Svævefluer

Jens Staal har gennem et par år holdt sit bedste kystfluetrick tæt til kroppen. Som alle andre kystfiskere oplevede han dage med roligt vejr og “umulige” ørreder, der viste sig i overfladen, men ikke reagerede eller måske ligefrem blev skræmt, når der blev fisket på traditionel vis, men så var det, at “svævefluerne” kom i brug…

Det var en stille dag på flere måder. For det første var det en af de få stille dage i en ellers blæsende og urolig sæson. For det andet var der ikke andre på stranden end mig på denne varme juliaften. I havstokken slog bølgerne dovent mod stranden, og længere ude var overfladen som et spejl. To skarver, der fiskede et stykke fra stranden, lavede næsten overdreven uro, når de dykkede.

Der er en lille kilometer fra parkeringspladsen og ud til spidsen, der er en af de bedst kendte kystpladser på Fyn. Det oplagte valg er at starte fiskeriet på selve spidsen, der er det absolutte hotspot. Heldigvis kan man nemt afsøge pladsen med øjnene hele vejen for, om der pludselig dukker en fisker op omme fra den anden side. Sker det, så kan man i stedet vælge at starte i bugten og prøve en af de udmærkede pladser, der skjuler sig derinde.

I aften var der ingen tvivl om, hvor fiskeriet skulle startes, for jeg var der ganske alene. Rygsækken blev sat på den sædvanlige plads mellem de store sten, og en kop kaffe blev hældt op.
Solen stod stadig højt på himmelen, og selv om jeg havde en ide med at være på pladsen så tidligt på aftenen, så var jeg sikker på, at jeg var i endog rigtig god tid.

Den første slurk kaffe var lige ved at ryge forkert i halsen, da en målsfisk røg lodret ud af vandet 50 meter fra land. Hvorfor gør de egentlig det? Det fik jeg ikke tid til at fundere over, for inden jeg havde fået mine synkereflekser i orden igen, og ringene fra den første fisk var helt forsvundet, sprang en anden – tydeligvis lidt større – fisk på samme måde, bare noget tættere på land. Nej, kaffe kan vi drikke, når vi bliver gamle, så koppen blev hurtigt tømt i stenene, før jeg greb stangen og vadede ud.
Luftbåren sommerørred
Pladsen rummer en del dumme sten, der gør det besværligt at vade. Da jeg på én gang var ivrig og ikke ville lave for meget uro, var det ikke nemt, men lige da jeg var kommet pænt ud og stod fornuftigt, vendte en fin fisk i overfladen lige så langt ude, som jeg troede, jeg kunne kaste. Det var netop det, jeg havde håbet på, og grejet var tunet til det…

De to fluer landede fnuglet derude, og jeg strammede linen op og modstod den trang, der altid er der til at begynde at arbejde fluerne ind igen. Jeg kunne se forfanget forsvinde langsomt fra spidsen af, og jeg trak ganske let i linen for at holde kontakt.

Med ét blev forfanget strammet voldsomt op. Tilslag var unødvendigt, og en god fisk kæmpede for sit liv. Få fisk kæmper så godt som en sommerkystørred, og denne var ingen undtagelse. Den var så meget i luften, at jeg en overgang troede, at det var en regnbue, men det var det ikke, det var en havørred. Ikke nogen kæmpefisk, men 60 centimeter er respektabelt i mit univers.
Så var det op til rygsækken mellem de store sten igen, og efter at fisken var aflivet, faldt både vandet og jeg atter til ro. Var det ikke også ligesom, at kaffen smagte lidt bedre nu?

