at fiske i: Buckley – Mourice og Kispiox var et morads af brunt vand, drivtømmer og andet skidt. Alle sagde vi bare skulle opgive det og tage hjem, men vi er jo ikke nordboer for ingen ting. Det var trods alt holdt op med at regne, og så klare vandet jo langsomt og det sker først i de mindre vande højt oppe i systemerne.
Steen fik en genial ide: “Lad os køre ned til vores helikopterven og høre ham ad. Han flyver rundt i området hele dage og ser mange elve fra oven af. Måske ved hn noget vi ikke kan se herfra”. Afsted det gik. Vi var heldige.
På flyevepladsen mødte vi 3 fiskere der var på vej til af blive fløjet ud på eventyr. De skulle til det øvre af Copper River, også en elv vi gerne ville besøge. “Vi er tilbage ved 3 tiden” sagde den amerikanske fluefisker da han kravlede ind i maskinen. Ved 3 tiden…..? Steen og jeg røg noget rundt på skjoldet efter den melding. Klokken var på det tidspunkt næsten 12. Tager man en 10.000,- kroners helikoptertur ud for at fiske i 3 timer, så har man bare for mange penge…. men det var jo ikke vores problem, vi gik atter på værtshus og ventede på at klokken blev 3..
Jeg overvejede seriøst og snuppe den lille fyr her med som krammedyr til resten af turen – men jeg havde jo allerede Steen.
Vores rige fiskevenner landede faktisk før kl. 3. To timers fiskeri til små 5000,- i timen……Vi var noget spændte på at høre hvad de havde oplevet: Jo – vandet var beskidt og højt, men ikke helt håbløst og de havde da faktisk også fanget en 10 – 12 punds steelhead. Se det var jo guf for vores øregange…. Vi nærmest sprang ind i bilen. Helikopterpiloten tilbød os godt nok storsindet at flyve os ind til en god pris, men selv hans bedste pris rakte vores budget ikke til, så vi lettede på hatten og startede på den 5 – 6 timers lange køretur der ville bringe os ind til den øvre del af Copper River.
Copper er en mellemstor elv – vel på Mørrum størrelse. Langs den går en ca. 45 kilometer tarvelig grusvej. Efter de 45 kilometer starter vildnisset. Derfra er det kun med helikopter man kan komme videre opstrøms. Ca. ved 35 kilometer mærket kommer tilløbet Clore River – populært kaldet Pløre River….
Clore plejer at være den store synder med hensyn til uklart vand. Ved 44 kilometer mærket kommer Kitwanka River. Det er også en af de slemme bidragsydere til møjbeskidt smeltevand fra bjergene. Det store spørgsmål for os var derfor om Copper blev farvet af Clore eller af Kitwanka. Det viste sig at de begge bidrog til elendigheden. Både oven- og nedefor Clore var Copper katastrofal beskidt. Det var Kitwanga der var den store synder.
Sideløbet Kitwanga med Nutella brunt vand
Ovenfor Kitwanga var Copper var dog rimelig ren, og her burde der kunne fanges en fisk. Vandet var dog højt, så det var ekstremt svært at finde fiskebart vand. Dertil kom at vejen slutter netop ved Kitwanga’s tilløb. Vi skulle derfor gå opstrøms, gennem vildnis, langs en flommende elv op og ned af halsbrækkende skrænter og klipper. Vel at mærke i et område der er fyldt med bjørne….
Dagen efter gik det opover igen – men nu havde vi fundet en gammel nedlagt vej oppe i skoven, så pludselig kunne vi komme optil den øvre pool på 10 minutter istedet for en time. Det var et fremskridt der ville noget.
Lejer ved Copper – ren luksus med en bil der kunne holde tingende tørre
Hu – hej hvor det gik da vi først havde fundet den gamle sti oppe i skoven[/caption]
Dagen startede med at Steen mistede en mindre sølvlaks lige i landingsøjeblikket og lidt senere satte jeg krogen i en smuk 75 cm blank Steelhead. Fedt, fedt, fedt. De danske vikinger havde kæmpet og besejret Copper River mens de lokale canadier og de hårde Amerikasnske Steelhead drenge sad på deres hotelværelser og hylede mens de ringede hjem til deres mor – ja det var ihvertfald sådan Sten og jeg forestillede os situationen.