Det, der gjorde denne oplevelse helt speciel, var, at det faktisk var tredje gang i løbet af ti dage, at jeg oplevede nogenlunde samme situation. På de andre to ture havde jeg ganske vist også fanget fisk, der huggede under normal indtagning på traditionelle fluer, men det havde været i mørkningen, og da natten var faldet på. Det interessante var, at jeg havde haft to store fisk på, der havde taget i samme situation som denne, og begge var blevet tabt langt henne i fighten. Jeg spekulerede selvfølgelig som en gal på, hvorfor de to fisk var røget af, for jeg har gennem årene fanget mange fisk på “svæveflue”, som jeg kalder denne metode. Men ingen af disse fisk havde haft tilnærmelsesvis en størrelse, som specielt den ene af de to tabte fisk.
Svæveflueteknikken
Lad mig fortælle lidt om denne måde at fluefiske på:Det startede under en stribe morgenture for en del år siden. De var ens på den måde, at der var vindstille, og jeg fiskede det samme sted, hvor der var rigtig mange havørreder på 40-45 centimeter. De var flinke til at vise sig i overfladen, og jeg tilbragte lang tid med at fiske på “ringende” fisk. Jeg fandt dog hurtig ud af, at de var utrolig nemme at skræmme. En meget langsom og rolig vaderytme var påkrævet, men selv når det lykkedes at komme på kastehold uden at skræmme dem, oplevede jeg, at fiskene forsvandt, enten når jeg kastede til dem, eller også når jeg begyndte indtagningen.

Jeg fangede selvfølgelig nogle fisk og fandt ud af, at de små fluer, jeg brugte, som regel var bedre end de store. Når jeg fiskede med nymfe i put and take søerne, kunne jeg ofte få fiskene til at tage på en flue, der bare hang i vandet. Jeg skulle holde stram line for at kunne sætte krogen, men der var ingen grund til at lave et aktivt indtag. Ville den taktik virke i saltvand også? Det viste den sig at gøre, og jeg fik mange mindre fisk på denne måde. Selvfølgelig røg der af og til nogle af, men det er vel uundgåeligt.

Jeg lærte også, at fluerne skulle være ubelastede, så de havde et godt svæv i vandet og ikke sank for hurtigt, og endelig lærte jeg, at to fluer har nemmere ved at blive set end en, specielt når vi snakker fluer i størrelse 10, 12 eller 14. Forfanget måtte heller ikke synke for hurtigt, så polyleaderen og fluocarbon-tafsen blev hurtig afløst af et fornuftigt nylonforfang. Spidsen var 0,20 eller 0,22 mm og resten af grejet en 9`# 6 stang med et passende skydehoved. Jo, du læste rigtigt. Jeg kan sagtens få fluerne til at lande let – og det rigtige sted – med et skydehoved. De fleste moderne skydehoveder kan andet end blot at kaste langt og lande i en bunke. Det skal dog siges, at jeg også kombinerer skydehovedet med en coatet skydeline – ikke en nylonskydeline.
Krogjusteringer
Som du kan forstå, har jeg haft “svævefluen” i arsenalet i en del år, og metoden bliver fundet frem og brugt, når forholdene er til det – altså når overfladen er stille, og man kan se “ringende” fisk eller fisk, der på anden vis afslører sig i overfladen. Mine fluer var primært bundet på Partridge CS 54 eller GRS 12 ST, som for øvrigt er en og samme krog, men med to forskellige betegnelser. Denne krog benyttede jeg i størrelse 10, 12 og 14, og det havde jeg sikkert fortsat med, hvis ikke det havde været for de to ture med hver sin tabte fisk. De sendte mig hjem i tænkeboksen, og heldigvis fik jeg lejlighed til at afprøve resultatet af det på den beskrevne tur.

I stedet for at binde en flue på en lille krog havde jeg bundet samme flue på en større krog, men så den dækkede det halve af krogskaftet. Resultatet var naturligvis, at fiskene så en lille flue og tog den, mens jeg fik kroget dem på en større og mere åben krog, der gav et bedre kroghold, hvilket var vigtig, når det drejede sig om større fisk. Krogene, jeg bruger nu til dags, er dels Scierras saltvandskrog i størrelse 12, der er en såkaldt Stingerkrog, altså en krog med let buet skaft og en stor åbning, og dels en Owner 50355, som er en kort krog med stor åbning.