Resten af dagen gik med at fiske den lille 100 meter lange pool. Vi sønderbombede den med alle mulige fluer og teknikker, men det lykkedes os ikke at få flere hug. Sidst på dagen gik turen derfor tilbage til lejeren. Her lå en lille pool der fisker godt ved normal vandstand. I denne højvandsperiode var den dog en frådende strøm. Lige med undtagelse af en lille blank plet helt øverst. Uden den store tiltro svingede jeg lige et stort sort monster at en flue gennem den blanke plet, og en fisk hamrede på. Efter en fed fight kunne jeg kane en 4 – 5 kilos laks op på breden. Vi dømte den til at være en letfarvet sølvlaks hvad det sikkert også var, men efter at være kommet hjem og kikket nøjere på billederne er jeg alligevel kommet tvivl. Den ligner slet ikke de andre sølvlaks vi fangede. Kunne det være en lille kongelaks…..? Det ville da være sjovt hvis det var, men jeg tror det nu ikke – årstiden er også helt forkert for dem…
Sølvlaks eller….?
3. dagen ved Copper fulgte det klassiske skema. Op til den enlige pool. Ingen fisk denne morgen. Ingen af os magtede at fiske den pool hele dagen, så vi besluttede at drage yderligere opstrøms. Hvilket var meget meget lettere sagt end gjort. Vi måtte bestige et mindre bjerg og dennegang var der absolut ingen sti at holde sig til. Bjergbestigning, repelling og urskovsvandring er hårdt – rigtig hårdt i waders og med to-håndsstang over nakken. Både Bubber og BS. havde givet op på halvvejen – men steelhead feber er en fantastisk motivationsfaktor….
Som tidsfordriv lader jeg min flue danse foran en sten få meter ude i elven. Pludselig ser vi begge en stor skygge stige op fra bunden. Fluen forsvinder og jeg giver tilslag i ren refleks. Så er fanden løs. Hjulet skriger, jeg skriger, mens Sten grinende ryster på hovedet. Fisken stryger direkte ud i fossen, men ret hurtigt kommer der kontrol over tingende, og en 80 cm hunfisk må se sig slået.
Efter genudsætningen af den dejlige fisk så fiskede selvfølgelig lidt mere, men tiden løb ud og vi måtte starte vores tunge tur tilbage til lejeren.
En vild Steelhead er bare en af de smukkeste fisk…..
En god dag havde det været, men på trods af at vi havde fundet en ny pool, og fanget fisk så var vi rørende enige om at det måtte være slut for Copper denne gang. Vi havde fisket der i tre dage, men reelt kun kunne fiske i to pools og i halvgrumset vand, og transporttien til de 2 små pools lå på over 2 timer hver vej. Det var simpelthen for hårdt. Vores sidste fiskedag på turen skulle være et andet sted.
Da jeg havde fået fisk på land i Copper, så var det vel rimeligt at Steen fik lov at vælge elv til den sidste fiskedag. Sådan var det også i teorien, men jeg havde læst, hørt og længe drømt om at besøge en lille elv i området. Jeg solgte min sag og pressede Sten så hårdt at han reelt ikke havde et valg. Men officelt er det stadig hans ide at den sidste dag skulle vi prøve den lille Suskwa River.
Det første blik af Suskwa var meget positivt…
Og hvilken dejlig oplevelse – Suskwa er efter B.C. forhold lille og dens opland kommer ikke fra sne men fra bjerge med klippegrund. Det betyder, at den meget hurtigt klarer op, når regnen stopper. For første gang i rigtig lang tid, så vi derfor det dejligste klare vand fra broen, hvor vi stoppede og gloede ned i elven. Samtidig så elven udtil at være rimelig god at at bevæge sig langs med – lækkert. Så snart gled vores fluer gennem Suskwa’s klare vand.
Suskwa var den smukkeste lille elv der løb i en fantastisk billedskøn dal.
Vi fiskede en lang række smukke og perfekte pools mens vi nød dagen i fulde drag og udforskede den nye elv.
Fisk så vi nu ikke meget til. De skønne pools virkede tomme, også alligevel ikke.
I dagens sidste lys og turens sidste pool strammede min line pludseligt. En stærk fisk havde fundet den lilla Wolly Bugger rørflue.
Fantastisk fornemmelse at slutte turen med en 5 – 6 kilos Steelhead i (næsten) sidste kast. Tilbage var nu blot at pakke sammen og køre de ca. 1400 kilometer retur til Vancouver hvor flyveren hjem til lille Danmark ventede.
Turens sidste skønhed fra den vidunderlige Suskwa…en elv jeg kommer tilbage til..
Vores 2. uge havde været præget af hårdt arbejde og bristede fiskedrømme. Tilgengæld skabte vi nogle andre fiskeminder end vi havde regnet med, og jeg tror vi begge er ret stolte over de få fisk vi trods alt fangede. Et bevis på, at man aldrig skal give op – bruge sine erfaringer hjemmefra være optimistisk og vedholdende så kan det lykkes.
Jeg var meget heldig i uge 2. Steen var decideret uheldig. Han mistede 3 – 4 fisk. Jeg landede det samme antal.
Ikke fair, men han tog det pænere end jeg havde gjort, og bare rolig vi vender tilbage – frygteligt tilbage.
Skeena området dets fantastiske floder og endnu mere fantastiske Steelhead har sat sig i kroppen på mig. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker og drømmer mig tilbage til dette fiskeparadis på jord…
Vi ses derude (derover)
Claus
Hej Claus
I stort samme periode fiskede vi tre mand på Vancouver island. Enkelte dage i floderne på grund af vind men 10 dage gik med kystfiskeri efter sølvlaks. Fiskegrej og teknik som hjemme, små fluer og så hører ligheden op. Fiskene er sølvblanke, fighter som steelhead, med lange udløb og spring, vejer 3- 8 kg og er hugvillige (sådan da). De svømmer kystnært – dvs 80% af tiden lige uden for kastehold! Og så viser de sig hele tiden i overfladen – med finner eller spring. Så det er sightfishing i højeste potens. Man fisker kun når man har set fisk – resten af tiden foregår med at lure hvor stimen viser sig næste gang. Men det meste af tiden er fluen i vandet – med viden om at der inden for 10 – 20 meter er fisk på 3-8 kg.
Vi fik 27 styk så det var tilpas hårdt arbejde – men med en del mistede og endnu flere hug.
Fiskeriet er i sig selv en rejse værd (nemt tilgængeligt, billig husleje eller camper), men er også et rigtig godt alternativ hvis elvene på fastlandet flommer. Skulle nogen få lyst til at prøve giver jeg gerne tips og ideer. ([email protected]) mvh
Hej Thomas
Jeg sendte faktisk Steen til Vancouver Island på hjemturen. han har venner der, og har gjort god reklame for de der kystlaks. Desværre blæste hans 3 dage væk, men selvfølgelig havblik den dag han tog med færgen hjem….
Jeg må prøve en dag, men B.C. er bare for stor og med for mange muligheder…………
Næste eventyr hedder Cuba d. 20. januar..
Go’ jul
Claus
Steen & Claus
Sikke en del 2 oplevelse i deler med os !!
Nuuuu kan jeg kun tænke Steelhead og Skeena River samt ordet B.C…….Der er her materiale til en hardcore Steelhead tur, som de fleste mænd ville give deres højre arm for …
I mine øjne er B.S & Bubber drengerøve ved siden af jer 2 Danske vikinger…..
Nå jo – min hjemmelsmand derovre fra har lige sendt mail om rigtig godt steelheadfiskeri lige nu. Og om et bedre og nedre steelheadfiskeri om vinteren i elvene på Vancouver island. Men selvfølgelig ikke nemt – og kræver nok guide og lokalkendskab.
Livet er for kort til at være seriøs lystfisker.