Vil du for øvrigt vide, hvad der skete på resten af turen? Jo, lidt senere fik jeg endnu en fin fisk på en af min kollega Claus` flueeksperimenter. Fisken var ekstra sjov at fange, for den stod bag en stor sten, som jeg har affisket cirka 1000 gange uden resultat i de sidste 20 år! Og da jeg regnede med, at aftenens bedste fiskeri skulle til at starte, mens mørket faldt på, ja, da blæste det pludselig op. Jeg fiskede i en god times tid i modvind og store bølger uden nogen som helst reaktion! Så tog jeg hjem.
Svævefluerne
Her er en stribe af de fluer, som jeg gennem årene har haft held med til dette fiskeri. Fælles for dem er, at de er lette og bundet af bløde materialer, eller som der var en af mine venner, der sagde:- De arbejder ikke i vandet – de ånder!
Prøv svævefluerne, når forholdene virker alt for rolige og håbløse, for svævefluerne er jo netop beregnet til en situation, som mange kystfluefiskere normalt ikke bryder sig om. Vi kystfluefiskere vil helst have strøm i vandet og bølger, men nogle gange er vi bedre stillet med at vælge utraditionelle metoder og anderledes fluer, når vejret nu engang er, som der er.

grå spey mysisGrå Spey Mysis
Krog: Owner 50355, str. 4-8.
Tråd: Grå 8/0.
Følehorn: To fibre Supreme Hår, grå eller hvide.
Ben: Tarantu-leggs hvid/sort.
Øjne: To små Shrimp Eyes.
Krop: SLF Prism dubbing i farven Light Grey.
Hackle: Gråt eller grizzly Spey Hackle, kort – gerne høne, og sparsomt.
Det var denne flue, der var i aktion på den beskrevne tur. Kropsmaterialet er sjovt, for det er lige, som om det lyser op, når fluen bliver våd.

Pink spey mysisPink Spey Mysis (Grislingen)
Krog: Owner 50355, str. 4-8.
Tråd: Pink 8/0.
Følehorn: To fibre Supreme Hår, farve Shrimp eller pink.
Ben: Tarantu-leggs hvid/sort.
Øjne: To små Shrimp Eyes.
Krop: SLF Prism Dubbing, farve Shrimp Pink.
Hackle: Salmon farvet Spey Hackle, gerne høne og ikke for lang.

 

flash mysisFlash Mysis
Krog: Scierra Saltwater Trout, str. 10-12.
Tråd: Hvid 8/0.
Krop: Flash Tinsel.
Kropshackle: Blød og sparsom grizzle høne eller Softhackle.
En nyttig detalje er, at jeg som regel vikler hacklet op i våd UV lim, og så lyser på fluen med en UV lampe. På denne måde bliver hacklet cementeret fast på den glatte krop. Det er en god teknik, som en belgisk fluebinder viste mig.

 

To svævefluer og nylonforfang
Jeg bruger gerne et standard 9 fods Orvis nylonforfang, taperet til 0,22 mm. Heri binder jeg den øverste flue. I dens krogbøjning binder jeg så yderligere en lille meters nylonline, hvori endefluen monteres.
Formålet er ikke at fange to fisk på én gang, selvom det da ville være sjovt, men to fluer, specielt de små, syner af mere end en, så det er primært på grund af “reklameværdien”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gratis forsendelse

På alle køb over 600 DKK. Shipping World Wide kun 99 DKK.

30 dages fuld returret

Fuld tilfredshed eller pengene retur. Uden diskussion!

1 – 4 dages levering

Vi har åbent alle ugens dage og leverer altid hurtigst mulige.

100% sikker betaling

Dankort / MasterCard / Visa / Viabill / MobilePay / PayPal.

Psst, er du lystfisker?

Ja? Så har vi et super godt tip til dig!
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag vores eksklusive Go-Fishing SUPERPRIS tilbud, hver uge og før alle andre!

Hey there!

Please choose your preferred language:

For customers outside the European Union

If you’re shopping from a non-EU IP address, Danish VAT (25%) is automatically deducted from all prices in our webshop. In case we can’t verify your IP address as non-EU IP address, Danish VAT will be deducted once the final shipping destination is selected in the checkout flow.

Worldwide shipping is always only DKK 99.